21.07
Vi startede dagen sent med at tage ud for at veksle penge. Varmen var
sindssyg så det var kun en lettelse at pengevekslingen, der foregik i
meget airconditionkolde bikse, varede ret længe. I udstillingsvinduet
(jaja udstillingsvinduet i valutabikse er da ikke noget at studse
over) viste en flot kollektion af danske sedler frem. Jeg vekslede til
ikke mindre end 1.160.000 rial. ...og havde brug for en trilebør for
at Slæbe alle de sedler hjem.
Havde morderligt svært ved at komme ind i samtalen med Jesper og en
ældre Herre. Kvinder (eller i der mindste deres jihab) skal ses - ikke
høres.
Vi satte kursen mod bazaren, men nåede aldrig så langt fordi vi gik
ned ad en slags handelsgade hvor vi fandt et sted at få noget at
spise. Fik en falafelsandwish med et eller andet uidentifiserbart
grønsagssnask med eddikesmag. Det smagte surt og spøgst og på ingen
måde som jeg nogensinde havde forestillet mig at iransk mad ville
smage. Desværre blev Karina syg af varmen og mig og Gwen gik med hende
tilbage til Mashad hotel. Jeg syntes varmen var meget styg, så det
passede mig fint at tilbringe eftermiddagen med læsning på værelset.
Om aftenen tog vi metroen til Nordteheran for at tage op på et bjerg
med noget der skulle forestille at være en forlystelsespark svarende
til Tivoli - men uden forlystelser. Hmmm. I metroen mødte vi en
hjælpsom kvinde, der insisterede på at følge os til endestationen og
derefter hjælpe med at finde en grøn minibus, der kunne tage os resten
af vejen.
'forlystelsesparken' var syret! Fyldt med lys og lamper og mere lys i
1001 ens boder (de solgte allesammen sådan noget syltet frugt eller
bærhalløj rullet ud i tynde fedtede plader, som smagte virkelig godt -
og lige til at få syreskader på tænderne af. Irans svar på Haribos
'bælter', så barerigtig frugt) og restaurenter der snoede sig langs en
bjergsti op og op og op ad bjerget. Og det blev virkelig ved og ved og
ved op. Det erfarede jeg da jeg efter 1/2 time formåede at blive væk
fra de andre og, i håb om at finde dem gik og klatrede op til det
begyndte at ynde ud både i boder, lys og andre besøgende. Havde
stoppet og et ganske kort øjeblik kigget på en mand, der tilberedte
grillspyd (kebab) med indmad. Da jeg kiggede op igen var de andre som
sunket i klippeunderlaget. Spurgte folk om de havde set en flok
europæere, men enten ku de ikke engelsk eller også havde de ikke ser
dem. Et ungt par sad og kissemissede (iranere kan også være
nyforelskede (så længe de bare også er gifte)) og de sagde de kun
havde set dem for foden af bjerget for en time siden. Jeg fortsatte
opad og et par forskellige venlige iranere fulgte mig på vej. Begyndte
efterhånden at undre mig over jeg ikke havde fundet dem, når jeg gik
så forholdsvis hurtigt og vi indtil forsvindingsnummeret havde
slentret af sted og givet os god tid. Spekulerede på om jeg på mystisk
vis skulle have overhalet dem på et tidspukt. Men der ver kun 1smal
sti.
Ud Af den blå luft indhentede det unge par mig og sagde at nu var det
bedre at jeg gik tilbage, for højere oppe var det ikke sikkert for mig
at gå. De var så søde og gik med mig hele vejen ned og ventede der
samwmen med mig med ideen om, at før eller siden ville de jo komme ned
når vi skulle hjemad.
Ærgrede mig over vi ikke have lavet det tjekketællesystem vi ellers
havde aftalt. Og så stod vi der og blomstrede og prøvede at sludre
lidt, hvilket dog kompliceredes lidt af engelskproblemer. Selvom det
var ubehageligt at være væk fra de andre og jeg på et tidspunkt
faktisk var noget utryg, var der alligevel noget ret fint ved den
oplevelse fordi det var vældig interessant at opleve den enorme
venlighed og hjælpsomhed fra de folk jeg talte med undervejs og især
de to der tog mig med ned og ventede sammen med mig. Er næsten ærgelig
over at jeg ikke kunne tale noget mere med dem.
Men så kom Kasper. Jubii hvilken lettelse. De havde sat sig ind på en
restaurant hvor tjeneren havde valgt at placere dem på den øverste
teresse uden udsyn til eller ' tilsyn' fra stien. De var efter et
stykke tid blevet enige om at ny havde jeg været rigeligt længe på
toilettet.
De havde fået noget lækker mad og jeg fik deres rester. Det var et
rigtig fedt sted. Vi sad på sådan nogen hævede firkanter med persiske
tæpper og puder. Måske hed de Day beds. Det er sådan nogen overdækkede
spise- og hænge ud/vandpiberygningsfirkant.
Da de havde spidst stod den på den bedste vandpibe jeg har smagt og
chay med kandis og dadler til og sådan nogle valnødder der (ved jeg
fra boderne på vej op) havde ligget i en eller anden lage så de
lignede konserverede hjerner.
Det var en fed oplevelse at opleve hvor de lokale lidt mere velstilede
iranere tager hen for at hygge sig og ha en god aften.