03.08.10
I dag skulle forestille at være fridag og det var virkelig tiltrængt, for turen hertil var virkelig hård, men det endte alligevel at blive en totalt proppet dag uden skyggen af fridag, fordi det tog en krig at få vekslet penge og lavet visa og fordi Nune (Gwen og Kaspers armenske veninde, der har stået for det meste af programmet her) alligevel lige havde arrangeret et museeumsbesøg og et møde med kulturministeriet. Guiden på museet vrøvlede og jeg var halvdårlig fordi vi havde haft mange lange ventepauser i solen (solen er meget værre her end i Iran. Temperaturen er det samme: ca. 40 grader, men luftfugtiheden er meget højere), så jeg tog hjem til hotellet sammen med Karina og faldt død om i to timer inden vi tog en taxa til kulturministeriet.
 
Det er simpelthen det mest sindssyge møde jeg nogen sinde har været med til. Der sad tre kloge hovede og talte armensk ud over salen til os og en masse andre jeg ikke ved hvem var. Jeg anede ikke hvad der foregik og har stdig ikke fundet ud af hvad mødet gik ud på. Måske handlede det om Nagorno Karabakhs selvstændiggørelse, men der var aldrig nogen præsentation, så ved det faktisk ikke. Der var en tolk, men hendes sætninger var betydeligt kortere end de kloge hoveders, så må utvivlsomt ha misset noget. Og så var det SÅ underligt! Der var hele tiden nogen fra publikum, som sagde et eller andet på armensk og så grinede alle og vi anede ikke hvad det handlede om. Og der blev spurgt om noget som de også grinede af. I det hele taget var det meget underligt når det var os mødet var blevet arrangeret for. Detvar faktisk et ubehageligt. Til sidst var der mulighed for at stille spørgsmål, men de af os der vågede at spørge, fik bare svaret "det har vi allerede forklaret". Så det var meget underligt at være til det møde. 

De pointer jeg kom frem til var at Karabakh er meget stolte af sig selv og meget gerne vil være selvstændige og rigtig gerne vil have at andre lande skal få øje på dem. og at de virkelig ikke kan lide Azarbaijan Ham den ene gik meget op i at vi ikke måtte tro på noget af det vi hørte eller læste om karabakh på nettet eller i medierne eller fra Azarbaijanerne som han omtalte som tyrkerne. for det var alt sammen løgn. I stedet var det vigtigt at man kom og så sandheden om landet med sine egne øjne, så man ku se hvor godt et sted det er. Og så virkede han som en meget sur mand og han lagde vægt på Europas skyld i karabakhs situation...fik næsten dårlig samvittihed.

Men den oplevelse siger jo bare noget om landets organiseringsevner og gad vide hvordan de så vil være til styre en stat. 

Efter mødet sad vi i i et computerlokale og skulle se billeder, men de har virkelig en underlig respekt eller mangel på samme for møder her. Alle taler bare i telefon og taler i munden på den der har ordet. Det er ikke til at holde ud. Så ingen så billederne.

Vi tog ud og spiste. Hvorfor kan man ikke få andet end hvidt brød her. Min mave er helt oppustet.
an jo tænke hvad man vil om deres selvstændighed når man oplever deres mødeorganiseringsevner.