08.08.10
Dagen i går sluttede på den mest dejlige måde jeg nu tænke mig. De fleste tog i byen, men jeg og Lærke, Jesper, Kasper og Kristoffer blev liggende på taget og sludrede. På et tidspunkt midt om natten gik vi ind på gangen og lavede danseøvelser instrueret af Jesper (han danser sammen med Ditte Højgarard fra semi). Det var så super hyggeligt og jeg endte med at falde i søvn på gulvet under en afspændingsøvelse.

Og det var så dejligt at kunne sove til jeg vågnede af mig selv og bare tage det roligt til morgen. Mig, Lærke og Jesper udnyttede den gode arkustik på gangen og sang morgensang mellem chokolademaderne og vandmelonen.

I det hele taget har det bare været ensuper dejligdag i dag. Det har været så rart at have fridag og tid til at fise lidt rundt i Yeravan og opleve byen fra andre vinkler end fra busvinduet på alle de travle udflugtsdage. Det er faktisk en rigtig lækker på. Nu skal jeg ikke forsge at gøre mig klog på mode, men hvis man er shoppingmenneske er det vist ikke lige stedet, men det er en rigtig stemningsfyldt by med sådan en hyggelig atmosfære. Elsker at der er cafeer overalt. på den mindste lille frieplet er der lige blevet plads til en cafe.

Og så skylder jegvistlige Armenien og armenierne en undskyldning. Jo, jeg blev skide irriteret på de skvathoveder de første par dage, men dem jeg harmødt i byen og talt med hilst på her har virkeligværeg fine og flinke mennesker. Og Nune og hendes venner har virkelig været hjælpsomme.

Vi tog en taxa til centrum og metroen videre derfra til en eller anden station hvor der efter sigende skulle være noget market af en art. Uden for metroen mødte vi en ung gut, Arthur, med sin guitar på ryggen som anbefalede hængeudsteder, og vi morede os over at billetterne til metroen her er små lyserøde poletter.
Vi ankom til markedet, der viste sig at være en sovjetstilens svar på ro's torv og det var simpelthen det mest gyselige af det gyselige man kan forestille sig. Men det var oplevelslen værd.

Tilbage i centrum skiltes jeg fra de andre for at finde noget traditionelt armensk mad (de andre ville ha sushi) og finde et sted jeg kunne slappe af. Men sådan gik det ikke, for jeg mødte Arthur ved springvandet og han slæbte mig, på mit spørgsmål om armensk restaurant, hen til en sted der serverede ravioli i alle mulige afskygninger og jeg må sige det var veldig godt selvom juicen til 2000 dram var noget overvurderet. Resten af dagen brugte jeg i Arthurs selskab først med at vade rundt i byen og se hans fremlægning af byen med monument (ved ikke for hvad), statuer og kunstudstilling. Det var en skæg måde at opleve byen på og helt sikkert med til at redde mit indtryg af Armenien. Han var sjov at snakke med med hans skægge holdning om armeniere som grimme og kedeligt ueuropæiske. Selv var han bosat med sin familie i Moskva og på ferie hos sin bedstemor. Vi satte os over i en park (en af de få der ikke var oversået med cafeer) og han spillede guitar og sang rusiske sovjetpunkersange inden vi satte os over til en lille gruppe unge og spillede 'mafia'. De var alle armenier bosat itjekkiet og på ferie hos deres familie i yeravan.

Jeg endte alligevel med at få min traditionelle armenske madoplevelse. Og det endda i allerbedste stil på en traditionel armensk restaurent med traditionelt orkester og indretning med gamle instrumenter og service. Så stod den ellers på tolma, qyufta og forskellige småretter, blandt andet det sædvanlige flade brød og mystiske ostestrimler. Til dessert var der fårehjerne i spejlæg. Mægtig interessant, men det bliver nok aldrig min livret.

Tilbage på hostel fik vi pakket og kl 1 var der afgang til lufthavnen hvor de fleste forsøgte sig med en lille lur inden en langvarrig tjeck in.    

p[ et tidspunkt h[ber jeg p[ at f[ lavet nogen overskrifter og afsnit s[ det bliver lidt mere overskueligt at l;se. indtil da m[ i bare b;re over. der er et hul p[ nogle dage i fra forrige uge eller deromkring. m[ske kommer det senere.

26.07.0 esfahan

Vi ankom til Esfahan efter en meget hård nat. Der var ikke tid til en slapper. Bare lige ind med bagagen og så kom Mohammad, som skulle give os en rundtur i byen. Han var en lidt halvtilfældig fyr Gwen og Kasper mødte da de var nede og planlægge. Det var virkelig svært at holde øjnene åbne da han slæbte os rundt at se paladser som jeg ikke engang kan huske hvad hed...men de var flotte. Til sidst sagde vi at vi ikke kunne rende rundt mere og hellere ville gå videre til næste punkt på dagsordenen så vi kunne nå at komme hjem og tage en lur inden et eller andet vi skulle senere jeg ikke kan huske. Ej hvor var jeg voldsomt træt men nej hvor havde en god dag. Vi delte os i to mindre grupper og min gik med Mohammed ud for at besøge forskellige kunsthåndværkere og se hvordan de arbejder. De var pudsigt nok allesammen nogle af hans familiemedlemmer. Så kan man så overveje hvor meget man skulle tolke på hans salgstale. Det fik jeg selv lært da hans fætter efter lang tids løgn solgte mig et fad der efter hans udsagn ikke fandtes i mindre størrelse eftersom iranerne foretrækker den størrelse. Så nu slæber jeg rundt på et fad, der er for stort til at jeg kan ha det i tasken og må spænde det udenpå og har efterfølgende set 7 fade i min fortrukne størrelse.

Well, Esfahan har 6 'oprindelige' håndværkstraditioner: kobberhalløj, blåmalede kobberhølløjsaer, miniaturer, tekstiltryk, sådan en særlig pindeteknik, til at lave æsker og rammer og ...åh hvad var det nu den sidste var? De persiske tæpper er laves over hele Iran, skal alle sammen omkring Esfahan inden de eksporteres.

Først var vi ovre hos farfaren der lavede tekstiltryk. Det var mægtig interessant at se hamarbejde. Han har en masse forskellige stempler med forskellige motiver og mønstre som han smører farve på og trykker et efter et. Først trykkes det hele op med sort og derefter de forskellige farver, der var udvundet af forskellige naturlige plantestoffer. David fik ham til at lave et stempel på sin tshirt.

Bagefter så vi de andre håndværk, men der blev ikke fortalt så meget. Vi mødtes med det andet hold i et tehus og spiste noget traditionel snask (vist nok kartofler og bønner blendet og krydderier og olie) inden min gruppe besøgte onklens tæppelager og fik fortalt om hvordan tæpperne fremstilles og om forskellige typer tæpper. Citytæpperne har næsten altid en medaljon i midten og er vævet efter en skabelon og spejlet i tvær- og længdeaksen. Nomadetæpperne har symbolske figurer, men er vævet ud fra fantasien, så ingen er ens. Vi så på en hulensbulens masse tæpper og nej hvor var de bare grimme. Total hodja fra piort 200 år gamle tæpper. Enormt fascinerende og spændende.

Vi mødtes med de andre igen og de fleste tog hjem eller var allederede taget hjem. Jeg var også sindssygt smadret, men eftersigende var det den 12. Imams fødselsdag dagen efter og derfor lukket i bazaren. Jeg havde slet ikke fået oset nok, så jeg tog med et par stykker videre rundt og det var rigtig hyggeligt. Vi var blandt andet inde hos en smykkehandler med langt hår hvor tøserne gik helt amok.

Vi mødte også en fyr gwen og Kasper kendte. Thomas, der læser persisk på kua. Ham fik jeg lige sludret lidt med om lidt nørdesprog.

Vi endte hos tæppehandlerens onkels butik omkring kl. 7 og fik te og fortalt en masse røver historier jeg var alt for træt til at lytte til.

Sindssyg lang dag, men den var ikke slut endnu. Vi tog hjem og sov 40 min. inden vi tog i byen for at fejre imamen. Vi havde fået at vide at vi ikke skulle spise aftensmad fordi der er tradition for at madboderne på bazaren og rundt omkring i byen deler ud for at fejre. Vi spiste ash (traditionel ret med nogen grønt og bønner) med en familie på emam square.

27.7.10 esfahan

I dag var fridag og jeg vaskede hår. Tænkte at mit hår lige skulle tørre og pludsellig fandt jeg mig selv i restaurenten med kortærmet tshirt og udslagen hår stikkende ud fra alle kanter af tørklædet. Det var så ubehageligt! Følte mig helt nøgen og lånte sikkerhedsnåle af gwen til at samle tøjet, så jeg kunne blive nogenlunde anstændig.

Mig Karina blev trætte af at vente på de andre og begav os ud på egen hånd. Vores plan var at slentre lidt rundt i bazaren finde nogle postkort og at lægge os i parken for at slappe af efter den hårde dag i går. Vi nåede dog aldrig så langt for en anden tæppehandler lokkede os ind i sin butik med lovord om at det bare var for en kop te og en sludder og ikke for at sælge tæpper. Vi kunne ikke lide at sige nej. Og så var det bare så sindssygt hygeligt! Vi drak te og senere tyrkisk kaffe og talte om rejser til Norge og Grønland og om alt muligt forskelligt (kan virkelig ikke komme mig over hvor fantastisk inødekommende og gæstfrie iranerne er) indtil det 'fatale' øjeblik hvor Karina spurgte til motivet på et tæppe. Så gik der total tæppefremvisning i den. Vi orkede det egentlig ikke efter den helt store tæppeomgang dagen i forvejen, men det er svært at snige sig bort når de først er kommet igang og de her tæpper var virkelig flotte. Havde virkelig ikke troet at jeg nogensinde skulle synes godt om et persisk tæppe. Har altid syntes de var ustyrligt grimme. Men her på væggen, hang det smukkeste tæppe jeg overhovedet kunne forestille mig og jeg blev da helt forelsket. Desværre kostede det noget nær 20.000 DDK, så det fik lov til at blive hængende på væggen. Vi så på en hel masse forskellige og så dukkede det her meget fine lille tæppe frem, som kaldte på at komme med til dk.

Vi mødtes med de andre på hotellet kl 4 og tog ned for at gå langs floden og se på broerne. Især to af dem var meget fine og der var fyldt med lokale der badede og var på tur med familien. Ærgerligt vi ikke boede lidt tættere på så vi ku gå der ned og kigge flere gange. På vej hjem tog vi ud at spise på en lidt bedre restaurant og mig og Mette delte en portion fessenjan og ris. Det er kylling i valnødde/granatæblesovs. Det smager virkelig godt.

28.7.10 esfahan

Var mega træt da jeg vågnede. Det var en hård dag i går.

Folk kom som sædvanligt for sent, så vi kom først sent hen til Iman moske. Den var tilgengæld virkelig overvældelnde smuk. Helt overvældende. Mig og Louise formåede nok engang at blive væk fra gruppen på vej derover, men mødte til gengæld nogle fine mennesker på vejen.

Kvindemoskeen var lukket, så jeg håber vi når den i morgen. I stedet fik vi fritid til at rende rundt og mig og Karina gik på powershopping og hyggede os gevaldigt med at kigge på smykker og drikke the med tæppehandleren.

Senere tullede jeg lidt rundt og så påhåndværkere der arbejdede. Fandt fx ud af hvordan malingen bliver glansfuld på de der skåle ved at varme dem over ild. Jeg overværede håndværkerens undervise sine elever i hvordan de små prikker skal laves.

Vi tog en taxa til Jolfa og så denne armenske bydel og to katedraler. Det var flot men jeg var så træt, at jeg ikke fik så meget ud af det. Fik mere id af den dejlige is med kakaomælkene jeg sluprede bagefter.

Jeg havde virkelig aldrig troet det skulle ske at jeg skulle komme hjem med et persisk tæppe. Har virkelig altid syntes de var noget så grimme. Men det her solgte sig selv til mig. Så fint så fint. Vi skulle ellers bare forbi til endnu en kop te med al for meget sukker. Det var lidt mystisk at betale via en modemdame i Dubai, men sådan foregår det åbentbart her, eftersom de har deres eget lille hemmelige interne betalingskortsystem og de andre der har købt tæpper har betalt ligesådan. Han pakkede det fint sammen i en lille taske jeg kan have i rygsækken.

Det er et City tæppe med det såkalte havemotiv.

Kom sent tilbage på hotellet og spiste en kebab på hjørnet. For første gang en næsten ægte durumrulle. Mums.

29.07.10 esfahan

Mig og Karina havde planlagt, at sidste dag i esfahan skulle bruges på at købe det sidste i bazaren og så bare ligge og dase og skrive postkort i Parken.

Sådan blev det overhovedet ikke! Vi Fik købt postkort men strandede derefter hos vores smykkemand. Vi ville bare hen og sige farvel efter at have besøgt ham flere gange om dagen de andre dage, men han var ved at lukke for at holde frokostpause og vi endte efter en noget forvirret samtale at tage med ham. Han førte os gennem de snogede gange og ind i små gyder til en lokal kebabbiks fyldt med iranske feriebesøgende fra rundt omkring i Iran. Esfahan er en meget populær by for iranerne at tage til når de har ferie.

Han havde lidt svært ved at forstå at Karina kun skulle ha ris, men det lykkedes da, og det var rigtig hyggeligt, selvom han ikke rigtig ku så meget engelsk. Bagefter tog vi på tehus og fik te og røg vandpibe. Han forklarede, at sufisterne tror på at vandpiben får een i kontakt med Gud...eller noget i den stil, men at tobakken skal være uden kemikalier og altså uden smag. Det smagte logisk nok helt anderledes end dem jeg har fået før med alle mulige æble lakrids mint appelsin you name it. Den var blød og rund og god og han forklarede hvordan man skal inhalere helt ned og op over hovedet og dybt ned i lungerne mens man stirrer mediterende ind i boblerne. Til sidst blev jeg mega skæv og kunne ikke finde ud af at drikke min te.

Tilbage i buttikken åbnede Ali, som han hed, op og begyndte at fortælle om sufisme. Det var helt underligt at opleve hvordan han var helt hengivet til sufisterne 'gud', der sjovt nok også hedder Ali og hvordan han kyssede et billede han havde af ham. Han tændte røgelse og tog spåterninger frem. Han sagde at min økonomi og hvad ved jeg kørte derudad og ar Karina hel redsmæssigt ville få det bedre til efteråret når det blev lidt koldere. Lidt spooky eftersom hun har været syg af varmen både her i i dk.

Pludselig kom Camilla og Louise i d i butikken og jeg har aldrig før set nogen pakke spå og og terninger væk så hurtigt. L og C sagde at de ikke engang havde nået at se det var der. Vi præsenterede dem som vores venner og han tøede lidt op igen og fortalte om hvordan hans mor havde klippet hans lange hestehale af en dag han havde siddet og været optaget af tv og om at syn han havde haft om at Ali havde givet ham chokolade. Han var tydeligvis meget påvirket af sin oplevelse, for han begyndte at græde og lavede ritualer med nogle kugler. Da han var kommet sig, lavede han et kugleritual med mig også og rensede derved min lever for dårligdom ved at trække energier ud af hænderne på mig og smide dem over på røgelsen. Energierne fortalte ham at jeg burde spise mindre salt og fastfood. Hmmm.

Inden længe havde vi brugt hele dagen med ham. Inden vi skiltes hjalp han mig med at købe safron.

Vi tog et besøg i den smukke kvindemoskeen (den blev bygget til en eller andens koner ) inden vi tog over til tæppemanden og drak en sidste kop te og sagde farvel. De har været så gæstfrie at det slet ikke er til at fatte. Jeg fik en pose tyrkisk kaffe med hjem, som jeg glæder mig til at servere. På vejen tilbage nubbede jeg endnu en durumkebab og en lemonøl.

30.07.10

Vi ankom rigtig tidligt om morgenen til Teheran. Og jeg var så sindssygt træt at dagen bare så total uoverskuelig ud. Vi tog over i en park og spiste brød med yoghurt. Og så faldt jeg i søvn på en betonmur og 'gik glip' af en blotter der efter sigende var temmelig vemmelig og som forsvandt da politiet dukkede op.

Vi tog videre til den park jeg havde været i sammen med Mahnaz og jeg fik skrevet nogle postkort. De andre gik en tur og mig, Vibeke og Karina gik ind på tehuset og spiste is, drak te og røg vandpibe. Det var rigtig hyggeligt og jeg blev vist lidt skæv. Det var bare ærgerligt vi var så smadrede. De andre kom og mig og Vibeke delte en kebab hvorefter jeg faldt i søvn.

Da jeg vågnede igen havde jeg kvalme og følte mig dehydreret, så da vi skulle afsted for at spise aftensmad på Teheran gardens var jeg bestemt ikke frisk. Men det var fint jeg tog med, for jeg fik det bedre af at komme lidt ind i noget kølig luft og jeg fik noget god iransk mad som. Noget med bønner.

Vi tog ud til baegården igen og afsted med toget til tabriz, der pludselig skulle tage tolv timer i stedet for seks. Skønt. Til gengæld var til førsteklasssestog med kun fire personer i hver kupe og med store sæder, te og kebab. Herre nice.

31.07.10

Sov meget meget bedre på den togtur end på de tog andre. Alligevel var jeg alt for træt til rigtig at få noget ud af den guidede tur vi var på i dag. Det er egentlig ærgerligt, at programmet er bikset sådan sammen, at vi har skullet være så aktive på dage hvor vi natten op til har sovet så dårligt.

Vi ankom til hotellet, der havde de mest klamme toiletter i hele Iran. Vi pakkede ud og nogen nåede at gå i bad, inden Gwen kom tilbage fra nabohitellet. Så pakkede vi alle tingene sammen igen og flyttede derind.

Efter en meget hurtig morgenmad kom guiden fra Islamic Culturel Relation Organization for at tage os med på tur. Jeg prøvede virkelig at være positiv, og guiden var virkelig flink og skæg, men det er bare svært at holde gejsten oppe når de var så svære at arbejde sammen med sidste gang de stod for vores program, og når de slet ikke lytter til vores ønsker og ikke opfylder der program der er aftalt. I dag var planen fx at vi skulle mødes med en ungdomsorganisation som vi kunne diskutere politik med. Istedet tog han os med på museum (Museum aserbaijan og Den blå moske) og til et møde med turistministeren (ja sådan en har iran) og det kunne da have været spændende nok hvis manden bare havde været i stand til at tale engelsk (guiden fungerede som tolk, men en noget censurerende en af slagsen) og hvis ikke formålet med turen havde været at fortælle os at vejret er godt i Tabriz og at høre os hvilke af byens 14 museer vi ønskede at se i morgen. Nogle fra cruppen begyndte at stille kritiske spørgsmål, hvilket ikke faldt ministeren i god jord, så han afbrød mødet og vi tog videre. Heldigvis fik vi talt guiden fra at tage os med til flere museer.

Fra bussen vinkede vi til en familie på en mopet og da vi steg af fik jeg en rundte bag på. Nogle fra gruppen gik var gået i forvejen og jeg regnede med at de bare ville køre mig op til dem, men da vi nåede derop vente vi om og kørte i den modsatte retning. De talte ikke engelsk men så vidt jeg forstod ville de have mig med hjem at spise. Det ku jo være hyggeligt, men de andre ventede ville bare tro jeg var blevet væk igen. Et øjeblik troede jeg at de bare ville køre af sted med mig, men så vente vi endnu engang om og kørte op til de andre, der ventede. Familien kom med til frokost og en tur i parken. Familien inviterede fortsat på besøg og Lærke og Jesper skulle med. Desværre passede det ikke guiden, der var overbevist om at familien ville bekræfte enhver europæers fordomme om atomkraft og terror og det endte med at vi (efter aftale med Gwen og Kasper) stak af fra gruppen. Familien boede i den mere fattige bydel og det var spændende at se hvordan en dårligt stillet familie bor. Huset havde eet rum uden andre møbler end en reol og et fjernsyn. Vi sad på gulvet, der som i enhver iransk stue var dækket med tæpper (Det var dog kunststoftæpper) og fik saftevand og frugt. Sønnen var ligeså hypersktiv som sin far og moren var helt vild og flettede plastikblomsterbuketter til til mig og Lærke. Vi dansede til hæslig popmusik inden de kørte os tilbage til hotellet og nægtede at tage imod benzinpenge.

Senere om aftenen mødte vi faren igen og vi overvejede om hans hypersktivitet kunne skyldes stofmisbrug. 90% af Afghanistans opiumhandel går gennem Iran og 4.000.000 af Irans befolkning er misbrugere. Især de mange arbejdsløse, hvilket ham her faren da også var.

01.08.10

Jeg var haft den fedeste dag i dag! 7 af os tog ud på landet for at se hvordan der ser ud i en iransk landsby. Godt nok bor der flest med tyrkisk blod og kultur i årerne her, men jaja. Tæppehandleren havde fortalt at der er tre særligt spændende landsbyer i Iran hvor man kan se den oprindelige leveform og den ene skulle være her uden for tabriz. Så det havde vi jo glædet os til at se.

Vi started dagen med en skøn kop te og glædede os over at gwen og Kasper havde aflyst den gule vest så vi kunne gøre tingene i vores eget tempo. Så tog vi en minibus til landsbyen kandovan, der viste sig at være det skrækkeligste turisthelvede i Iran. Folk boede i huler og huse bygget ind i bjeegsiden, men når det første der møder en er souvinirbutikker og iranere med kamera om halsen, går det autentiske ligesom lidt af.

Så efter en klatretur op at forstyre de stakkels indbyggeres privatliv og en meget tung frokost bestående af eggplant/fåreostesnask og fårehjerne tog vi til en nærliggende lille by. Og her begyndte evevtyret!

Vi fandt en mand der kunne lidt engelsk og fik forklaret ham, at vi gerne ville ud at opleve nogle små landsbyer. Først blev han ved med at foreslå kandovan, og forstod ikke at der havde vi været. Til sidst sagde han dog at han kendte en lille landsby, men at den ville han ikke anbefale for han mente vi ville komme til at kede os. Skide godt keyword. Jeg forklarede, at vi gerne ville tage en taxa til forskellige små landsbyer, der helst skulle være så kedelige som muligt. Han rystede på hovedet og sagde vi var nogle underlige turister, men han fik forklaret det til to taxachauffører og så tog vi af sted. Vi kørte og kørte og kom virkelig langt ud. Til sidst tænkte jeg, at der da ikke kunne findes nogen landsby så øde. Men det gjorde der og det var et rigtig hyggeligt sted. Indbyggerne (gad vide om det også hedder sådan, når det er så lille et sted) var noget forbavsede over at se os og virkede på en måde generte, men de var også nysgerrige og høflige og der kom en masse for at hilse på os. Kvinderne holdt sig på afstand og ville ikke have taget billeder. Kun få gik med til det hvis de skjulte ansigtet under chadoren. Vi gik en tur rundt og mig og Vibeke og Kasper fik en tur på en traktor. Da jeg skulle kravle op på traktoren tpg jeg fat i mandens skuldre for at kunne komme op. Tænkte sletikke over det, men hernede går det jo slet ikke med kropskontakt mellem kønnene. På vej i minibussen var der også denne kønsbesværlighed. Bussen var fyldt på nær en plads ved siden af en kvinde. Mit sæde stod alene. Men så sad der også en mand på en kasse og hver gang der kom en ny passager ind satte han isg eneren på kassen eller på trappen og lod det tomme sæde være. Til sidst bad kvinden mig om at sætte sig ved siden af sig så en af mændene kunne få en plads. jeg kan ikke lade være med at synes der er ånssvagt. Manden ville ha os til at køre den, så det gjorde jeg. Vibeke var ikke tilfreds med min kørsel, men jeg synes nu jeg klarede mig meget godt og det var sjovt. Vi tog videre til den næste landsby, der var lidt større. Her blev holdt bryllup og det var skægt at se hvordan folk stimlede sammen for at fejre. Så gik vi en tur i det smukkeste landskab og jeg red på et æsel. De andre grinede af at jeg hele tiden får snusket mig ud i et eller andet skørt. Det var virkelig smukt. Flotte flotte bjerge og masser af grønt og overvældende at være midt i. Jeg ville ønske at jeg nunnevære blevet der og suget alt det smukke til mig. Vi nåede et stykke ud af byen og blev inviteret på te og fridlplukkede abrikoser og valnødder.

Der var langt tilbage til Tabriz, men det meste af tiden gik med at snegle i myldretiden. Til bedetid sang vores taxachauffør højlydt med på bedemelodien fra minereterne og for mig lød det som om han flettede noget af vores tur fra idag med.

02 .08.10

Lige nu sidder jeg på det forkerte hotel i en by i Nagona Kharabak. Vi har kørt siden klokken 7 i morges og krydset to grænser og buschaufføreren valgte så at at køre os til sin vens hotel i stedet for det vi har booket værelser på. Nu er han kørt og hotellet vil ikke lade os låne telefonen, så vi kan ringe efter taxaer.

Vi havde kørt i hele 45 min., da Louise opdagede at hun havde glemt sin mobiltelefon på hotellet. Vi ventede således midt på en hovedvej mens en taxa kom fra hotellet til os med den. I ventetiden spiste vi brød med feta.

Landskabet blev smukkere og smukkere på vejen mod grænsen som vi krydsede ved 12-tiden. På vejen kunne vi se over til Aserbaijan. Det tog en krig og at få stemplet passet og så skulle man gå et laaaangt stykke gennem ingenmansland før man kom til Armenien blot for at blive mødt af en skide sur man hvis job var at tage et foto af os. Virkelig en dårlig karma han kunne sende der og en kæmpe forskel fra den høflighed vi mødre i Iran. De holdt desuden længe på Stig og påstod hans visum ikke fandtes i systemet.

Nu lånte Vibeke en telefon af en gut, så vi kan ringe til det rugtigechotel...

Så fandt vi den nye bus med chauffør og begav os ud på den lange tur. Vi prøvede at forklare ham at vi ikke havde fået frokost, men han nægtede at stoppe før kl. 5, så jeg var inderligt sulten. Vi fik grillet lam, so. Smagte godt, men som også bare vare meget fedt og ikke mættedecpå nogen rar måde, så jeg har været sulten på en kvalm måde lige siden. Og så hjælper det altså ikke med hårnålesvings på bjergsiderne. Havde siddet på forsædet siden om formiddagen hvor den første køresyge viste sig og lammefedtet hjalp virkelig ikke på kvalmen.

Nå! Det viste sig, at det oprindelige hotel havde overbooket og derfor ringet til en armensk kvinde, nuka, der har hjulpet med at lave aftaler for os i armenien, der så har booket om for os, men somm ikke har kunnet give besked fordi netværket ikk e dur i denne stat. Det hænger nemlig sådan sammen, at vi nu er i Nargona kharbak, der en en stat i aserbaijan, der arbejder for at opnå selvstændighed og gwen ìg kaspers simkort er armensk. Alt det politiske rod er noget af det jeg skal lærer om i løber af tiden her. I morgen skal Vibeke i den henseende holde et oplæg. Der glæder jeg mig til.

Nu skal jeg sove. Jeg kan bogstaveligt talt ikke holde øjnene åbne længere.

25.7.10
(kom lige til at lave en fejl p; ipoden,s[der er noget af f'lgende indl;g er der to gange. bare l;s videre s[ kommer forts;ttelsenlidt nede...tror jeg nok.medmindrenoget andet er g[et galt.)

Jeg sidder på Mashad Hostel og gnasker på noget jeg ikke ved hvad er, men nogen af dem har stilke og drengen jeg købte dem af sagde "tree tree", så mon ikke det er en slags blomster. De ligner de der på birketræer, har konsistens som ... Et eller andet lidt blødt uklistret karamel og smag lidt derhen af.

Jeg sidder begravet i hele NEXT STOPs bagage, dr og pakket og stablet - klar til afgang mod Esfahan i aften.

Jeg har en aftale med Mahnaz (hende jeg sad ved siden af i flyveren) om lidt. Vi skal vi skal på teehouse.

Jeg har haft en rigtig fed dag. Havde glæder mig til en dag alene så jeg kunne gå på opdagelse i mit eget tempo og snuse rundt i bazaren og tale med nogen mennesker. Spiste først en falaffel med Kristoffer og begav mig så ind i labyrinterne. Ville først ha taget en slapper i moskeen fordi jeg havde hørt at Iman Khomeini moske skulle være god hvis man ville opleve islam i brug. Men der var på en måde ingen indgang. Måske er det bare sådan moskeer fungerer, men det gav i hvert fald ingrn mening at sætte sig og slappe og suge til sig.
Tilgengæld var det rigtig fedt i bazaren. Alle de mange snørklede veje drillede stedsansen og førte mig gennem et hav af indtryk. Købte en ny blok og har ingen anelse om hvad jeg gav for den fordi pengene er så crazy store tal. Bevarede nogenlunde retningsfornemmelsen, men havde alligevel lige kompasset fremme etpar gange for at sinkre mig at jeg ikke bevægede vig for dybt ind. Kom ind i en nødde/tørret frugt biks og fik lov til at smage på det hele. "du er min kunde - du skal da smage inden du køber". Han havde en masse forskellige rosintyper og hans nabo kom for at forklare mig hvad det var for nogen og hvilke der var til mad og hvilke til bare at spise. Flere af dem kunne jeg slet ikke smage forskel på og andre var helt ens men smagte forskelligt. Og så havde han flere forskellige kvaliteter af samme sort. Købte to slags og cashewnødder og helt hårde tørrede minifigner og så de der birketræspollen der hed tut. Og så købte jeg det der tyndtudrullede tørrede syrlige frugt i æble- og kirsebærvariant. Mums så skal der smovses.

Bagefter fandt jeg mig et fint lilla tørklæde i en bix def hed Hanne til erstatning af det ternede der så småt at jeg bliver nødt til at binde 25.7.10
Jeg sidder på Mashad Hostel og gnasker på noget jeg ikke ved hvad er, men nogen af dem har stilke og drengen jeg købte dem af sagde "tree tree", så mon ikke det er en slags blomster. De ligner de der på birketræer, har konsistens som ... Et eller andet lidt blødt uklistret karamel og smag lidt derhen af.

Jeg sidder begravet i hele NEXT STOPs bagage, dr og pakket og stablet - klar til afgang mod Esfahan i aften.

Jeg har en aftale med Mahnaz (hende jeg sad ved siden af i flyveren) om lidt. Vi skal vi skal på teehouse.

Jeg har haft en rigtig fed dag. Havde glæder mig til en dag alene så jeg kunne gå på opdagelse i mit eget tempo og snuse rundt i bazaren og tale med nogen mennesker. Spiste først en falaffel med Kristoffer og begav mig så ind i labyrinterne. Ville først ha taget en slapper i moskeen fordi jeg havde hørt at Iman Khomeini moske skulle være god hvis man ville opleve islam i brug. Men der var på en måde ingen indgang. Måske er det bare sådan moskeer fungerer, men det gav i hvert fald ingrn mening at sætte sig og slappe og suge til sig.
Tilgengæld var det rigtig fedt i bazaren. Alle de mange snørklede veje drillede stedsansen og førte mig gennem et hav af indtryk. Købte en ny blok og har ingen anelse om hvad jeg gav for den fordi pengene er så crazy store tal. Bevarede nogenlunde retningsfornemmelsen, men havde alligevel lige kompasset fremme etpar gange for at sinkre mig at jeg ikke bevægede vig for dybt ind. Kom ind i en nødde/tørret frugt biks og fik lov til at smage på det hele. "du er min kunde - du skal da smage inden du køber". Han havde en masse forskellige rosintyper og hans nabo kom for at forklare mig hvad det var for nogen og hvilke der var til mad og hvilke til bare at spise. Flere af dem kunne jeg slet ikke smage forskel på og andre var helt ens men smagte forskelligt. Og så havde han flere forskellige kvaliteter af samme sort. Købte to slags og cashewnødder og helt hårde tørrede minifigner og så de der birketræspollen der hed tut. Og så købte jeg det der tyndtudrullede tørrede syrlige frugt i æble- og kirsebærvariant. Mums så skal der smovses.

Bagefter fandt jeg mig et fint lilla tørklæde i en bix def hed Hanne til erstatning af det ternede der så småt at jeg bliver nødt til at binde en kvælende varm knude under hagen før det bliver siddende. Og så fuld fart ud for at nå hjem at møde Mahnaz i tide...og til at smut på perserrønden inden.

---

Mahnaz kom og hentede mig og vi tog en taxi til en park hvor vi gik en lille tur og satte og i et tehus ( der er bare de der traditionelle day beds uberalles) og spiste en is. Minmave satte rumlefrekvensen op (den var allerde ikke for god i forvejen og havde haft nogle hæftige toiletbesøg) til det foruroligende.

Jeg er helt vild med de kranske tehuse. Det er så hyggeligt sidde på daybedsne og stemningen er så fed med vandpiberygende mænd og de bittesmå tekopper der pga størrelsen forhindrer at dereyge alt for store mængder ned i løbet af de 1001 tepauser iranerens holder om dagen.

Mahnaz viste mig hvordan man sidder på den rigtige måde - nemlig i Four lega alias skrædderstillingens der er den traditionelle høflige persiske siddestillingen. Det er yderst uhøfligt at pege sine fodsåler mod andre, så det med at smække benene over kårs kan man godt blive liggende derhjemme.

Menukortet stod på det såkalte penglish. En blaning mellemg engels og persisk der gør det fuldstændig umuligt at læse. Kun som enfelskralende perser eller persisklæsende engelskforstående forstår man det, da det er engelsk skrevet med arpabiske bogstaver.

Vi havde det hyggeligt og interessant samtale inden hun fulgte mig hjem igen. Trafikken var helt sindssyg og jeg lod hende tage styringen totalt så hin tog mig i hånden og hev mig af sted når hun anede et microskopisk hul mellem bilerne.

Tilbage på hotellet var folk ved at være klar til afgang. Jeg smuttede med Kasper over til frugtmanden der bød os på melon 'baglokalet' og næsten ikke ville lade os gå, så vi var lige ved at komme for sent. På vej tilbage plukkede jeg en tale away kyllingkebab som jeg slugte mellem al bagagen mens vi ventede på at de sidste skulle komme tilbage. Kasper og jeg var lige ved at misse bussen fordi min persermave holdt mine fodsåler tømret til squat-toilettets porcelæns'brat i al for lang tid. Men vi nåede den (vi havde kabret en hel publicbus for os selv) og kom fint til banegården.

På banegården faldtjeg i snak med en pige der havde vildeste monobryn og som jeg måtte kigge en ekstre gang på for at være sikker på hun ikke var en tørklædeklædt mand.

I toget kom jeg i kupe med Lærke og Camilla og tre iranske kvinder. Den ene havde været med sin veninde Teheran med den anden for at få lavet en kosmetisk næseoperation. Det er meget normalt i Iran og der bliver udført 70.000 om året. Den tredje var en meget snaksagelig kvinde, der var ivrig efter at høre om regler i dk. Fx var hun megt opsat på at høre om skilsmisseregler og kvinders rettigheder i den forbindelse. I Iran må en mand have op til fire koner og kan indgå midlertidige ægteskaber med kvinder, varende alt fra en halv time til 99 år. Det foregår ofte sådan, at manden har en primær kone med en flot uddannelse og udseende og som på overfladen er perfekt med styr på økonomi og familimæssig baggrund. Med hende er han gift på livstid. Ved siden af kan han så have en eller flere andre koner som han måske er forelsket i eller bare hygger sig med. Dem er han oftest gift med midlertidigt for 99år for at beholde en statusforskel på konerne. Ingen ved noget om de andre koner og de kender ikke til hinanden. Alt bliver holdt hemmeligt udadtil. Hvis naboen opdager det ku han ikke drømme om at afsløre sin hemmelighed, men kan istedet indgå en aftale med manden om at han til gengæld hvis naboen holder tæt vil holde sin mund hvis naboen vil have en ekstra kone.

Mens vi sad ìg talte kom togmanden og bankede på en mio gange for at spørge om 1001 ligegyldige ting. Damen sagde at han håbede på at se os uden tørklæde, men desværre for ham var vi meget ppasselige med at dække os til hver gang det bankede. Tro det eller lad være så er vi (selvom det er møgbesvlrligt) blevet så vant til hijap, at det næsten føles som at være nøjen når det ryger af.

Inden vi lagde os til at sove ( ak al al for sent) sludrede vi tre dk'ere videre på dansk inden vi langt om længe fik slået min hylde ned og lagde os til at sove. Hylden havde den mest fest sengehestes og jeg vågnede konstant hele natten fordi jeg troede jeg var ved at falde ned. Nøk hvor sov vi virkelig dårligt... Og jeg er lige kommet i tanke om at vi skal med nattog tilbage igen og igen videre til Tabriz. puha.en kvælende varm knude under hagen før det bliver siddende. Og så fuld fart ud for at nå hjem at møde Mahnaz i tide...og til at smut på perserrønden inden.

---

Mahnaz kom og hentede mig og vi tog en taxi til en park hvor vi gik en lille tur og satte og i et tehus ( der er bare de der traditionelle day beds uberalles) og spiste en is. Minmave satte rumlefrekvensen op (den var allerde ikke for god i forvejen og havde haft nogle hæftige toiletbesøg) til det foruroligende.

Jeg er helt vild med de kranske tehuse. Det er så hyggeligt sidde på daybedsne og stemningen er så fed med vandpiberygende mænd og de bittesmå tekopper der pga størrelsen forhindrer at dereyge alt for store mængder ned i løbet af de 1001 tepauser iranerens holder om dagen.

Mahnaz viste mig hvordan man sidder på den rigtige måde - nemlig i Four lega alias skrædderstillingens der er den traditionelle høflige persiske siddestillingen. Det er yderst uhøfligt at pege sine fodsåler mod andre, så det med at smække benene over kårs kan man godt blive liggende derhjemme.

Menukortet stod på det såkalte penglish. En blaning mellemg engels og persisk der gør det fuldstændig umuligt at læse. Kun som enfelskralende perser eller persisklæsende engelskforstående forstår man det, da det er engelsk skrevet med arpabiske bogstaver.

Vi havde det hyggeligt og interessant samtale inden hun fulgte mig hjem igen. Trafikken var helt sindssyg og jeg lod hende tage styringen totalt så hin tog mig i hånden og hev mig af sted når hun anede et microskopisk hul mellem bilerne.

Tilbage på hotellet var folk ved at være klar til afgang. Jeg smuttede med Kasper over til frugtmanden der bød os på melon 'baglokalet' og næsten ikke ville lade os gå, så vi var lige ved at komme for sent. På vej tilbage plukkede jeg en tale away kyllingkebab som jeg slugte mellem al bagagen mens vi ventede på at de sidste skulle komme tilbage. Kasper og jeg var lige ved at misse bussen fordi min persermave holdt mine fodsåler tømret til squat-toilettets porcelæns'brat i al for lang tid. Men vi nåede den (vi havde kabret en hel publicbus for os selv) og kom fint til banegården.

På banegården faldtjeg i snak med en pige der havde vildeste monobryn og som jeg måtte kigge en ekstre gang på for at være sikker på hun ikke var en tørklædeklædt mand.

I toget kom jeg i kupe med Lærke og Camilla og tre iranske kvinder. Den ene havde været med sin veninde Teheran med den anden for at få lavet en kosmetisk næseoperation. Det er meget normalt i Iran og der bliver udført 70.000 om året. Den tredje var en meget snaksagelig kvinde, der var ivrig efter at høre om regler i dk. Fx var hun megt opsat på at høre om skilsmisseregler og kvinders rettigheder i den forbindelse. I Iran må en mand have op til fire koner og kan indgå midlertidige ægteskaber med kvinder, varende alt fra en halv time til 99 år. Det foregår ofte sådan, at manden har en primær kone med en flot uddannelse og udseende og som på overfladen er perfekt med styr på økonomi og familimæssig baggrund. Med hende er han gift på livstid. Ved siden af kan han så have en eller flere andre koner som han måske er forelsket i eller bare hygger sig med. Dem er han oftest gift med midlertidigt for 99år for at beholde en statusforskel på konerne. Ingen ved noget om de andre koner og de kender ikke til hinanden. Alt bliver holdt hemmeligt udadtil. Hvis naboen opdager det ku han ikke drømme om at afsløre sin hemmelighed, men kan istedet indgå en aftale med manden om at han til gengæld hvis naboen holder tæt vil holde sin mund hvis naboen vil have en ekstra kone.

Mens vi sad ìg talte kom togmanden og bankede på en mio gange for at spørge om 1001 ligegyldige ting. Damen sagde at han håbede på at se os uden tørklæde, men desværre for ham var vi meget ppasselige med at dække os til hver gang det bankede. Tro det eller lad være så er vi (selvom det er møgbesvlrligt) blevet så vant til hijap, at det næsten føles som at være nøjen når det ryger af.

Inden vi lagde os til at sove ( ak al al for sent) sludrede vi tre dk'ere videre på dansk inden vi langt om længe fik slået min hylde ned og lagde os til at sove. Hylden havde den mest fest sengehestes og jeg vågnede konstant hele natten fordi jeg troede jeg var ved at falde ned. Nøk hvor sov vi virkelig dårligt... Og jeg er lige kommet i tanke om at vi skal med nattog tilbage igen og igen videre til Tabriz. puha.

28.7.10

Var mega træt da jeg vågnede. Det var en hård dag i går.
Folk kom som sædvanligt for sent, så vi kom først sent hen til Iman moske. Den var tilgengæld virkelig overvældelnde smuk. Helt overvældende. Mig og Louise formåede nok engang at blive væk fra gruppen på vej derover, men mødte til gengæld nogle fine mennesker på vejen.
Kvindemoskeen var lukket, så jeg håber vi når den i morgen. I stedet fik vi fritid til at rende rundt og mig og Karina gik på powershopping og hyggede os gevaldigt med at kigge på smykker og drikke the med tæppehandleren.

Senere tullede jeg lidt rundt og så påhåndværkere der arbejdede. Fandt fx ud af hvordan malingen bliver glansfuld på de der skåle ved at varme dem over ild. Jeg overværede håndværkerens undervise sine ele er i hvordan de små prikker skal laves.

Vi tog en taxa til Jolfa og så denne armenske bydel og to katedraler. Det var flot men jeg var så træt, at jeg ikke fik så meget ud af det. Fik mere id af den dejlige is med kakaomælkene jeg sluprede bagefter.

Kom sent tilbage på hotellet og spiste en kebab på hjørnet. For første gang en næsten ægte durumhvede. Mums.

nu har jeg lagt alt hvad jeg har skrevet indtil videre ind på bloggen. det ligger der ikke i den rigtige rækkefølge og datoerne passer ikke, så det må i lige selv pusle sammen. Internettet er ikke det bedste, men hvis jeg får mulighed vil jeg prøve at lægge det på en lidt mere overskuelig måde.

idag har i lavet følgende
Novonordisk
Ambassaden
Gammel bazar i nordteheran
Spejlmausukæum
Shoppingmal
Dårligt kød
Vandpibe på taget

To protect your privacy, remote images are blocked in this message. Display images
"Iran? Hvad vil du i Iran? Er Iran ikke farligt?"
Folks reaktioner har været alt fra forestillinger om atomsprængende
terrorangreb til kriminelle voldtægts angreb og piskeslag efterfulgt
af henrettelser af uskyldige ved stening eller hængning. "Hvorfor vil
du dog derhen?" det vil jeg for at opleve at Iran også er andet end
det.
Tag det roligt. Det farligeste i Iran er trafikken. I første omgang
fordi den er sindssyg med 6vejbaner og modkørende i ensrettede gader
og fordi den grønne mand er ledsaget af teksten "cross with Care" (det
gælder om at gå i er jævn tempo uden at tøve eller gå tilvage mens man
ligner en milion, der er dyr at betale erstatning til). I anden omgang
fordi dens udstødning er med. Til at gøre Teheran til verdens 3. Mest
forurenede by.