01.08.10
Jeg var haft den fedeste dag i dag! 7 af os tog ud på landet for at se hvordan der ser ud i en iransk landsby. Godt nok bor der flest med tyrkisk blod og kultur i årerne her, men jaja. Tæppehandleren havde fortalt at der er tre særligt spændende landsbyer i Iran hvor man kan se den oprindelige leveform og den ene skulle være her uden for tabriz. Så det havde vi jo glædet os til at se.
Vi started dagen med en skøn kop te og glædede os over at gwen og Kasper havde aflyst den gule vest så vi kunne gøre tingene i vores eget tempo. Så tog vi en minibus til landsbyen kandovan, der viste sig at være det skrækkeligste turisthelvede i Iran. Folk boede i huler og huse bygget ind i bjeegsiden, men når det første der møder en er souvinirbutikker og iranere med kamera om halsen, går det autentiske ligesom lidt af.
Så efter en klatretur op at forstyre de stakkels indbyggeres privatliv og en meget tung frokost bestående af eggplant/fåreostesnask og fårehjerne tog vi til en nærliggende lille by. Og her begyndte evevtyret!
Vi fandt en mand der kunne lidt engelsk og fik forklaret ham, at vi gerne ville ud at opleve nogle små landsbyer. Først blev han ved med at foreslå kandovan, og forstod ikke at der havde vi været. Til sidst sagde han dog at han kendte en lille landsby, men at den ville han ikke anbefale for han mente vi ville komme til at kede os. Skide godt keyword. Jeg forklarede, at vi gerne ville tage en taxa til forskellige små landsbyer, der helst skulle være så kedelige som muligt. Han rystede på hovedet og sagde vi var nogle underlige turister, men han fik forklaret det til to taxachauffører og så tog vi af sted. Vi kørte og kørte og kom virkelig langt ud. Til sidst tænkte jeg, at der da ikke kunne findes nogen landsby så øde. Men det gjorde der og det var et rigtig hyggeligt sted. Indbyggerne (gad vide om det også hedder sådan, når det er så lille et sted) var noget forbavsede over at se os og virkede på en måde generte, men de var også nysgerrige og høflige og der kom en masse for at hilse på os. Kvinderne holdt sig på afstand og ville ikke have taget billeder. Kun få gik med til det hvis de skjulte ansigtet under chadoren. Vi gik en tur rundt og mig og Vibeke og Kasper fik en tur på en traktor. Da jeg skulle kravle op på traktoren tpg jeg fat i mandens skuldre for at kunne komme op. Tænkte sletikke over det, men hernede går det jo slet ikke med kropskontakt mellem kønnene. På vej i minibussen var der også denne kønsbesværlighed. Bussen var fyldt på nær en plads ved siden af en kvinde. Mit sæde stod alene. Men så sad der også en mand på en kasse og hver gang der kom en ny passager ind satte han isg eneren på kassen eller på trappen og lod det tomme sæde være. Til sidst bad kvinden mig om at sætte sig ved siden af sig så en af mændene kunne få en plads. jeg kan ikke lade være med at synes der er ånssvagt. Manden ville ha os til at køre den, så det gjorde jeg. Vibeke var ikke tilfreds med min kørsel, men jeg synes nu jeg klarede mig meget godt og det var sjovt. Vi tog videre til den næste landsby, der var lidt større. Her blev holdt bryllup og det var skægt at se hvordan folk stimlede sammen for at fejre. Så gik vi en tur i det smukkeste landskab og jeg red på et æsel. De andre grinede af at jeg hele tiden får snusket mig ud i et eller andet skørt. Det var virkelig smukt. Flotte flotte bjerge og masser af grønt og overvældende at være midt i. Jeg ville ønske at jeg nunnevære blevet der og suget alt det smukke til mig. Vi nåede et stykke ud af byen og blev inviteret på te og fridlplukkede abrikoser og valnødder.
Der var langt tilbage til Tabriz, men det meste af tiden gik med at snegle i myldretiden. Til bedetid sang vores taxachauffør højlydt med på bedemelodien fra minereterne og for mig lød det som om han flettede noget af vores tur fra idag med.
lørdag den 14. august 2010
02 .08.10
Lige nu sidder jeg på det forkerte hotel i en by i Nagona Kharabak. Vi har kørt siden klokken 7 i morges og krydset to grænser og buschaufføreren valgte så at at køre os til sin vens hotel i stedet for det vi har booket værelser på. Nu er han kørt og hotellet vil ikke lade os låne telefonen, så vi kan ringe efter taxaer.
Vi havde kørt i hele 45 min., da Louise opdagede at hun havde glemt sin mobiltelefon på hotellet. Vi ventede således midt på en hovedvej mens en taxa kom fra hotellet til os med den. I ventetiden spiste vi brød med feta.
Landskabet blev smukkere og smukkere på vejen mod grænsen som vi krydsede ved 12-tiden. På vejen kunne vi se over til Aserbaijan. Det tog en krig og at få stemplet passet og så skulle man gå et laaaangt stykke gennem ingenmansland før man kom til Armenien blot for at blive mødt af en skide sur man hvis job var at tage et foto af os. Virkelig en dårlig karma han kunne sende der og en kæmpe forskel fra den høflighed vi mødre i Iran. De holdt desuden længe på Stig og påstod hans visum ikke fandtes i systemet.
Nu lånte Vibeke en telefon af en gut, så vi kan ringe til det rugtigechotel...
Så fandt vi den nye bus med chauffør og begav os ud på den lange tur. Vi prøvede at forklare ham at vi ikke havde fået noget at spise siden klokken 7.45, men han nægtede at stoppe før kl. 5, så jeg var inderligt sulten. Vi fik grillet lam, so. Smagte godt, men som også bare vare meget fedt og ikke mættedecpå nogen rar måde, så jeg har været sulten på en kvalm måde lige siden. Og så hjælper det altså ikke med hårnålesvings på bjergsiderne. Havde siddet på forsædet siden om formiddagen hvor den første køresyge viste sig og lammefedtet hjalp virkelig ikke på kvalmen.
Nå! Det viste sig, at det oprindelige hotel havde overbooket og derfor ringet til en armensk kvinde, nuka, der har hjulpet med at lave aftaler for os i armenien, der så har booket om for os, men somm ikke har kunnet give besked fordi netværket ikk e dur i denne stat. Det hænger nemlig sådan sammen, at vi nu er i Nargona kharbak, der en en stat i aserbaijan, der arbejder for at opnå selvstændighed og gwen ìg kaspers simkort er armensk. Alt det politiske rod er noget af det jeg skal lærer om i løber af tiden her. I morgen skal Vibeke i den henseende holde et oplæg. Der glæder jeg mig til.
Nu skal jeg sove. Jeg kan bogstaveligt talt ikke holde øjnene åbne længere.
Lige nu sidder jeg på det forkerte hotel i en by i Nagona Kharabak. Vi har kørt siden klokken 7 i morges og krydset to grænser og buschaufføreren valgte så at at køre os til sin vens hotel i stedet for det vi har booket værelser på. Nu er han kørt og hotellet vil ikke lade os låne telefonen, så vi kan ringe efter taxaer.
Vi havde kørt i hele 45 min., da Louise opdagede at hun havde glemt sin mobiltelefon på hotellet. Vi ventede således midt på en hovedvej mens en taxa kom fra hotellet til os med den. I ventetiden spiste vi brød med feta.
Landskabet blev smukkere og smukkere på vejen mod grænsen som vi krydsede ved 12-tiden. På vejen kunne vi se over til Aserbaijan. Det tog en krig og at få stemplet passet og så skulle man gå et laaaangt stykke gennem ingenmansland før man kom til Armenien blot for at blive mødt af en skide sur man hvis job var at tage et foto af os. Virkelig en dårlig karma han kunne sende der og en kæmpe forskel fra den høflighed vi mødre i Iran. De holdt desuden længe på Stig og påstod hans visum ikke fandtes i systemet.
Nu lånte Vibeke en telefon af en gut, så vi kan ringe til det rugtigechotel...
Så fandt vi den nye bus med chauffør og begav os ud på den lange tur. Vi prøvede at forklare ham at vi ikke havde fået noget at spise siden klokken 7.45, men han nægtede at stoppe før kl. 5, så jeg var inderligt sulten. Vi fik grillet lam, so. Smagte godt, men som også bare vare meget fedt og ikke mættedecpå nogen rar måde, så jeg har været sulten på en kvalm måde lige siden. Og så hjælper det altså ikke med hårnålesvings på bjergsiderne. Havde siddet på forsædet siden om formiddagen hvor den første køresyge viste sig og lammefedtet hjalp virkelig ikke på kvalmen.
Nå! Det viste sig, at det oprindelige hotel havde overbooket og derfor ringet til en armensk kvinde, nuka, der har hjulpet med at lave aftaler for os i armenien, der så har booket om for os, men somm ikke har kunnet give besked fordi netværket ikk e dur i denne stat. Det hænger nemlig sådan sammen, at vi nu er i Nargona kharbak, der en en stat i aserbaijan, der arbejder for at opnå selvstændighed og gwen ìg kaspers simkort er armensk. Alt det politiske rod er noget af det jeg skal lærer om i løber af tiden her. I morgen skal Vibeke i den henseende holde et oplæg. Der glæder jeg mig til.
Nu skal jeg sove. Jeg kan bogstaveligt talt ikke holde øjnene åbne længere.
03.08.10
I dag skulle forestille at være fridag og det var virkelig tiltrængt, for turen hertil var virkelig hård, men det endte alligevel at blive en totalt proppet dag uden skyggen af fridag, fordi det tog en krig at få vekslet penge og lavet visa og fordi Nune (Gwen og Kaspers armenske veninde, der har stået for det meste af programmet her) alligevel lige havde arrangeret et museeumsbesøg og et møde med kulturministeriet. Guiden på museet vrøvlede og jeg var halvdårlig fordi vi havde haft mange lange ventepauser i solen (solen er meget værre her end i Iran. Temperaturen er det samme: ca. 40 grader, men luftfugtiheden er meget højere), så jeg tog hjem til hotellet sammen med Karina og faldt død om i to timer inden vi tog en taxa til kulturministeriet.
Det er simpelthen det mest sindssyge møde jeg nogen sinde har været med til. Der sad tre kloge hovede og talte armensk ud over salen til os og en masse andre jeg ikke ved hvem var. Jeg anede ikke hvad der foregik og har stdig ikke fundet ud af hvad mødet gik ud på. Måske handlede det om Nagorno Karabakhs selvstændiggørelse, men der var aldrig nogen præsentation, så ved det faktisk ikke. Der var en tolk, men hendes sætninger var betydeligt kortere end de kloge hoveders, så må utvivlsomt ha misset noget. Og så var det SÅ underligt! Der var hele tiden nogen fra publikum, som sagde et eller andet på armensk og så grinede alle og vi anede ikke hvad det handlede om. Og der blev spurgt om noget som de også grinede af. I det hele taget var det meget underligt når det var os mødet var blevet arrangeret for. Detvar faktisk et ubehageligt. Til sidst var der mulighed for at stille spørgsmål, men de af os der vågede at spørge, fik bare svaret "det har vi allerede forklaret". Så det var meget underligt at være til det møde.
De pointer jeg kom frem til var at Karabakh er meget stolte af sig selv og meget gerne vil være selvstændige og rigtig gerne vil have at andre lande skal få øje på dem. og at de virkelig ikke kan lide Azarbaijan Ham den ene gik meget op i at vi ikke måtte tro på noget af det vi hørte eller læste om karabakh på nettet eller i medierne eller fra Azarbaijanerne som han omtalte som tyrkerne. for det var alt sammen løgn. I stedet var det vigtigt at man kom og så sandheden om landet med sine egne øjne, så man ku se hvor godt et sted det er. Og så virkede han som en meget sur mand og han lagde vægt på Europas skyld i karabakhs situation...fik næsten dårlig samvittihed.
Men den oplevelse siger jo bare noget om landets organiseringsevner og gad vide hvordan de så vil være til styre en stat.
Efter mødet sad vi i i et computerlokale og skulle se billeder, men de har virkelig en underlig respekt eller mangel på samme for møder her. Alle taler bare i telefon og taler i munden på den der har ordet. Det er ikke til at holde ud. Så ingen så billederne.
Vi tog ud og spiste. Hvorfor kan man ikke få andet end hvidt brød her. Min mave er helt oppustet.
an jo tænke hvad man vil om deres selvstændighed når man oplever deres mødeorganiseringsevner.
I dag skulle forestille at være fridag og det var virkelig tiltrængt, for turen hertil var virkelig hård, men det endte alligevel at blive en totalt proppet dag uden skyggen af fridag, fordi det tog en krig at få vekslet penge og lavet visa og fordi Nune (Gwen og Kaspers armenske veninde, der har stået for det meste af programmet her) alligevel lige havde arrangeret et museeumsbesøg og et møde med kulturministeriet. Guiden på museet vrøvlede og jeg var halvdårlig fordi vi havde haft mange lange ventepauser i solen (solen er meget værre her end i Iran. Temperaturen er det samme: ca. 40 grader, men luftfugtiheden er meget højere), så jeg tog hjem til hotellet sammen med Karina og faldt død om i to timer inden vi tog en taxa til kulturministeriet.
Det er simpelthen det mest sindssyge møde jeg nogen sinde har været med til. Der sad tre kloge hovede og talte armensk ud over salen til os og en masse andre jeg ikke ved hvem var. Jeg anede ikke hvad der foregik og har stdig ikke fundet ud af hvad mødet gik ud på. Måske handlede det om Nagorno Karabakhs selvstændiggørelse, men der var aldrig nogen præsentation, så ved det faktisk ikke. Der var en tolk, men hendes sætninger var betydeligt kortere end de kloge hoveders, så må utvivlsomt ha misset noget. Og så var det SÅ underligt! Der var hele tiden nogen fra publikum, som sagde et eller andet på armensk og så grinede alle og vi anede ikke hvad det handlede om. Og der blev spurgt om noget som de også grinede af. I det hele taget var det meget underligt når det var os mødet var blevet arrangeret for. Detvar faktisk et ubehageligt. Til sidst var der mulighed for at stille spørgsmål, men de af os der vågede at spørge, fik bare svaret "det har vi allerede forklaret". Så det var meget underligt at være til det møde.
De pointer jeg kom frem til var at Karabakh er meget stolte af sig selv og meget gerne vil være selvstændige og rigtig gerne vil have at andre lande skal få øje på dem. og at de virkelig ikke kan lide Azarbaijan Ham den ene gik meget op i at vi ikke måtte tro på noget af det vi hørte eller læste om karabakh på nettet eller i medierne eller fra Azarbaijanerne som han omtalte som tyrkerne. for det var alt sammen løgn. I stedet var det vigtigt at man kom og så sandheden om landet med sine egne øjne, så man ku se hvor godt et sted det er. Og så virkede han som en meget sur mand og han lagde vægt på Europas skyld i karabakhs situation...fik næsten dårlig samvittihed.
Men den oplevelse siger jo bare noget om landets organiseringsevner og gad vide hvordan de så vil være til styre en stat.
Efter mødet sad vi i i et computerlokale og skulle se billeder, men de har virkelig en underlig respekt eller mangel på samme for møder her. Alle taler bare i telefon og taler i munden på den der har ordet. Det er ikke til at holde ud. Så ingen så billederne.
Vi tog ud og spiste. Hvorfor kan man ikke få andet end hvidt brød her. Min mave er helt oppustet.
an jo tænke hvad man vil om deres selvstændighed når man oplever deres mødeorganiseringsevner.
04.08.10
Vi startede dagen med at lave noget Gruppereflektion over nogle af de ting vi havde oplevet i Iran. Desværre var det ret usystematisk og jeg synes ikke vi brugte nok tid på det.
Og så tog vi afsted på en meget lang dag for at se nogle forskellige seværdigheder. Jeg beklager, men det var simpelthen noget af det mest meningsløse jeg har oplevet. Nune er rigtig sød og hun har uden tvivl gjort sig umage med at stykke programmet sammen til os, men det er så fyldt med ting vi ikke gider og som ikke har noget med next stops mission at gøre. Og så har hun slæbt nogle venner med som ikke laver andet end at ryge og drikke og skabe dårlig stemning i bussen.
Vi havde alle sammen glædet os til at se den totalsmadrede spøgelsesbyen Agdam, men vi fik kun lov at se den fra udkanten.
Vi oksede rund og kørte så mange timer uden at få noget at spise, at der var flere af os der gik helt kolde og fik det dårligt. De armenier forstår åbentbart ingenting. Den var halv syv før vi holdt ind for at få frokost og så bestod det af Hvidt brød og kogt fisk med øjnene og gælderne splattet lige op i hovedet på mig, så jeg måtte gå for ikke at komme til at kaste op. Så ingen mad til mig.
Intet under jeg havde det skidt, da vi kom tilbage til byen. Vi tog ikke engang tilbage til hotellet, men direkte til et møde med nogle unge politisk aktive. Det var rigtig spændende, men hvor havde det dog bare været fedt hvis dagen ikke havde været så sindssyg at det var svært at samle sig. Mødet blev af samme grund også kortet ned hvilket var virkelig ærgerligt, da det netop er den slags arrangementer vi er taget af sted for.
Efter mødet var der bbq-party, men jeg var så smadret og sur over den dårlige planlægning, at jeg ikke tog af sted. I stedet tog jeg med Karina og Vibeke hjem til en af de unge karabakh'ere og så hvordan hun boede. Det var, på trods af svækkede krafter, en god oplevelse. Hun boede sammen med sine forældre og søster. Her er det normalt at man bor hjemme indtil nan bliver gift. Og forældrene betaler alt for en. Selv cafebesøg og telefonregning. Når man så bliver gift, sørger fsmilen for at der bliver købt alt hvad der er brug for i et nyt hjem. Fx kan det var at den ene onkel køber en vaskemaskine og den anden et tv. Hvis man bliver skilt flytter man hjem til sine forældre igen. Og hvis ikke man gør det er det virkelig et tabu folk vil opfatte familien som dårlig.
Til sidst kastede Vibeke op af udmattelse efter turen og vi tog hjem.
Spiste en is da vi kom tilbage på hotellet ved midnatstid.
Vi startede dagen med at lave noget Gruppereflektion over nogle af de ting vi havde oplevet i Iran. Desværre var det ret usystematisk og jeg synes ikke vi brugte nok tid på det.
Og så tog vi afsted på en meget lang dag for at se nogle forskellige seværdigheder. Jeg beklager, men det var simpelthen noget af det mest meningsløse jeg har oplevet. Nune er rigtig sød og hun har uden tvivl gjort sig umage med at stykke programmet sammen til os, men det er så fyldt med ting vi ikke gider og som ikke har noget med next stops mission at gøre. Og så har hun slæbt nogle venner med som ikke laver andet end at ryge og drikke og skabe dårlig stemning i bussen.
Vi havde alle sammen glædet os til at se den totalsmadrede spøgelsesbyen Agdam, men vi fik kun lov at se den fra udkanten.
Vi oksede rund og kørte så mange timer uden at få noget at spise, at der var flere af os der gik helt kolde og fik det dårligt. De armenier forstår åbentbart ingenting. Den var halv syv før vi holdt ind for at få frokost og så bestod det af Hvidt brød og kogt fisk med øjnene og gælderne splattet lige op i hovedet på mig, så jeg måtte gå for ikke at komme til at kaste op. Så ingen mad til mig.
Intet under jeg havde det skidt, da vi kom tilbage til byen. Vi tog ikke engang tilbage til hotellet, men direkte til et møde med nogle unge politisk aktive. Det var rigtig spændende, men hvor havde det dog bare været fedt hvis dagen ikke havde været så sindssyg at det var svært at samle sig. Mødet blev af samme grund også kortet ned hvilket var virkelig ærgerligt, da det netop er den slags arrangementer vi er taget af sted for.
Efter mødet var der bbq-party, men jeg var så smadret og sur over den dårlige planlægning, at jeg ikke tog af sted. I stedet tog jeg med Karina og Vibeke hjem til en af de unge karabakh'ere og så hvordan hun boede. Det var, på trods af svækkede krafter, en god oplevelse. Hun boede sammen med sine forældre og søster. Her er det normalt at man bor hjemme indtil nan bliver gift. Og forældrene betaler alt for en. Selv cafebesøg og telefonregning. Når man så bliver gift, sørger fsmilen for at der bliver købt alt hvad der er brug for i et nyt hjem. Fx kan det var at den ene onkel køber en vaskemaskine og den anden et tv. Hvis man bliver skilt flytter man hjem til sine forældre igen. Og hvis ikke man gør det er det virkelig et tabu folk vil opfatte familien som dårlig.
Til sidst kastede Vibeke op af udmattelse efter turen og vi tog hjem.
Spiste en is da vi kom tilbage på hotellet ved midnatstid.
05.08.10
Endnu en sindssyg dag med armenierne. Det er virkelig sindssygt at to nabolande kan være så forskellige og have så forskellig kultur. Lige så vild jegvar med Iran og iranerne lige så pissed er jeg på Karabakh, Armenien og armenerne. De driver mig mildest talt til vandvid!
Vi har generelt haft et problem med at komme til tiden i den her gruppe og jeg har virkelig gjort mig umage med ikke at komme for sent, for det er bare så irriterende at blive f
Rsinket hele tiden.
Idag skulle vi mødes kl. 9 og G og K havde virkelig understreget hvor vigtigt det var at vi kom til tiden, for turen til yeravan ville tage ti timer og vi skulle gøre seværdighedsstop undervejs. Og for en gangs skyld var alle klar til tiden undtagen armenierne. Og det var ikke bare ti min som når vores egen gruppe bliver forsinket. Vi sad i bussen og ventede en time. De stod først op da vi havde pakket bussen og så skulle de lige drikke kaffe og ryge. Hele gruppen var simpelthen så sur og vi havde aldermest Lust gil bare at køre fra dem. Det der irriterede mig mest var at de ikke selv fattede at de gerne måtte tage at skynde sig. Og når vi sagde det til dem grinede de bare og sagde at vi ikke var sure. Da vi endelig kom afsted gjorde vi hele tiden stop for lige det ene og det andet. Klokken blev over 12 før vi forlod byen.
Jeg introducerede morderlegen for gruppen og jegvar allerede dræbt Gwen med Jacobs sure sok og Kasper med min ipod. Næste offer er David, der skal dræbes med en øl.
Blev køresyg i hårnålesvingene i bjergene mellem Karabakh og Armenien.
Vi gjorde stop en by for at få en snack og armenierne sagde max 20 min, men jeg brød ind og sagde at det altså ikke kunne nytte noget at vi ikke holdt en rigtig frokostpause når vi skulle så langtcog ikke havde fået andet end hvidt brød siden vi krydsede grænsen fra Iran.
Jeg fandt en god biks hvor vi var et par stykker, der spiste nogle durumruller af en art hvor fyldet var noget nær sprødstægte kartoffelstrimler og nogle med spinat. Det var vildt godt og det bedste jeg har fået i Armenien indtil videre.
Landskabet blev virkeligt smukt i takt med at vi kom længere ind i landet. Det mindede lidt om nogle af de steder mig og far Thomas var i Arizona og Utah. Vi stoppede for at se en kirke, der lå på toppen af en top i de smukkeste omgivelser. Aner ikke hvad kirken hed eller hvad der var særligt ved den ud over at alle armenier kender den.
Det har virkeligt været et kendetegn fra denne tur at vi har set en masse uden at få at vide hvad det er er. Museer uden at vide om hvad og møder med folk jeg ikke ved hvem er. Vildt irriterende. Og det er ikke fordi jeg ikke har spurgt. Fx havde de arrangeret at vi skulle mødes med nogle dansktalende armeniere, men jeg fandt aldrig ud af hvad de lavede i dk.
Efter kirken tog vi til vinsmagning et eller andet sted og Mette gjorde indtryk med sin viden om vin. Hendes far er åbentbart vinbrygger eller hvad det hedder. Kunne kun lide en af vinene, men det var sjovt.
Vi havde stadig adskillige timer tilbage i bussen og det var allerede mørkt. Synes det var hårdt og armenierne havde åbentbart ikke tænkt sig at vi skulle have aftensmad. Da vi endelig var fremme ved 1tiden var der nogen af de andre, der bestilte pizza, men jeg var bare så smadret, at jeg faldt pladask i søvn.
Endnu en sindssyg dag med armenierne. Det er virkelig sindssygt at to nabolande kan være så forskellige og have så forskellig kultur. Lige så vild jegvar med Iran og iranerne lige så pissed er jeg på Karabakh, Armenien og armenerne. De driver mig mildest talt til vandvid!
Vi har generelt haft et problem med at komme til tiden i den her gruppe og jeg har virkelig gjort mig umage med ikke at komme for sent, for det er bare så irriterende at blive f
Rsinket hele tiden.
Idag skulle vi mødes kl. 9 og G og K havde virkelig understreget hvor vigtigt det var at vi kom til tiden, for turen til yeravan ville tage ti timer og vi skulle gøre seværdighedsstop undervejs. Og for en gangs skyld var alle klar til tiden undtagen armenierne. Og det var ikke bare ti min som når vores egen gruppe bliver forsinket. Vi sad i bussen og ventede en time. De stod først op da vi havde pakket bussen og så skulle de lige drikke kaffe og ryge. Hele gruppen var simpelthen så sur og vi havde aldermest Lust gil bare at køre fra dem. Det der irriterede mig mest var at de ikke selv fattede at de gerne måtte tage at skynde sig. Og når vi sagde det til dem grinede de bare og sagde at vi ikke var sure. Da vi endelig kom afsted gjorde vi hele tiden stop for lige det ene og det andet. Klokken blev over 12 før vi forlod byen.
Jeg introducerede morderlegen for gruppen og jegvar allerede dræbt Gwen med Jacobs sure sok og Kasper med min ipod. Næste offer er David, der skal dræbes med en øl.
Blev køresyg i hårnålesvingene i bjergene mellem Karabakh og Armenien.
Vi gjorde stop en by for at få en snack og armenierne sagde max 20 min, men jeg brød ind og sagde at det altså ikke kunne nytte noget at vi ikke holdt en rigtig frokostpause når vi skulle så langtcog ikke havde fået andet end hvidt brød siden vi krydsede grænsen fra Iran.
Jeg fandt en god biks hvor vi var et par stykker, der spiste nogle durumruller af en art hvor fyldet var noget nær sprødstægte kartoffelstrimler og nogle med spinat. Det var vildt godt og det bedste jeg har fået i Armenien indtil videre.
Landskabet blev virkeligt smukt i takt med at vi kom længere ind i landet. Det mindede lidt om nogle af de steder mig og far Thomas var i Arizona og Utah. Vi stoppede for at se en kirke, der lå på toppen af en top i de smukkeste omgivelser. Aner ikke hvad kirken hed eller hvad der var særligt ved den ud over at alle armenier kender den.
Det har virkeligt været et kendetegn fra denne tur at vi har set en masse uden at få at vide hvad det er er. Museer uden at vide om hvad og møder med folk jeg ikke ved hvem er. Vildt irriterende. Og det er ikke fordi jeg ikke har spurgt. Fx havde de arrangeret at vi skulle mødes med nogle dansktalende armeniere, men jeg fandt aldrig ud af hvad de lavede i dk.
Efter kirken tog vi til vinsmagning et eller andet sted og Mette gjorde indtryk med sin viden om vin. Hendes far er åbentbart vinbrygger eller hvad det hedder. Kunne kun lide en af vinene, men det var sjovt.
Vi havde stadig adskillige timer tilbage i bussen og det var allerede mørkt. Synes det var hårdt og armenierne havde åbentbart ikke tænkt sig at vi skulle have aftensmad. Da vi endelig var fremme ved 1tiden var der nogen af de andre, der bestilte pizza, men jeg var bare så smadret, at jeg faldt pladask i søvn.
06.08.10
Tog ud for at spise morgenmad på en cafe og fik for første gang noget med proteiner og noget andet end bare hvidtbrød. Til gengæld var tjenerne temmeligt dårlige til at holde styr på hvad vi havde bestilt og således gik det til, at det ene bord fik deres morgenmad før mit bord overhovedet havde nået at bestille. Og først da alle var færdige med at spise fik jeg mine drikkevarer.
Efter morgenmaden tog vi på museum. Måske var det nationalmuseet, men som så tit var kommunikationen ikke så god, så jeg er faktisk ikke sikker. Der var nogle meget fine ting og det var et rigtig flot museum. Hvis jeg havde kunnet sætte det ind i en kontekst havde det sikkert også været spændende.
Yeravan virker som en rigtig fin by. Her er et udbredt cafeliv med cafeer uberalles. Vi satte os på en af dem i en park og jeg fik en dejlig chokoladeis. Derefter stod den på endnu et museum og jeg syntes det var røvsygt.
Det er begyndt at gå mig på, at vi laver nogle ting i gruppen som ingen af os gider og som vi ikke rigtig får noget ud af. Og det er ikke bare os, det er også G og og K. Og jeg fatter ikke hvorfor det overhovedet er med på programmet. Armenierne gider det heller ikke selv. Så slæber de os over på et museum og sætter sig og hænger eller render rundt og taler i telefon.
Efter det ultrakedelige museum tog mig og Vibeke tilbage til hotellet og slappede den lidt. Jeg er virkelig i underskud af afslapning. det blir så godt at komme hjem. Blev enig med Lærkeom at vi sagtens kunne rejse videre, men at det bare er hårdt at være så mange mennesker om at enes om hvad der skal ske. Det ku bare ha været lykken at være blevet alene eller et par stykker i Iran. Talte med tæppehandleren om at tage med ham ud at opkøbe tæpper hos nomaderne.
Gik på opdagelse i et vaskeægte armensk supermarket med Stig om aftenen. De havde alt i verden, selv Lurpak.
Tog ud for at spise morgenmad på en cafe og fik for første gang noget med proteiner og noget andet end bare hvidtbrød. Til gengæld var tjenerne temmeligt dårlige til at holde styr på hvad vi havde bestilt og således gik det til, at det ene bord fik deres morgenmad før mit bord overhovedet havde nået at bestille. Og først da alle var færdige med at spise fik jeg mine drikkevarer.
Efter morgenmaden tog vi på museum. Måske var det nationalmuseet, men som så tit var kommunikationen ikke så god, så jeg er faktisk ikke sikker. Der var nogle meget fine ting og det var et rigtig flot museum. Hvis jeg havde kunnet sætte det ind i en kontekst havde det sikkert også været spændende.
Yeravan virker som en rigtig fin by. Her er et udbredt cafeliv med cafeer uberalles. Vi satte os på en af dem i en park og jeg fik en dejlig chokoladeis. Derefter stod den på endnu et museum og jeg syntes det var røvsygt.
Det er begyndt at gå mig på, at vi laver nogle ting i gruppen som ingen af os gider og som vi ikke rigtig får noget ud af. Og det er ikke bare os, det er også G og og K. Og jeg fatter ikke hvorfor det overhovedet er med på programmet. Armenierne gider det heller ikke selv. Så slæber de os over på et museum og sætter sig og hænger eller render rundt og taler i telefon.
Efter det ultrakedelige museum tog mig og Vibeke tilbage til hotellet og slappede den lidt. Jeg er virkelig i underskud af afslapning. det blir så godt at komme hjem. Blev enig med Lærkeom at vi sagtens kunne rejse videre, men at det bare er hårdt at være så mange mennesker om at enes om hvad der skal ske. Det ku bare ha været lykken at være blevet alene eller et par stykker i Iran. Talte med tæppehandleren om at tage med ham ud at opkøbe tæpper hos nomaderne.
Gik på opdagelse i et vaskeægte armensk supermarket med Stig om aftenen. De havde alt i verden, selv Lurpak.
07.08.10
Lige nu ligger jeg på taget og nyder den lune aftenluft smyge sig over ryggen på mig, mens vandpiben bobler og klarinetten til naboens bryllup galloperer.
Dagen startede med total luksusmorgenmad. Så tog vi bussen til museet for det armenske folkemord, hvor vi havde endnu en guide, der talte som en maskine.
Det Osmanske rige øakede et stort muslimsk rige, og der passede det kristne armenske folk bare ikke særlig godt ind, så derfor ville osmanerne, hvis rige omsluttede armenien, flytte/udryde det armenske folk. Og det kom så til at koste 2,1 mio armennere livet.
Ved siden af museet lå en memorial. Den 40 meter kæmpe høj og meget spids pyremidelignende skulptur og en rund fordybning med en bål i midten, hvor vi lagde blomster om. Alle de folk vi så lagde den samme slags blomster om.
Vi kiggede og tog billeder mens vi ventede på Stig, der skulle besøge det tilhørende bibliotek. Og pludselig, af meget mystiske årsager, lykkekdes det mig at blive væk igen. Nej nej nej! Nej egentlig var det de andre der blev væk fra mig, for jeg var hele tiden ved mindetingen, og pludselig, ud af den blå luft, var de andre væk. Og der var altså ingen andre mennesker ud over en gammel dame, der gik og fejede, så jeg aner virkelig ikke hvordan det kunne lade sig gøre. Damen kunne ikke engelsk men med lidt faktor og en masse smil fik hun forklaret at de var gået ud fra pladsen af bagtrappen. Anede ikke at der overhovedet var en anden vej ud, men det forklarede jo hvordan de kunne forsvinde ud af den blå luft. Jeg skyndte mig efter dem. En meget bred og lang trappe. Midt i den 40 grader varme sol og ingen skygge. Og trappen blev bare ved og der var ikke skyggen af dem at se. For bunden var der ligeså tomt som mine vandepoter og jeg gik tilbage til mindepladsen hvor den gamle dame kiggede undrende på mig.
Tilbage på museet havde personalet til mit held Nunes telefonnummer og historien endte på lykkeligste vis, med at Gwen og Kasper kom og hentede mig i en taxa.
Vi kom næsten ikke for sent til mødet med NGO'en armenian assembly of America. Det var et rigtig godt møde og der kom svar på nogle centrale spørgsmål. Skal lige ha spurgt Vibeke, så jeg er sikker på jeg har forstået det rigtig.
NGO'en arbejder for at oplyse om folkemordet for at forbygge at der skal forekomme noget lignende igen andre steder i verden.
Folkemordet er ikke officielt anerkendt som folkemord og det er vist noget med at det skal det være blevet inden for 100 år efter, det fandt sted, ellers kan det aldrig officielt anerkendes. Det fjollede er, at der er så mange beviser for at det fandt sted og at 'alle' faktisk anerkender det, men bare ikke vil anerkende det officielt pga af politiske og økonomiske interesser.
USA, hvis mangel på anerkendelse er den største forhindring, har store interesser i Tyrkiet, der fungerer som usa's port til Mellemøsten. Og fordi Tyrkiet truer med at stoppe al samarbejde med USA hvis de anerkender det, vil de selvfølgelig ikke gøre dette. Lad os nu se om Obama holder sit løfte.
Tyrkiet er selvfølgelig den allerstørste forhindring overhovedet, og så længe børnene bliver opdraget med, at det aldrig har fundet sted, at der 'kun' døde 200.000 armeniere og mindst ligeså mange tyrkere, og at alt hvad en armenier siger er løgn, så kommer vi nok ikke nærmere. (det har dog hjulpet med Internettet, så det er lidt svært at holde det skjult for befolkningen)
Desuden er Tyrkiet i tæt aliance med azerbaijan og så længe der er konflikt mellem azerbaijan og Armenien vil en anerkendelse fra Tyrkiet være noget nær umulig. Måske er det dog en lille gulerod for Tyrkiet, at Eu kræver fred med nabolandene for at et land kan blive optaget.
Sverige har lige anerkendt det, så mon ikke dk følger med om ikke så længe?
Efter mødet tog vi ud til en særlig kirke (spørg mig ikke hvad der var særligt ved den...ingen fortalte hvad det var) for at møde nogle unge præster. Men de var pludselig taget til barnedåb og havde derfor alligevel ikke tid til at tale med os. i stedet overværede vi en gudstjeneste med røgelse og sang og en præst viste os rundt og ind i baglokalerne og se nogle gamle udstillede præsteuniformer. De præster vi så til gudstjenesten havde forskellige farver kjoler på og han fortalte, at det aghænger af den status de har og om de lever i sølibat eller ej og om den eventuelle sølibat har været livslang eller ej.
Vi troede alle at dagen var slut, men nej! Vi skulle da lige en tur på krigsmuseum. Top mystisk og ingen af os fattede noget.
Tilbage på taget bestilte vi pizzaer og lagde dyner ud og fyrede op for den nu boblende vandpibe.
Lige nu ligger jeg på taget og nyder den lune aftenluft smyge sig over ryggen på mig, mens vandpiben bobler og klarinetten til naboens bryllup galloperer.
Dagen startede med total luksusmorgenmad. Så tog vi bussen til museet for det armenske folkemord, hvor vi havde endnu en guide, der talte som en maskine.
Det Osmanske rige øakede et stort muslimsk rige, og der passede det kristne armenske folk bare ikke særlig godt ind, så derfor ville osmanerne, hvis rige omsluttede armenien, flytte/udryde det armenske folk. Og det kom så til at koste 2,1 mio armennere livet.
Ved siden af museet lå en memorial. Den 40 meter kæmpe høj og meget spids pyremidelignende skulptur og en rund fordybning med en bål i midten, hvor vi lagde blomster om. Alle de folk vi så lagde den samme slags blomster om.
Vi kiggede og tog billeder mens vi ventede på Stig, der skulle besøge det tilhørende bibliotek. Og pludselig, af meget mystiske årsager, lykkekdes det mig at blive væk igen. Nej nej nej! Nej egentlig var det de andre der blev væk fra mig, for jeg var hele tiden ved mindetingen, og pludselig, ud af den blå luft, var de andre væk. Og der var altså ingen andre mennesker ud over en gammel dame, der gik og fejede, så jeg aner virkelig ikke hvordan det kunne lade sig gøre. Damen kunne ikke engelsk men med lidt faktor og en masse smil fik hun forklaret at de var gået ud fra pladsen af bagtrappen. Anede ikke at der overhovedet var en anden vej ud, men det forklarede jo hvordan de kunne forsvinde ud af den blå luft. Jeg skyndte mig efter dem. En meget bred og lang trappe. Midt i den 40 grader varme sol og ingen skygge. Og trappen blev bare ved og der var ikke skyggen af dem at se. For bunden var der ligeså tomt som mine vandepoter og jeg gik tilbage til mindepladsen hvor den gamle dame kiggede undrende på mig.
Tilbage på museet havde personalet til mit held Nunes telefonnummer og historien endte på lykkeligste vis, med at Gwen og Kasper kom og hentede mig i en taxa.
Vi kom næsten ikke for sent til mødet med NGO'en armenian assembly of America. Det var et rigtig godt møde og der kom svar på nogle centrale spørgsmål. Skal lige ha spurgt Vibeke, så jeg er sikker på jeg har forstået det rigtig.
NGO'en arbejder for at oplyse om folkemordet for at forbygge at der skal forekomme noget lignende igen andre steder i verden.
Folkemordet er ikke officielt anerkendt som folkemord og det er vist noget med at det skal det være blevet inden for 100 år efter, det fandt sted, ellers kan det aldrig officielt anerkendes. Det fjollede er, at der er så mange beviser for at det fandt sted og at 'alle' faktisk anerkender det, men bare ikke vil anerkende det officielt pga af politiske og økonomiske interesser.
USA, hvis mangel på anerkendelse er den største forhindring, har store interesser i Tyrkiet, der fungerer som usa's port til Mellemøsten. Og fordi Tyrkiet truer med at stoppe al samarbejde med USA hvis de anerkender det, vil de selvfølgelig ikke gøre dette. Lad os nu se om Obama holder sit løfte.
Tyrkiet er selvfølgelig den allerstørste forhindring overhovedet, og så længe børnene bliver opdraget med, at det aldrig har fundet sted, at der 'kun' døde 200.000 armeniere og mindst ligeså mange tyrkere, og at alt hvad en armenier siger er løgn, så kommer vi nok ikke nærmere. (det har dog hjulpet med Internettet, så det er lidt svært at holde det skjult for befolkningen)
Desuden er Tyrkiet i tæt aliance med azerbaijan og så længe der er konflikt mellem azerbaijan og Armenien vil en anerkendelse fra Tyrkiet være noget nær umulig. Måske er det dog en lille gulerod for Tyrkiet, at Eu kræver fred med nabolandene for at et land kan blive optaget.
Sverige har lige anerkendt det, så mon ikke dk følger med om ikke så længe?
Efter mødet tog vi ud til en særlig kirke (spørg mig ikke hvad der var særligt ved den...ingen fortalte hvad det var) for at møde nogle unge præster. Men de var pludselig taget til barnedåb og havde derfor alligevel ikke tid til at tale med os. i stedet overværede vi en gudstjeneste med røgelse og sang og en præst viste os rundt og ind i baglokalerne og se nogle gamle udstillede præsteuniformer. De præster vi så til gudstjenesten havde forskellige farver kjoler på og han fortalte, at det aghænger af den status de har og om de lever i sølibat eller ej og om den eventuelle sølibat har været livslang eller ej.
Vi troede alle at dagen var slut, men nej! Vi skulle da lige en tur på krigsmuseum. Top mystisk og ingen af os fattede noget.
Tilbage på taget bestilte vi pizzaer og lagde dyner ud og fyrede op for den nu boblende vandpibe.
Abonner på:
Opslag (Atom)