07.08.10
Lige nu ligger jeg på taget og nyder den lune aftenluft smyge sig over ryggen på mig, mens vandpiben bobler og klarinetten til naboens bryllup galloperer.

Dagen startede med total luksusmorgenmad. Så tog vi bussen til museet for det armenske folkemord, hvor vi havde endnu en guide, der talte som en maskine.

Det Osmanske rige øakede et stort muslimsk rige, og der passede det kristne armenske folk bare ikke særlig godt ind, så derfor ville osmanerne, hvis rige omsluttede armenien, flytte/udryde det armenske folk. Og det kom så til at koste 2,1 mio armennere livet.

Ved siden af museet lå en memorial. Den 40 meter kæmpe høj og meget spids pyremidelignende skulptur og en rund fordybning med en bål i midten, hvor vi lagde blomster om. Alle de folk vi så lagde den samme slags blomster om.

Vi kiggede og tog billeder mens vi ventede på Stig, der skulle besøge det tilhørende bibliotek. Og pludselig, af meget mystiske årsager, lykkekdes det mig at blive væk igen. Nej nej nej! Nej egentlig var det de andre der blev væk fra mig, for jeg var hele tiden ved mindetingen, og pludselig, ud af den blå luft, var de andre væk. Og der var altså ingen andre mennesker ud over en gammel dame, der gik og fejede, så jeg aner virkelig ikke hvordan det kunne lade sig gøre. Damen kunne ikke engelsk men med lidt faktor og en masse smil fik hun forklaret at de var gået ud fra pladsen af bagtrappen. Anede ikke at der overhovedet var en anden vej ud, men det forklarede jo hvordan de kunne forsvinde ud af den blå luft. Jeg skyndte mig efter dem. En meget bred og lang trappe. Midt i den 40 grader varme sol og ingen skygge. Og trappen blev bare ved og der var ikke skyggen af dem at se. For bunden var der ligeså tomt som mine vandepoter og jeg gik tilbage til mindepladsen hvor den gamle dame kiggede undrende på mig.

Tilbage på museet havde personalet til mit held Nunes telefonnummer og historien endte på lykkeligste vis, med at Gwen og Kasper kom og hentede mig i en taxa.

Vi kom næsten ikke for sent til mødet med NGO'en armenian assembly of America. Det var et rigtig godt møde og der kom svar på nogle centrale spørgsmål. Skal lige ha spurgt Vibeke, så jeg er sikker på jeg har forstået det rigtig.

NGO'en arbejder for at oplyse om folkemordet for at forbygge at der skal forekomme noget lignende igen andre steder i verden.

Folkemordet er ikke officielt anerkendt som folkemord og det er vist noget med at det skal det være blevet inden for 100 år efter, det fandt sted, ellers kan det aldrig officielt anerkendes. Det fjollede er, at der er så mange beviser for at det fandt sted og at 'alle' faktisk anerkender det, men bare ikke vil anerkende det officielt pga af politiske og økonomiske interesser.
USA, hvis mangel på anerkendelse er den største forhindring, har store interesser i Tyrkiet, der fungerer som usa's port til Mellemøsten.  Og fordi Tyrkiet truer med at stoppe al samarbejde med USA hvis de anerkender det, vil de selvfølgelig ikke gøre dette.  Lad os nu se om Obama holder sit løfte.

Tyrkiet er selvfølgelig den allerstørste forhindring overhovedet, og så længe børnene bliver opdraget med, at det aldrig har fundet sted, at der 'kun' døde 200.000 armeniere og mindst ligeså mange tyrkere, og at alt hvad en armenier siger er løgn, så kommer vi nok ikke nærmere. (det har dog hjulpet med Internettet, så det er lidt svært at holde det skjult for befolkningen)

Desuden er Tyrkiet i tæt aliance med azerbaijan og så længe der er konflikt mellem azerbaijan og Armenien vil en anerkendelse fra Tyrkiet være noget nær umulig. Måske er det dog en lille gulerod for Tyrkiet, at Eu kræver fred med nabolandene for at et land kan blive optaget. 
Sverige har lige anerkendt det, så mon ikke dk følger med om ikke så længe?

Efter mødet tog vi ud til en særlig kirke (spørg mig ikke hvad der var særligt ved den...ingen fortalte hvad det var) for at møde nogle unge præster. Men de var pludselig taget til barnedåb og havde derfor alligevel ikke tid til at tale med os. i stedet overværede vi en gudstjeneste med røgelse og sang og en præst viste os rundt og ind i baglokalerne og se nogle gamle udstillede præsteuniformer. De præster vi så til gudstjenesten havde forskellige farver kjoler på og han fortalte, at det aghænger af den status de har og om de lever i sølibat eller ej og om den eventuelle sølibat har været livslang eller ej.

Vi troede alle at dagen var slut, men nej! Vi skulle da lige en tur på krigsmuseum. Top mystisk og ingen af os fattede noget.

Tilbage på taget bestilte vi pizzaer og lagde dyner ud og fyrede op for den nu boblende vandpibe.