01.08.10
Jeg var haft den fedeste dag i dag! 7 af os tog ud på landet for at se hvordan der ser ud i en iransk landsby. Godt nok bor der flest med tyrkisk blod og kultur i årerne her, men jaja. Tæppehandleren havde fortalt at der er tre særligt spændende landsbyer i Iran hvor man kan se den oprindelige leveform og den ene skulle være her uden for tabriz. Så det havde vi jo glædet os til at se.
Vi started dagen med en skøn kop te og glædede os over at gwen og Kasper havde aflyst den gule vest så vi kunne gøre tingene i vores eget tempo. Så tog vi en minibus til landsbyen kandovan, der viste sig at være det skrækkeligste turisthelvede i Iran. Folk boede i huler og huse bygget ind i bjeegsiden, men når det første der møder en er souvinirbutikker og iranere med kamera om halsen, går det autentiske ligesom lidt af.
Så efter en klatretur op at forstyre de stakkels indbyggeres privatliv og en meget tung frokost bestående af eggplant/fåreostesnask og fårehjerne tog vi til en nærliggende lille by. Og her begyndte evevtyret!
Vi fandt en mand der kunne lidt engelsk og fik forklaret ham, at vi gerne ville ud at opleve nogle små landsbyer. Først blev han ved med at foreslå kandovan, og forstod ikke at der havde vi været. Til sidst sagde han dog at han kendte en lille landsby, men at den ville han ikke anbefale for han mente vi ville komme til at kede os. Skide godt keyword. Jeg forklarede, at vi gerne ville tage en taxa til forskellige små landsbyer, der helst skulle være så kedelige som muligt. Han rystede på hovedet og sagde vi var nogle underlige turister, men han fik forklaret det til to taxachauffører og så tog vi af sted. Vi kørte og kørte og kom virkelig langt ud. Til sidst tænkte jeg, at der da ikke kunne findes nogen landsby så øde. Men det gjorde der og det var et rigtig hyggeligt sted. Indbyggerne (gad vide om det også hedder sådan, når det er så lille et sted) var noget forbavsede over at se os og virkede på en måde generte, men de var også nysgerrige og høflige og der kom en masse for at hilse på os. Kvinderne holdt sig på afstand og ville ikke have taget billeder. Kun få gik med til det hvis de skjulte ansigtet under chadoren. Vi gik en tur rundt og mig og Vibeke og Kasper fik en tur på en traktor. Da jeg skulle kravle op på traktoren tpg jeg fat i mandens skuldre for at kunne komme op. Tænkte sletikke over det, men hernede går det jo slet ikke med kropskontakt mellem kønnene. På vej i minibussen var der også denne kønsbesværlighed. Bussen var fyldt på nær en plads ved siden af en kvinde. Mit sæde stod alene. Men så sad der også en mand på en kasse og hver gang der kom en ny passager ind satte han isg eneren på kassen eller på trappen og lod det tomme sæde være. Til sidst bad kvinden mig om at sætte sig ved siden af sig så en af mændene kunne få en plads. jeg kan ikke lade være med at synes der er ånssvagt. Manden ville ha os til at køre den, så det gjorde jeg. Vibeke var ikke tilfreds med min kørsel, men jeg synes nu jeg klarede mig meget godt og det var sjovt. Vi tog videre til den næste landsby, der var lidt større. Her blev holdt bryllup og det var skægt at se hvordan folk stimlede sammen for at fejre. Så gik vi en tur i det smukkeste landskab og jeg red på et æsel. De andre grinede af at jeg hele tiden får snusket mig ud i et eller andet skørt. Det var virkelig smukt. Flotte flotte bjerge og masser af grønt og overvældende at være midt i. Jeg ville ønske at jeg nunnevære blevet der og suget alt det smukke til mig. Vi nåede et stykke ud af byen og blev inviteret på te og fridlplukkede abrikoser og valnødder.
Der var langt tilbage til Tabriz, men det meste af tiden gik med at snegle i myldretiden. Til bedetid sang vores taxachauffør højlydt med på bedemelodien fra minereterne og for mig lød det som om han flettede noget af vores tur fra idag med.
lørdag den 14. august 2010
02 .08.10
Lige nu sidder jeg på det forkerte hotel i en by i Nagona Kharabak. Vi har kørt siden klokken 7 i morges og krydset to grænser og buschaufføreren valgte så at at køre os til sin vens hotel i stedet for det vi har booket værelser på. Nu er han kørt og hotellet vil ikke lade os låne telefonen, så vi kan ringe efter taxaer.
Vi havde kørt i hele 45 min., da Louise opdagede at hun havde glemt sin mobiltelefon på hotellet. Vi ventede således midt på en hovedvej mens en taxa kom fra hotellet til os med den. I ventetiden spiste vi brød med feta.
Landskabet blev smukkere og smukkere på vejen mod grænsen som vi krydsede ved 12-tiden. På vejen kunne vi se over til Aserbaijan. Det tog en krig og at få stemplet passet og så skulle man gå et laaaangt stykke gennem ingenmansland før man kom til Armenien blot for at blive mødt af en skide sur man hvis job var at tage et foto af os. Virkelig en dårlig karma han kunne sende der og en kæmpe forskel fra den høflighed vi mødre i Iran. De holdt desuden længe på Stig og påstod hans visum ikke fandtes i systemet.
Nu lånte Vibeke en telefon af en gut, så vi kan ringe til det rugtigechotel...
Så fandt vi den nye bus med chauffør og begav os ud på den lange tur. Vi prøvede at forklare ham at vi ikke havde fået noget at spise siden klokken 7.45, men han nægtede at stoppe før kl. 5, så jeg var inderligt sulten. Vi fik grillet lam, so. Smagte godt, men som også bare vare meget fedt og ikke mættedecpå nogen rar måde, så jeg har været sulten på en kvalm måde lige siden. Og så hjælper det altså ikke med hårnålesvings på bjergsiderne. Havde siddet på forsædet siden om formiddagen hvor den første køresyge viste sig og lammefedtet hjalp virkelig ikke på kvalmen.
Nå! Det viste sig, at det oprindelige hotel havde overbooket og derfor ringet til en armensk kvinde, nuka, der har hjulpet med at lave aftaler for os i armenien, der så har booket om for os, men somm ikke har kunnet give besked fordi netværket ikk e dur i denne stat. Det hænger nemlig sådan sammen, at vi nu er i Nargona kharbak, der en en stat i aserbaijan, der arbejder for at opnå selvstændighed og gwen ìg kaspers simkort er armensk. Alt det politiske rod er noget af det jeg skal lærer om i løber af tiden her. I morgen skal Vibeke i den henseende holde et oplæg. Der glæder jeg mig til.
Nu skal jeg sove. Jeg kan bogstaveligt talt ikke holde øjnene åbne længere.
Lige nu sidder jeg på det forkerte hotel i en by i Nagona Kharabak. Vi har kørt siden klokken 7 i morges og krydset to grænser og buschaufføreren valgte så at at køre os til sin vens hotel i stedet for det vi har booket værelser på. Nu er han kørt og hotellet vil ikke lade os låne telefonen, så vi kan ringe efter taxaer.
Vi havde kørt i hele 45 min., da Louise opdagede at hun havde glemt sin mobiltelefon på hotellet. Vi ventede således midt på en hovedvej mens en taxa kom fra hotellet til os med den. I ventetiden spiste vi brød med feta.
Landskabet blev smukkere og smukkere på vejen mod grænsen som vi krydsede ved 12-tiden. På vejen kunne vi se over til Aserbaijan. Det tog en krig og at få stemplet passet og så skulle man gå et laaaangt stykke gennem ingenmansland før man kom til Armenien blot for at blive mødt af en skide sur man hvis job var at tage et foto af os. Virkelig en dårlig karma han kunne sende der og en kæmpe forskel fra den høflighed vi mødre i Iran. De holdt desuden længe på Stig og påstod hans visum ikke fandtes i systemet.
Nu lånte Vibeke en telefon af en gut, så vi kan ringe til det rugtigechotel...
Så fandt vi den nye bus med chauffør og begav os ud på den lange tur. Vi prøvede at forklare ham at vi ikke havde fået noget at spise siden klokken 7.45, men han nægtede at stoppe før kl. 5, så jeg var inderligt sulten. Vi fik grillet lam, so. Smagte godt, men som også bare vare meget fedt og ikke mættedecpå nogen rar måde, så jeg har været sulten på en kvalm måde lige siden. Og så hjælper det altså ikke med hårnålesvings på bjergsiderne. Havde siddet på forsædet siden om formiddagen hvor den første køresyge viste sig og lammefedtet hjalp virkelig ikke på kvalmen.
Nå! Det viste sig, at det oprindelige hotel havde overbooket og derfor ringet til en armensk kvinde, nuka, der har hjulpet med at lave aftaler for os i armenien, der så har booket om for os, men somm ikke har kunnet give besked fordi netværket ikk e dur i denne stat. Det hænger nemlig sådan sammen, at vi nu er i Nargona kharbak, der en en stat i aserbaijan, der arbejder for at opnå selvstændighed og gwen ìg kaspers simkort er armensk. Alt det politiske rod er noget af det jeg skal lærer om i løber af tiden her. I morgen skal Vibeke i den henseende holde et oplæg. Der glæder jeg mig til.
Nu skal jeg sove. Jeg kan bogstaveligt talt ikke holde øjnene åbne længere.
03.08.10
I dag skulle forestille at være fridag og det var virkelig tiltrængt, for turen hertil var virkelig hård, men det endte alligevel at blive en totalt proppet dag uden skyggen af fridag, fordi det tog en krig at få vekslet penge og lavet visa og fordi Nune (Gwen og Kaspers armenske veninde, der har stået for det meste af programmet her) alligevel lige havde arrangeret et museeumsbesøg og et møde med kulturministeriet. Guiden på museet vrøvlede og jeg var halvdårlig fordi vi havde haft mange lange ventepauser i solen (solen er meget værre her end i Iran. Temperaturen er det samme: ca. 40 grader, men luftfugtiheden er meget højere), så jeg tog hjem til hotellet sammen med Karina og faldt død om i to timer inden vi tog en taxa til kulturministeriet.
Det er simpelthen det mest sindssyge møde jeg nogen sinde har været med til. Der sad tre kloge hovede og talte armensk ud over salen til os og en masse andre jeg ikke ved hvem var. Jeg anede ikke hvad der foregik og har stdig ikke fundet ud af hvad mødet gik ud på. Måske handlede det om Nagorno Karabakhs selvstændiggørelse, men der var aldrig nogen præsentation, så ved det faktisk ikke. Der var en tolk, men hendes sætninger var betydeligt kortere end de kloge hoveders, så må utvivlsomt ha misset noget. Og så var det SÅ underligt! Der var hele tiden nogen fra publikum, som sagde et eller andet på armensk og så grinede alle og vi anede ikke hvad det handlede om. Og der blev spurgt om noget som de også grinede af. I det hele taget var det meget underligt når det var os mødet var blevet arrangeret for. Detvar faktisk et ubehageligt. Til sidst var der mulighed for at stille spørgsmål, men de af os der vågede at spørge, fik bare svaret "det har vi allerede forklaret". Så det var meget underligt at være til det møde.
De pointer jeg kom frem til var at Karabakh er meget stolte af sig selv og meget gerne vil være selvstændige og rigtig gerne vil have at andre lande skal få øje på dem. og at de virkelig ikke kan lide Azarbaijan Ham den ene gik meget op i at vi ikke måtte tro på noget af det vi hørte eller læste om karabakh på nettet eller i medierne eller fra Azarbaijanerne som han omtalte som tyrkerne. for det var alt sammen løgn. I stedet var det vigtigt at man kom og så sandheden om landet med sine egne øjne, så man ku se hvor godt et sted det er. Og så virkede han som en meget sur mand og han lagde vægt på Europas skyld i karabakhs situation...fik næsten dårlig samvittihed.
Men den oplevelse siger jo bare noget om landets organiseringsevner og gad vide hvordan de så vil være til styre en stat.
Efter mødet sad vi i i et computerlokale og skulle se billeder, men de har virkelig en underlig respekt eller mangel på samme for møder her. Alle taler bare i telefon og taler i munden på den der har ordet. Det er ikke til at holde ud. Så ingen så billederne.
Vi tog ud og spiste. Hvorfor kan man ikke få andet end hvidt brød her. Min mave er helt oppustet.
an jo tænke hvad man vil om deres selvstændighed når man oplever deres mødeorganiseringsevner.
I dag skulle forestille at være fridag og det var virkelig tiltrængt, for turen hertil var virkelig hård, men det endte alligevel at blive en totalt proppet dag uden skyggen af fridag, fordi det tog en krig at få vekslet penge og lavet visa og fordi Nune (Gwen og Kaspers armenske veninde, der har stået for det meste af programmet her) alligevel lige havde arrangeret et museeumsbesøg og et møde med kulturministeriet. Guiden på museet vrøvlede og jeg var halvdårlig fordi vi havde haft mange lange ventepauser i solen (solen er meget værre her end i Iran. Temperaturen er det samme: ca. 40 grader, men luftfugtiheden er meget højere), så jeg tog hjem til hotellet sammen med Karina og faldt død om i to timer inden vi tog en taxa til kulturministeriet.
Det er simpelthen det mest sindssyge møde jeg nogen sinde har været med til. Der sad tre kloge hovede og talte armensk ud over salen til os og en masse andre jeg ikke ved hvem var. Jeg anede ikke hvad der foregik og har stdig ikke fundet ud af hvad mødet gik ud på. Måske handlede det om Nagorno Karabakhs selvstændiggørelse, men der var aldrig nogen præsentation, så ved det faktisk ikke. Der var en tolk, men hendes sætninger var betydeligt kortere end de kloge hoveders, så må utvivlsomt ha misset noget. Og så var det SÅ underligt! Der var hele tiden nogen fra publikum, som sagde et eller andet på armensk og så grinede alle og vi anede ikke hvad det handlede om. Og der blev spurgt om noget som de også grinede af. I det hele taget var det meget underligt når det var os mødet var blevet arrangeret for. Detvar faktisk et ubehageligt. Til sidst var der mulighed for at stille spørgsmål, men de af os der vågede at spørge, fik bare svaret "det har vi allerede forklaret". Så det var meget underligt at være til det møde.
De pointer jeg kom frem til var at Karabakh er meget stolte af sig selv og meget gerne vil være selvstændige og rigtig gerne vil have at andre lande skal få øje på dem. og at de virkelig ikke kan lide Azarbaijan Ham den ene gik meget op i at vi ikke måtte tro på noget af det vi hørte eller læste om karabakh på nettet eller i medierne eller fra Azarbaijanerne som han omtalte som tyrkerne. for det var alt sammen løgn. I stedet var det vigtigt at man kom og så sandheden om landet med sine egne øjne, så man ku se hvor godt et sted det er. Og så virkede han som en meget sur mand og han lagde vægt på Europas skyld i karabakhs situation...fik næsten dårlig samvittihed.
Men den oplevelse siger jo bare noget om landets organiseringsevner og gad vide hvordan de så vil være til styre en stat.
Efter mødet sad vi i i et computerlokale og skulle se billeder, men de har virkelig en underlig respekt eller mangel på samme for møder her. Alle taler bare i telefon og taler i munden på den der har ordet. Det er ikke til at holde ud. Så ingen så billederne.
Vi tog ud og spiste. Hvorfor kan man ikke få andet end hvidt brød her. Min mave er helt oppustet.
an jo tænke hvad man vil om deres selvstændighed når man oplever deres mødeorganiseringsevner.
04.08.10
Vi startede dagen med at lave noget Gruppereflektion over nogle af de ting vi havde oplevet i Iran. Desværre var det ret usystematisk og jeg synes ikke vi brugte nok tid på det.
Og så tog vi afsted på en meget lang dag for at se nogle forskellige seværdigheder. Jeg beklager, men det var simpelthen noget af det mest meningsløse jeg har oplevet. Nune er rigtig sød og hun har uden tvivl gjort sig umage med at stykke programmet sammen til os, men det er så fyldt med ting vi ikke gider og som ikke har noget med next stops mission at gøre. Og så har hun slæbt nogle venner med som ikke laver andet end at ryge og drikke og skabe dårlig stemning i bussen.
Vi havde alle sammen glædet os til at se den totalsmadrede spøgelsesbyen Agdam, men vi fik kun lov at se den fra udkanten.
Vi oksede rund og kørte så mange timer uden at få noget at spise, at der var flere af os der gik helt kolde og fik det dårligt. De armenier forstår åbentbart ingenting. Den var halv syv før vi holdt ind for at få frokost og så bestod det af Hvidt brød og kogt fisk med øjnene og gælderne splattet lige op i hovedet på mig, så jeg måtte gå for ikke at komme til at kaste op. Så ingen mad til mig.
Intet under jeg havde det skidt, da vi kom tilbage til byen. Vi tog ikke engang tilbage til hotellet, men direkte til et møde med nogle unge politisk aktive. Det var rigtig spændende, men hvor havde det dog bare været fedt hvis dagen ikke havde været så sindssyg at det var svært at samle sig. Mødet blev af samme grund også kortet ned hvilket var virkelig ærgerligt, da det netop er den slags arrangementer vi er taget af sted for.
Efter mødet var der bbq-party, men jeg var så smadret og sur over den dårlige planlægning, at jeg ikke tog af sted. I stedet tog jeg med Karina og Vibeke hjem til en af de unge karabakh'ere og så hvordan hun boede. Det var, på trods af svækkede krafter, en god oplevelse. Hun boede sammen med sine forældre og søster. Her er det normalt at man bor hjemme indtil nan bliver gift. Og forældrene betaler alt for en. Selv cafebesøg og telefonregning. Når man så bliver gift, sørger fsmilen for at der bliver købt alt hvad der er brug for i et nyt hjem. Fx kan det var at den ene onkel køber en vaskemaskine og den anden et tv. Hvis man bliver skilt flytter man hjem til sine forældre igen. Og hvis ikke man gør det er det virkelig et tabu folk vil opfatte familien som dårlig.
Til sidst kastede Vibeke op af udmattelse efter turen og vi tog hjem.
Spiste en is da vi kom tilbage på hotellet ved midnatstid.
Vi startede dagen med at lave noget Gruppereflektion over nogle af de ting vi havde oplevet i Iran. Desværre var det ret usystematisk og jeg synes ikke vi brugte nok tid på det.
Og så tog vi afsted på en meget lang dag for at se nogle forskellige seværdigheder. Jeg beklager, men det var simpelthen noget af det mest meningsløse jeg har oplevet. Nune er rigtig sød og hun har uden tvivl gjort sig umage med at stykke programmet sammen til os, men det er så fyldt med ting vi ikke gider og som ikke har noget med next stops mission at gøre. Og så har hun slæbt nogle venner med som ikke laver andet end at ryge og drikke og skabe dårlig stemning i bussen.
Vi havde alle sammen glædet os til at se den totalsmadrede spøgelsesbyen Agdam, men vi fik kun lov at se den fra udkanten.
Vi oksede rund og kørte så mange timer uden at få noget at spise, at der var flere af os der gik helt kolde og fik det dårligt. De armenier forstår åbentbart ingenting. Den var halv syv før vi holdt ind for at få frokost og så bestod det af Hvidt brød og kogt fisk med øjnene og gælderne splattet lige op i hovedet på mig, så jeg måtte gå for ikke at komme til at kaste op. Så ingen mad til mig.
Intet under jeg havde det skidt, da vi kom tilbage til byen. Vi tog ikke engang tilbage til hotellet, men direkte til et møde med nogle unge politisk aktive. Det var rigtig spændende, men hvor havde det dog bare været fedt hvis dagen ikke havde været så sindssyg at det var svært at samle sig. Mødet blev af samme grund også kortet ned hvilket var virkelig ærgerligt, da det netop er den slags arrangementer vi er taget af sted for.
Efter mødet var der bbq-party, men jeg var så smadret og sur over den dårlige planlægning, at jeg ikke tog af sted. I stedet tog jeg med Karina og Vibeke hjem til en af de unge karabakh'ere og så hvordan hun boede. Det var, på trods af svækkede krafter, en god oplevelse. Hun boede sammen med sine forældre og søster. Her er det normalt at man bor hjemme indtil nan bliver gift. Og forældrene betaler alt for en. Selv cafebesøg og telefonregning. Når man så bliver gift, sørger fsmilen for at der bliver købt alt hvad der er brug for i et nyt hjem. Fx kan det var at den ene onkel køber en vaskemaskine og den anden et tv. Hvis man bliver skilt flytter man hjem til sine forældre igen. Og hvis ikke man gør det er det virkelig et tabu folk vil opfatte familien som dårlig.
Til sidst kastede Vibeke op af udmattelse efter turen og vi tog hjem.
Spiste en is da vi kom tilbage på hotellet ved midnatstid.
05.08.10
Endnu en sindssyg dag med armenierne. Det er virkelig sindssygt at to nabolande kan være så forskellige og have så forskellig kultur. Lige så vild jegvar med Iran og iranerne lige så pissed er jeg på Karabakh, Armenien og armenerne. De driver mig mildest talt til vandvid!
Vi har generelt haft et problem med at komme til tiden i den her gruppe og jeg har virkelig gjort mig umage med ikke at komme for sent, for det er bare så irriterende at blive f
Rsinket hele tiden.
Idag skulle vi mødes kl. 9 og G og K havde virkelig understreget hvor vigtigt det var at vi kom til tiden, for turen til yeravan ville tage ti timer og vi skulle gøre seværdighedsstop undervejs. Og for en gangs skyld var alle klar til tiden undtagen armenierne. Og det var ikke bare ti min som når vores egen gruppe bliver forsinket. Vi sad i bussen og ventede en time. De stod først op da vi havde pakket bussen og så skulle de lige drikke kaffe og ryge. Hele gruppen var simpelthen så sur og vi havde aldermest Lust gil bare at køre fra dem. Det der irriterede mig mest var at de ikke selv fattede at de gerne måtte tage at skynde sig. Og når vi sagde det til dem grinede de bare og sagde at vi ikke var sure. Da vi endelig kom afsted gjorde vi hele tiden stop for lige det ene og det andet. Klokken blev over 12 før vi forlod byen.
Jeg introducerede morderlegen for gruppen og jegvar allerede dræbt Gwen med Jacobs sure sok og Kasper med min ipod. Næste offer er David, der skal dræbes med en øl.
Blev køresyg i hårnålesvingene i bjergene mellem Karabakh og Armenien.
Vi gjorde stop en by for at få en snack og armenierne sagde max 20 min, men jeg brød ind og sagde at det altså ikke kunne nytte noget at vi ikke holdt en rigtig frokostpause når vi skulle så langtcog ikke havde fået andet end hvidt brød siden vi krydsede grænsen fra Iran.
Jeg fandt en god biks hvor vi var et par stykker, der spiste nogle durumruller af en art hvor fyldet var noget nær sprødstægte kartoffelstrimler og nogle med spinat. Det var vildt godt og det bedste jeg har fået i Armenien indtil videre.
Landskabet blev virkeligt smukt i takt med at vi kom længere ind i landet. Det mindede lidt om nogle af de steder mig og far Thomas var i Arizona og Utah. Vi stoppede for at se en kirke, der lå på toppen af en top i de smukkeste omgivelser. Aner ikke hvad kirken hed eller hvad der var særligt ved den ud over at alle armenier kender den.
Det har virkeligt været et kendetegn fra denne tur at vi har set en masse uden at få at vide hvad det er er. Museer uden at vide om hvad og møder med folk jeg ikke ved hvem er. Vildt irriterende. Og det er ikke fordi jeg ikke har spurgt. Fx havde de arrangeret at vi skulle mødes med nogle dansktalende armeniere, men jeg fandt aldrig ud af hvad de lavede i dk.
Efter kirken tog vi til vinsmagning et eller andet sted og Mette gjorde indtryk med sin viden om vin. Hendes far er åbentbart vinbrygger eller hvad det hedder. Kunne kun lide en af vinene, men det var sjovt.
Vi havde stadig adskillige timer tilbage i bussen og det var allerede mørkt. Synes det var hårdt og armenierne havde åbentbart ikke tænkt sig at vi skulle have aftensmad. Da vi endelig var fremme ved 1tiden var der nogen af de andre, der bestilte pizza, men jeg var bare så smadret, at jeg faldt pladask i søvn.
Endnu en sindssyg dag med armenierne. Det er virkelig sindssygt at to nabolande kan være så forskellige og have så forskellig kultur. Lige så vild jegvar med Iran og iranerne lige så pissed er jeg på Karabakh, Armenien og armenerne. De driver mig mildest talt til vandvid!
Vi har generelt haft et problem med at komme til tiden i den her gruppe og jeg har virkelig gjort mig umage med ikke at komme for sent, for det er bare så irriterende at blive f
Rsinket hele tiden.
Idag skulle vi mødes kl. 9 og G og K havde virkelig understreget hvor vigtigt det var at vi kom til tiden, for turen til yeravan ville tage ti timer og vi skulle gøre seværdighedsstop undervejs. Og for en gangs skyld var alle klar til tiden undtagen armenierne. Og det var ikke bare ti min som når vores egen gruppe bliver forsinket. Vi sad i bussen og ventede en time. De stod først op da vi havde pakket bussen og så skulle de lige drikke kaffe og ryge. Hele gruppen var simpelthen så sur og vi havde aldermest Lust gil bare at køre fra dem. Det der irriterede mig mest var at de ikke selv fattede at de gerne måtte tage at skynde sig. Og når vi sagde det til dem grinede de bare og sagde at vi ikke var sure. Da vi endelig kom afsted gjorde vi hele tiden stop for lige det ene og det andet. Klokken blev over 12 før vi forlod byen.
Jeg introducerede morderlegen for gruppen og jegvar allerede dræbt Gwen med Jacobs sure sok og Kasper med min ipod. Næste offer er David, der skal dræbes med en øl.
Blev køresyg i hårnålesvingene i bjergene mellem Karabakh og Armenien.
Vi gjorde stop en by for at få en snack og armenierne sagde max 20 min, men jeg brød ind og sagde at det altså ikke kunne nytte noget at vi ikke holdt en rigtig frokostpause når vi skulle så langtcog ikke havde fået andet end hvidt brød siden vi krydsede grænsen fra Iran.
Jeg fandt en god biks hvor vi var et par stykker, der spiste nogle durumruller af en art hvor fyldet var noget nær sprødstægte kartoffelstrimler og nogle med spinat. Det var vildt godt og det bedste jeg har fået i Armenien indtil videre.
Landskabet blev virkeligt smukt i takt med at vi kom længere ind i landet. Det mindede lidt om nogle af de steder mig og far Thomas var i Arizona og Utah. Vi stoppede for at se en kirke, der lå på toppen af en top i de smukkeste omgivelser. Aner ikke hvad kirken hed eller hvad der var særligt ved den ud over at alle armenier kender den.
Det har virkeligt været et kendetegn fra denne tur at vi har set en masse uden at få at vide hvad det er er. Museer uden at vide om hvad og møder med folk jeg ikke ved hvem er. Vildt irriterende. Og det er ikke fordi jeg ikke har spurgt. Fx havde de arrangeret at vi skulle mødes med nogle dansktalende armeniere, men jeg fandt aldrig ud af hvad de lavede i dk.
Efter kirken tog vi til vinsmagning et eller andet sted og Mette gjorde indtryk med sin viden om vin. Hendes far er åbentbart vinbrygger eller hvad det hedder. Kunne kun lide en af vinene, men det var sjovt.
Vi havde stadig adskillige timer tilbage i bussen og det var allerede mørkt. Synes det var hårdt og armenierne havde åbentbart ikke tænkt sig at vi skulle have aftensmad. Da vi endelig var fremme ved 1tiden var der nogen af de andre, der bestilte pizza, men jeg var bare så smadret, at jeg faldt pladask i søvn.
06.08.10
Tog ud for at spise morgenmad på en cafe og fik for første gang noget med proteiner og noget andet end bare hvidtbrød. Til gengæld var tjenerne temmeligt dårlige til at holde styr på hvad vi havde bestilt og således gik det til, at det ene bord fik deres morgenmad før mit bord overhovedet havde nået at bestille. Og først da alle var færdige med at spise fik jeg mine drikkevarer.
Efter morgenmaden tog vi på museum. Måske var det nationalmuseet, men som så tit var kommunikationen ikke så god, så jeg er faktisk ikke sikker. Der var nogle meget fine ting og det var et rigtig flot museum. Hvis jeg havde kunnet sætte det ind i en kontekst havde det sikkert også været spændende.
Yeravan virker som en rigtig fin by. Her er et udbredt cafeliv med cafeer uberalles. Vi satte os på en af dem i en park og jeg fik en dejlig chokoladeis. Derefter stod den på endnu et museum og jeg syntes det var røvsygt.
Det er begyndt at gå mig på, at vi laver nogle ting i gruppen som ingen af os gider og som vi ikke rigtig får noget ud af. Og det er ikke bare os, det er også G og og K. Og jeg fatter ikke hvorfor det overhovedet er med på programmet. Armenierne gider det heller ikke selv. Så slæber de os over på et museum og sætter sig og hænger eller render rundt og taler i telefon.
Efter det ultrakedelige museum tog mig og Vibeke tilbage til hotellet og slappede den lidt. Jeg er virkelig i underskud af afslapning. det blir så godt at komme hjem. Blev enig med Lærkeom at vi sagtens kunne rejse videre, men at det bare er hårdt at være så mange mennesker om at enes om hvad der skal ske. Det ku bare ha været lykken at være blevet alene eller et par stykker i Iran. Talte med tæppehandleren om at tage med ham ud at opkøbe tæpper hos nomaderne.
Gik på opdagelse i et vaskeægte armensk supermarket med Stig om aftenen. De havde alt i verden, selv Lurpak.
Tog ud for at spise morgenmad på en cafe og fik for første gang noget med proteiner og noget andet end bare hvidtbrød. Til gengæld var tjenerne temmeligt dårlige til at holde styr på hvad vi havde bestilt og således gik det til, at det ene bord fik deres morgenmad før mit bord overhovedet havde nået at bestille. Og først da alle var færdige med at spise fik jeg mine drikkevarer.
Efter morgenmaden tog vi på museum. Måske var det nationalmuseet, men som så tit var kommunikationen ikke så god, så jeg er faktisk ikke sikker. Der var nogle meget fine ting og det var et rigtig flot museum. Hvis jeg havde kunnet sætte det ind i en kontekst havde det sikkert også været spændende.
Yeravan virker som en rigtig fin by. Her er et udbredt cafeliv med cafeer uberalles. Vi satte os på en af dem i en park og jeg fik en dejlig chokoladeis. Derefter stod den på endnu et museum og jeg syntes det var røvsygt.
Det er begyndt at gå mig på, at vi laver nogle ting i gruppen som ingen af os gider og som vi ikke rigtig får noget ud af. Og det er ikke bare os, det er også G og og K. Og jeg fatter ikke hvorfor det overhovedet er med på programmet. Armenierne gider det heller ikke selv. Så slæber de os over på et museum og sætter sig og hænger eller render rundt og taler i telefon.
Efter det ultrakedelige museum tog mig og Vibeke tilbage til hotellet og slappede den lidt. Jeg er virkelig i underskud af afslapning. det blir så godt at komme hjem. Blev enig med Lærkeom at vi sagtens kunne rejse videre, men at det bare er hårdt at være så mange mennesker om at enes om hvad der skal ske. Det ku bare ha været lykken at være blevet alene eller et par stykker i Iran. Talte med tæppehandleren om at tage med ham ud at opkøbe tæpper hos nomaderne.
Gik på opdagelse i et vaskeægte armensk supermarket med Stig om aftenen. De havde alt i verden, selv Lurpak.
07.08.10
Lige nu ligger jeg på taget og nyder den lune aftenluft smyge sig over ryggen på mig, mens vandpiben bobler og klarinetten til naboens bryllup galloperer.
Dagen startede med total luksusmorgenmad. Så tog vi bussen til museet for det armenske folkemord, hvor vi havde endnu en guide, der talte som en maskine.
Det Osmanske rige øakede et stort muslimsk rige, og der passede det kristne armenske folk bare ikke særlig godt ind, så derfor ville osmanerne, hvis rige omsluttede armenien, flytte/udryde det armenske folk. Og det kom så til at koste 2,1 mio armennere livet.
Ved siden af museet lå en memorial. Den 40 meter kæmpe høj og meget spids pyremidelignende skulptur og en rund fordybning med en bål i midten, hvor vi lagde blomster om. Alle de folk vi så lagde den samme slags blomster om.
Vi kiggede og tog billeder mens vi ventede på Stig, der skulle besøge det tilhørende bibliotek. Og pludselig, af meget mystiske årsager, lykkekdes det mig at blive væk igen. Nej nej nej! Nej egentlig var det de andre der blev væk fra mig, for jeg var hele tiden ved mindetingen, og pludselig, ud af den blå luft, var de andre væk. Og der var altså ingen andre mennesker ud over en gammel dame, der gik og fejede, så jeg aner virkelig ikke hvordan det kunne lade sig gøre. Damen kunne ikke engelsk men med lidt faktor og en masse smil fik hun forklaret at de var gået ud fra pladsen af bagtrappen. Anede ikke at der overhovedet var en anden vej ud, men det forklarede jo hvordan de kunne forsvinde ud af den blå luft. Jeg skyndte mig efter dem. En meget bred og lang trappe. Midt i den 40 grader varme sol og ingen skygge. Og trappen blev bare ved og der var ikke skyggen af dem at se. For bunden var der ligeså tomt som mine vandepoter og jeg gik tilbage til mindepladsen hvor den gamle dame kiggede undrende på mig.
Tilbage på museet havde personalet til mit held Nunes telefonnummer og historien endte på lykkeligste vis, med at Gwen og Kasper kom og hentede mig i en taxa.
Vi kom næsten ikke for sent til mødet med NGO'en armenian assembly of America. Det var et rigtig godt møde og der kom svar på nogle centrale spørgsmål. Skal lige ha spurgt Vibeke, så jeg er sikker på jeg har forstået det rigtig.
NGO'en arbejder for at oplyse om folkemordet for at forbygge at der skal forekomme noget lignende igen andre steder i verden.
Folkemordet er ikke officielt anerkendt som folkemord og det er vist noget med at det skal det være blevet inden for 100 år efter, det fandt sted, ellers kan det aldrig officielt anerkendes. Det fjollede er, at der er så mange beviser for at det fandt sted og at 'alle' faktisk anerkender det, men bare ikke vil anerkende det officielt pga af politiske og økonomiske interesser.
USA, hvis mangel på anerkendelse er den største forhindring, har store interesser i Tyrkiet, der fungerer som usa's port til Mellemøsten. Og fordi Tyrkiet truer med at stoppe al samarbejde med USA hvis de anerkender det, vil de selvfølgelig ikke gøre dette. Lad os nu se om Obama holder sit løfte.
Tyrkiet er selvfølgelig den allerstørste forhindring overhovedet, og så længe børnene bliver opdraget med, at det aldrig har fundet sted, at der 'kun' døde 200.000 armeniere og mindst ligeså mange tyrkere, og at alt hvad en armenier siger er løgn, så kommer vi nok ikke nærmere. (det har dog hjulpet med Internettet, så det er lidt svært at holde det skjult for befolkningen)
Desuden er Tyrkiet i tæt aliance med azerbaijan og så længe der er konflikt mellem azerbaijan og Armenien vil en anerkendelse fra Tyrkiet være noget nær umulig. Måske er det dog en lille gulerod for Tyrkiet, at Eu kræver fred med nabolandene for at et land kan blive optaget.
Sverige har lige anerkendt det, så mon ikke dk følger med om ikke så længe?
Efter mødet tog vi ud til en særlig kirke (spørg mig ikke hvad der var særligt ved den...ingen fortalte hvad det var) for at møde nogle unge præster. Men de var pludselig taget til barnedåb og havde derfor alligevel ikke tid til at tale med os. i stedet overværede vi en gudstjeneste med røgelse og sang og en præst viste os rundt og ind i baglokalerne og se nogle gamle udstillede præsteuniformer. De præster vi så til gudstjenesten havde forskellige farver kjoler på og han fortalte, at det aghænger af den status de har og om de lever i sølibat eller ej og om den eventuelle sølibat har været livslang eller ej.
Vi troede alle at dagen var slut, men nej! Vi skulle da lige en tur på krigsmuseum. Top mystisk og ingen af os fattede noget.
Tilbage på taget bestilte vi pizzaer og lagde dyner ud og fyrede op for den nu boblende vandpibe.
Lige nu ligger jeg på taget og nyder den lune aftenluft smyge sig over ryggen på mig, mens vandpiben bobler og klarinetten til naboens bryllup galloperer.
Dagen startede med total luksusmorgenmad. Så tog vi bussen til museet for det armenske folkemord, hvor vi havde endnu en guide, der talte som en maskine.
Det Osmanske rige øakede et stort muslimsk rige, og der passede det kristne armenske folk bare ikke særlig godt ind, så derfor ville osmanerne, hvis rige omsluttede armenien, flytte/udryde det armenske folk. Og det kom så til at koste 2,1 mio armennere livet.
Ved siden af museet lå en memorial. Den 40 meter kæmpe høj og meget spids pyremidelignende skulptur og en rund fordybning med en bål i midten, hvor vi lagde blomster om. Alle de folk vi så lagde den samme slags blomster om.
Vi kiggede og tog billeder mens vi ventede på Stig, der skulle besøge det tilhørende bibliotek. Og pludselig, af meget mystiske årsager, lykkekdes det mig at blive væk igen. Nej nej nej! Nej egentlig var det de andre der blev væk fra mig, for jeg var hele tiden ved mindetingen, og pludselig, ud af den blå luft, var de andre væk. Og der var altså ingen andre mennesker ud over en gammel dame, der gik og fejede, så jeg aner virkelig ikke hvordan det kunne lade sig gøre. Damen kunne ikke engelsk men med lidt faktor og en masse smil fik hun forklaret at de var gået ud fra pladsen af bagtrappen. Anede ikke at der overhovedet var en anden vej ud, men det forklarede jo hvordan de kunne forsvinde ud af den blå luft. Jeg skyndte mig efter dem. En meget bred og lang trappe. Midt i den 40 grader varme sol og ingen skygge. Og trappen blev bare ved og der var ikke skyggen af dem at se. For bunden var der ligeså tomt som mine vandepoter og jeg gik tilbage til mindepladsen hvor den gamle dame kiggede undrende på mig.
Tilbage på museet havde personalet til mit held Nunes telefonnummer og historien endte på lykkeligste vis, med at Gwen og Kasper kom og hentede mig i en taxa.
Vi kom næsten ikke for sent til mødet med NGO'en armenian assembly of America. Det var et rigtig godt møde og der kom svar på nogle centrale spørgsmål. Skal lige ha spurgt Vibeke, så jeg er sikker på jeg har forstået det rigtig.
NGO'en arbejder for at oplyse om folkemordet for at forbygge at der skal forekomme noget lignende igen andre steder i verden.
Folkemordet er ikke officielt anerkendt som folkemord og det er vist noget med at det skal det være blevet inden for 100 år efter, det fandt sted, ellers kan det aldrig officielt anerkendes. Det fjollede er, at der er så mange beviser for at det fandt sted og at 'alle' faktisk anerkender det, men bare ikke vil anerkende det officielt pga af politiske og økonomiske interesser.
USA, hvis mangel på anerkendelse er den største forhindring, har store interesser i Tyrkiet, der fungerer som usa's port til Mellemøsten. Og fordi Tyrkiet truer med at stoppe al samarbejde med USA hvis de anerkender det, vil de selvfølgelig ikke gøre dette. Lad os nu se om Obama holder sit løfte.
Tyrkiet er selvfølgelig den allerstørste forhindring overhovedet, og så længe børnene bliver opdraget med, at det aldrig har fundet sted, at der 'kun' døde 200.000 armeniere og mindst ligeså mange tyrkere, og at alt hvad en armenier siger er løgn, så kommer vi nok ikke nærmere. (det har dog hjulpet med Internettet, så det er lidt svært at holde det skjult for befolkningen)
Desuden er Tyrkiet i tæt aliance med azerbaijan og så længe der er konflikt mellem azerbaijan og Armenien vil en anerkendelse fra Tyrkiet være noget nær umulig. Måske er det dog en lille gulerod for Tyrkiet, at Eu kræver fred med nabolandene for at et land kan blive optaget.
Sverige har lige anerkendt det, så mon ikke dk følger med om ikke så længe?
Efter mødet tog vi ud til en særlig kirke (spørg mig ikke hvad der var særligt ved den...ingen fortalte hvad det var) for at møde nogle unge præster. Men de var pludselig taget til barnedåb og havde derfor alligevel ikke tid til at tale med os. i stedet overværede vi en gudstjeneste med røgelse og sang og en præst viste os rundt og ind i baglokalerne og se nogle gamle udstillede præsteuniformer. De præster vi så til gudstjenesten havde forskellige farver kjoler på og han fortalte, at det aghænger af den status de har og om de lever i sølibat eller ej og om den eventuelle sølibat har været livslang eller ej.
Vi troede alle at dagen var slut, men nej! Vi skulle da lige en tur på krigsmuseum. Top mystisk og ingen af os fattede noget.
Tilbage på taget bestilte vi pizzaer og lagde dyner ud og fyrede op for den nu boblende vandpibe.
08.08.10
Dagen i går sluttede på den mest dejlige måde jeg nu tænke mig. De fleste tog i byen, men jeg og Lærke, Jesper, Kasper og Kristoffer blev liggende på taget og sludrede. På et tidspunkt midt om natten gik vi ind på gangen og lavede danseøvelser instrueret af Jesper (han danser sammen med Ditte Højgarard fra semi). Det var så super hyggeligt og jeg endte med at falde i søvn på gulvet under en afspændingsøvelse.
Og det var så dejligt at kunne sove til jeg vågnede af mig selv og bare tage det roligt til morgen. Mig, Lærke og Jesper udnyttede den gode arkustik på gangen og sang morgensang mellem chokolademaderne og vandmelonen.
I det hele taget har det bare været ensuper dejligdag i dag. Det har været så rart at have fridag og tid til at fise lidt rundt i Yeravan og opleve byen fra andre vinkler end fra busvinduet på alle de travle udflugtsdage. Det er faktisk en rigtig lækker på. Nu skal jeg ikke forsge at gøre mig klog på mode, men hvis man er shoppingmenneske er det vist ikke lige stedet, men det er en rigtig stemningsfyldt by med sådan en hyggelig atmosfære. Elsker at der er cafeer overalt. på den mindste lille frieplet er der lige blevet plads til en cafe.
Og så skylder jegvistlige Armenien og armenierne en undskyldning. Jo, jeg blev skide irriteret på de skvathoveder de første par dage, men dem jeg harmødt i byen og talt med hilst på her har virkeligværeg fine og flinke mennesker. Og Nune og hendes venner har virkelig været hjælpsomme.
Vi tog en taxa til centrum og metroen videre derfra til en eller anden station hvor der efter sigende skulle være noget market af en art. Uden for metroen mødte vi en ung gut, Arthur, med sin guitar på ryggen som anbefalede hængeudsteder, og vi morede os over at billetterne til metroen her er små lyserøde poletter.
Vi ankom til markedet, der viste sig at være en sovjetstilens svar på ro's torv og det var simpelthen det mest gyselige af det gyselige man kan forestille sig. Men det var oplevelslen værd.
Tilbage i centrum skiltes jeg fra de andre for at finde noget traditionelt armensk mad (de andre ville ha sushi) og finde et sted jeg kunne slappe af. Men sådan gik det ikke, for jeg mødte Arthur ved springvandet og han slæbte mig, på mit spørgsmål om armensk restaurant, hen til en sted der serverede ravioli i alle mulige afskygninger og jeg må sige det var veldig godt selvom juicen til 2000 dram var noget overvurderet. Resten af dagen brugte jeg i Arthurs selskab først med at vade rundt i byen og se hans fremlægning af byen med monument (ved ikke for hvad), statuer og kunstudstilling. Det var en skæg måde at opleve byen på og helt sikkert med til at redde mit indtryg af Armenien. Han var sjov at snakke med med hans skægge holdning om armeniere som grimme og kedeligt ueuropæiske. Selv var han bosat med sin familie i Moskva og på ferie hos sin bedstemor. Vi satte os over i en park (en af de få der ikke var oversået med cafeer) og han spillede guitar og sang rusiske sovjetpunkersange inden vi satte os over til en lille gruppe unge og spillede 'mafia'. De var alle armenier bosat itjekkiet og på ferie hos deres familie i yeravan.
Jeg endte alligevel med at få min traditionelle armenske madoplevelse. Og det endda i allerbedste stil på en traditionel armensk restaurent med traditionelt orkester og indretning med gamle instrumenter og service. Så stod den ellers på tolma, qyufta og forskellige småretter, blandt andet det sædvanlige flade brød og mystiske ostestrimler. Til dessert var der fårehjerne i spejlæg. Mægtig interessant, men det bliver nok aldrig min livret.
Tilbage på hostel fik vi pakket og kl 1 var der afgang til lufthavnen hvor de fleste forsøgte sig med en lille lur inden en langvarrig tjeck in.
Dagen i går sluttede på den mest dejlige måde jeg nu tænke mig. De fleste tog i byen, men jeg og Lærke, Jesper, Kasper og Kristoffer blev liggende på taget og sludrede. På et tidspunkt midt om natten gik vi ind på gangen og lavede danseøvelser instrueret af Jesper (han danser sammen med Ditte Højgarard fra semi). Det var så super hyggeligt og jeg endte med at falde i søvn på gulvet under en afspændingsøvelse.
Og det var så dejligt at kunne sove til jeg vågnede af mig selv og bare tage det roligt til morgen. Mig, Lærke og Jesper udnyttede den gode arkustik på gangen og sang morgensang mellem chokolademaderne og vandmelonen.
I det hele taget har det bare været ensuper dejligdag i dag. Det har været så rart at have fridag og tid til at fise lidt rundt i Yeravan og opleve byen fra andre vinkler end fra busvinduet på alle de travle udflugtsdage. Det er faktisk en rigtig lækker på. Nu skal jeg ikke forsge at gøre mig klog på mode, men hvis man er shoppingmenneske er det vist ikke lige stedet, men det er en rigtig stemningsfyldt by med sådan en hyggelig atmosfære. Elsker at der er cafeer overalt. på den mindste lille frieplet er der lige blevet plads til en cafe.
Og så skylder jegvistlige Armenien og armenierne en undskyldning. Jo, jeg blev skide irriteret på de skvathoveder de første par dage, men dem jeg harmødt i byen og talt med hilst på her har virkeligværeg fine og flinke mennesker. Og Nune og hendes venner har virkelig været hjælpsomme.
Vi tog en taxa til centrum og metroen videre derfra til en eller anden station hvor der efter sigende skulle være noget market af en art. Uden for metroen mødte vi en ung gut, Arthur, med sin guitar på ryggen som anbefalede hængeudsteder, og vi morede os over at billetterne til metroen her er små lyserøde poletter.
Vi ankom til markedet, der viste sig at være en sovjetstilens svar på ro's torv og det var simpelthen det mest gyselige af det gyselige man kan forestille sig. Men det var oplevelslen værd.
Tilbage i centrum skiltes jeg fra de andre for at finde noget traditionelt armensk mad (de andre ville ha sushi) og finde et sted jeg kunne slappe af. Men sådan gik det ikke, for jeg mødte Arthur ved springvandet og han slæbte mig, på mit spørgsmål om armensk restaurant, hen til en sted der serverede ravioli i alle mulige afskygninger og jeg må sige det var veldig godt selvom juicen til 2000 dram var noget overvurderet. Resten af dagen brugte jeg i Arthurs selskab først med at vade rundt i byen og se hans fremlægning af byen med monument (ved ikke for hvad), statuer og kunstudstilling. Det var en skæg måde at opleve byen på og helt sikkert med til at redde mit indtryg af Armenien. Han var sjov at snakke med med hans skægge holdning om armeniere som grimme og kedeligt ueuropæiske. Selv var han bosat med sin familie i Moskva og på ferie hos sin bedstemor. Vi satte os over i en park (en af de få der ikke var oversået med cafeer) og han spillede guitar og sang rusiske sovjetpunkersange inden vi satte os over til en lille gruppe unge og spillede 'mafia'. De var alle armenier bosat itjekkiet og på ferie hos deres familie i yeravan.
Jeg endte alligevel med at få min traditionelle armenske madoplevelse. Og det endda i allerbedste stil på en traditionel armensk restaurent med traditionelt orkester og indretning med gamle instrumenter og service. Så stod den ellers på tolma, qyufta og forskellige småretter, blandt andet det sædvanlige flade brød og mystiske ostestrimler. Til dessert var der fårehjerne i spejlæg. Mægtig interessant, men det bliver nok aldrig min livret.
Tilbage på hostel fik vi pakket og kl 1 var der afgang til lufthavnen hvor de fleste forsøgte sig med en lille lur inden en langvarrig tjeck in.
tirsdag den 3. august 2010
26.07.0 esfahan
Vi ankom til
Well,
Først var vi ovre hos farfaren der lavede tekstiltryk. Det var mægtig interessant at se hamarbejde. Han har en masse forskellige stempler med forskellige motiver og mønstre som han smører farve på og trykker et efter et. Først trykkes det hele op med sort og derefter de forskellige farver, der var udvundet af forskellige naturlige plantestoffer. David fik ham til at lave et stempel på sin tshirt.
Bagefter så vi de andre håndværk, men der blev ikke fortalt så meget. Vi mødtes med det andet hold i et tehus og spiste noget traditionel snask (vist nok kartofler og bønner blendet og krydderier og olie) inden min gruppe besøgte onklens tæppelager og fik fortalt om hvordan tæpperne fremstilles og om forskellige typer tæpper. Citytæpperne har næsten altid en medaljon i midten og er vævet efter en skabelon og spejlet i tvær- og længdeaksen. Nomadetæpperne har symbolske figurer, men er vævet ud fra fantasien, så ingen er ens. Vi så på en hulensbulens masse tæpper og nej hvor var de bare grimme. Total hodja fra piort 200 år gamle tæpper. Enormt fascinerende og spændende.
Vi mødtes med de andre igen og de fleste tog hjem eller var allederede taget hjem. Jeg var også sindssygt smadret, men eftersigende var det den 12. Imams fødselsdag dagen efter og derfor lukket i bazaren. Jeg havde slet ikke fået oset nok, så jeg tog med et par stykker videre rundt og det var rigtig hyggeligt. Vi var blandt andet inde hos en smykkehandler med langt hår hvor tøserne gik helt amok.
Vi mødte også en fyr gwen og Kasper kendte. Thomas, der læser persisk på kua. Ham fik jeg lige sludret lidt med om lidt nørdesprog.
Vi endte hos tæppehandlerens onkels butik omkring kl. 7 og fik te og fortalt en masse røver historier jeg var alt for træt til at lytte til.
Sindssyg lang dag, men den var ikke slut endnu. Vi tog hjem og sov 40 min. inden vi tog i byen for at fejre imamen. Vi havde fået at vide at vi ikke skulle spise aftensmad fordi der er tradition for at madboderne på bazaren og rundt omkring i byen deler ud for at fejre. Vi spiste ash (traditionel ret med nogen grønt og bønner) med en familie på emam square.
27.7.10 esfahan
I dag var fridag og jeg vaskede hår. Tænkte at mit hår lige skulle tørre og pludsellig fandt jeg mig selv i restaurenten med kortærmet tshirt og udslagen hår stikkende ud fra alle kanter af tørklædet. Det var så ubehageligt! Følte mig helt nøgen og lånte sikkerhedsnåle af gwen til at samle tøjet, så jeg kunne blive nogenlunde anstændig.
Mig Karina blev trætte af at vente på de andre og begav os ud på egen hånd. Vores plan var at slentre lidt rundt i bazaren finde nogle postkort og at lægge os i parken for at slappe af efter den hårde dag i går. Vi nåede dog aldrig så langt for en anden tæppehandler lokkede os
Vi mødtes med de andre på hotellet kl 4 og tog ned for at gå langs floden og se på broerne. Især to af dem var meget fine og der var fyldt med lokale der badede og var på tur med familien. Ærgerligt vi ikke boede lidt tættere på så vi ku gå der ned og kigge flere gange. På vej hjem tog vi ud at spise på en lidt bedre restaurant og mig og Mette delte en portion fessenjan og ris. Det er kylling i valnødde/granatæblesovs. Det smager virkelig godt.
28.7.10 esfahan
Var mega træt da jeg vågnede. Det var en hård dag i går.
Folk kom som sædvanligt for sent, så vi kom først sent hen til Iman moske. Den var tilgengæld virkelig overvældelnde smuk. Helt overvældende. Mig og Louise formåede nok engang at blive væk fra gruppen på vej derover, men mødte til gengæld nogle fine mennesker på vejen.
Kvindemoskeen var lukket, så jeg håber vi når den i morgen. I stedet fik vi fritid til at rende rundt og mig og Karina gik på powershopping og hyggede os gevaldigt med at kigge på smykker og drikke the med tæppehandleren.
Senere tullede jeg lidt rundt og så påhåndværkere der arbejdede. Fandt fx ud af hvordan malingen bliver glansfuld på de der skåle ved at varme dem over ild. Jeg overværede håndværkerens undervise sine elever i hvordan de små prikker skal laves.
Vi tog en taxa til Jolfa og så denne armenske bydel og to katedraler. Det var flot men jeg var så træt, at jeg ikke fik så meget ud af det. Fik mere id af den dejlige is med kakaomælkene jeg sluprede bagefter.
Jeg havde virkelig aldrig troet det skulle ske at jeg skulle komme hjem med et persisk tæppe. Har virkelig altid syntes de var noget så grimme. Men det her solgte sig selv til mig. Så fint så fint. Vi skulle ellers bare forbi til endnu en kop te med al for meget sukker. Det var lidt mystisk at betale via en modemdame i
Det er et City tæppe med det såkalte havemotiv.
Kom sent tilbage på hotellet og spiste en kebab på hjørnet. For første gang en næsten ægte durumrulle. Mums.
29.07.10 esfahan
Mig og Karina havde planlagt, at sidste dag i esfahan skulle
Sådan blev det overhovedet ikke! Vi Fik købt postkort men strandede derefter hos vores smykkemand. Vi ville bare hen og sige farvel efter at have besøgt ham flere gange om dagen de andre dage, men han var ved at lukke for at holde frokostpause og vi endte efter en noget forvirret samtale at tage med ham. Han førte os gennem de snogede gange og
Han havde lidt svært ved at forstå at Karina kun skulle ha ris, men det lykkedes da, og det var rigtig hyggeligt, selvom han ikke rigtig ku så meget engelsk. Bagefter tog vi på tehus og fik te og røg vandpibe. Han forklarede, at sufisterne tror på at vandpiben får een i kontakt med Gud...eller noget i den stil, men at tobakken skal være uden kemikalier og altså uden smag. Det smagte logisk nok helt anderledes end dem jeg har fået før med alle mulige æble lakrids mint appelsin you name it. Den var blød og rund og god og han forklarede hvordan man skal inhalere helt ned og op over hovedet og dybt ned i lungerne mens man stirrer mediterende ind i boblerne. Til sidst blev jeg mega skæv og kunne ikke finde ud af at drikke min te.
Tilbage i buttikken åbnede Ali, som han hed, op og begyndte at fortælle om sufisme. Det var helt underligt at opleve hvordan han var helt hengivet til sufisterne 'gud', der sjovt nok også hedder Ali og hvordan han kyssede et billede han havde af ham. Han tændte røgelse og tog spåterninger frem. Han sagde at min økonomi og hvad ved jeg kørte derudad og ar Karina hel redsmæssigt ville få det bedre til efteråret når det blev lidt koldere. Lidt spooky eftersom hun har været syg af varmen både her i i dk.
Pludselig kom Camilla og Louise i d i butikken og jeg har aldrig før set nogen pakke spå og og terninger væk så hurtigt. L og C sagde at de ikke engang havde nået at se det var der. Vi præsenterede dem som vores venner og han tøede lidt op igen og fortalte om hvordan hans mor havde klippet hans lange hestehale af en dag han havde siddet og været optaget af tv og om at syn han havde haft om at Ali havde givet ham chokolade. Han var tydeligvis meget påvirket af sin oplevelse, for han begyndte at græde og lavede ritualer med nogle kugler. Da han var kommet sig, lavede han et kugleritual med mig også og rensede derved min lever for dårligdom ved at trække energier ud af hænderne på mig og smide dem over på røgelsen. Energierne fortalte ham at jeg burde spise mindre salt og fastfood. Hmmm.
Inden længe havde vi brugt hele dagen med ham. Inden vi skiltes hjalp han mig med at købe safron.
Vi tog et besøg i den smukke kvindemoskeen (den blev bygget til en eller andens koner ) inden vi tog over til tæppemanden og drak en sidste kop te og sagde farvel. De har været så gæstfrie at det slet ikke er til at fatte. Jeg fik en pose tyrkisk kaffe med hjem, som jeg glæder mig til at servere. På vejen tilbage nubbede jeg endnu en durumkebab og en lemonøl.
30.07.10
Vi ankom rigtig tidligt om morgenen til Teheran. Og jeg var så sindssygt træt at dagen bare så total uoverskuelig ud. Vi tog over i en park og spiste brød med yoghurt. Og så faldt jeg i søvn på en betonmur og 'gik glip' af en blotter der efter sigende var temmelig vemmelig og som forsvandt da politiet dukkede op.
Vi tog videre til den park jeg havde været i sammen med Mahnaz og jeg fik skrevet nogle postkort. De andre gik en tur og mig, Vibeke og Karina gik
Da jeg vågnede igen havde jeg kvalme og følte mig dehydreret, så da vi skulle afsted for at spise aftensmad på Teheran gardens var jeg bestemt ikke frisk. Men det var fint jeg tog med, for jeg fik det bedre af at komme lidt
Vi tog ud til baegården igen og afsted med toget til
31.07.10
Sov meget meget bedre på den togtur end på de tog andre. Alligevel var jeg alt for træt til rigtig at få noget ud af den guidede tur vi var på i dag. Det er egentlig ærgerligt, at programmet er bikset sådan sammen, at vi har skullet være så aktive på dage hvor vi natten op til har sovet så dårligt.
Vi ankom til hotellet, der havde de mest klamme toiletter i hele
Efter en meget hurtig morgenmad kom guiden fra Islamic Culturel Relation Organization for at tage os med på tur. Jeg prøvede virkelig at være positiv, og guiden var virkelig flink og skæg, men det er bare svært at holde gejsten oppe når de var så svære at arbejde sammen med sidste gang de stod for vores program, og når de slet ikke lytter til vores ønsker og ikke opfylder der program der er aftalt. I dag var planen fx at vi skulle mødes med en ungdomsorganisation som vi kunne diskutere politik med. Istedet tog han os med på museum (Museum aserbaijan og Den blå moske) og til et møde med turistministeren (ja sådan en har iran) og det kunne da have været spændende nok hvis manden bare havde været i stand til at tale engelsk (guiden fungerede som tolk, men en noget censurerende en af slagsen) og hvis ikke formålet med turen havde været at fortælle os at vejret er godt i Tabriz og at høre os hvilke af byens 14 museer vi ønskede at se i morgen. Nogle fra cruppen begyndte at stille kritiske spørgsmål, hvilket ikke faldt ministeren i god jord, så han afbrød mødet og vi tog videre. Heldigvis fik vi talt guiden fra at tage os med til flere museer.
Fra bussen vinkede vi til en familie på en mopet og da vi steg af fik jeg en rundte bag på. Nogle fra gruppen gik var gået i forvejen og jeg regnede med at de bare ville køre mig op til dem, men da vi nåede derop vente vi om og kørte i den modsatte retning. De talte ikke engelsk men så vidt jeg forstod ville de have mig med hjem at spise. Det ku jo være hyggeligt, men de andre ventede ville bare tro jeg var blevet væk igen. Et øjeblik troede jeg at de bare ville køre af sted med mig, men så vente vi endnu engang om og kørte op til de andre, der ventede. Familien kom med til frokost og en tur i parken. Familien inviterede fortsat på besøg og Lærke og Jesper skulle med. Desværre passede det ikke guiden, der var overbevist om at familien ville bekræfte enhver europæers fordomme om atomkraft og terror og det endte med at vi (efter aftale med Gwen og Kasper) stak af fra gruppen. Familien boede i den mere fattige bydel og det var spændende at se hvordan en dårligt stillet familie bor. Huset havde eet rum uden andre møbler end en reol og et fjernsyn. Vi sad på gulvet, der som i enhver iransk stue var dækket med tæpper (Det var dog kunststoftæpper) og fik saftevand og frugt. Sønnen var ligeså hypersktiv som sin far og moren var helt vild og flettede plastikblomsterbuketter til til mig og Lærke. Vi dansede til hæslig popmusik inden de kørte os tilbage til hotellet og nægtede at tage imod benzinpenge.
Senere om aftenen mødte vi faren igen og vi overvejede om hans hypersktivitet kunne skyldes stofmisbrug. 90% af
01.08.10
Jeg var haft den fedeste dag i dag! 7 af os tog ud på landet for at se hvordan der ser ud i en iransk landsby. Godt nok bor der flest med tyrkisk blod og kultur i årerne her, men jaja. Tæppehandleren havde fortalt at der er tre særligt spændende landsbyer i
Vi started dagen med en skøn kop te og glædede os over at gwen og Kasper havde aflyst den gule vest så vi kunne gøre tingene i vores eget tempo. Så tog vi en minibus til landsbyen kandovan, der viste sig at være det skrækkeligste turisthelvede i
Så efter en klatretur op at forstyre de stakkels indbyggeres privatliv og en meget tung frokost bestående af eggplant/fåreostesnask og fårehjerne tog vi til en nærliggende
Vi fandt en mand der kunne lidt engelsk og fik forklaret ham, at vi gerne ville ud at opleve nogle små landsbyer. Først blev han ved med at foreslå kandovan, og forstod ikke at der havde vi været. Til sidst sagde han dog at han kendte en
Der var langt tilbage til
02 .08.10
Lige nu sidder jeg på det forkerte hotel i en by i Nagona Kharabak. Vi har kørt siden klokken 7 i morges og krydset to grænser og buschaufføreren valgte så at at køre os til sin vens hotel i stedet for det vi har booket værelser på. Nu er han kørt og hotellet vil ikke lade os låne telefonen, så vi
Vi havde kørt i hele 45 min., da Louise opdagede at hun havde glemt sin mobiltelefon på hotellet. Vi ventede således midt på en hovedvej mens en taxa kom fra hotellet til os med den. I ventetiden spiste vi brød med feta.
Landskabet blev smukkere og smukkere på vejen mod grænsen som vi krydsede ved 12-tiden. På vejen kunne vi se over til Aserbaijan. Det tog en krig og at få stemplet passet og så skulle man gå et laaaangt stykke gennem ingenmansland før man kom til Armenien blot for at blive mødt af en skide sur man hvis job var at tage et foto af os. Virkelig en dårlig karma han kunne sende der og en kæmpe forskel fra den høflighed vi mødre i
Nu lånte Vibeke en telefon af en gut, så vi
Så fandt vi den nye bus med chauffør og begav os ud på den lange tur. Vi prøvede at forklare ham at vi ikke havde fået frokost, men han nægtede at stoppe før kl. 5, så jeg var inderligt sulten. Vi fik grillet lam, so. Smagte godt, men som også bare vare meget fedt og ikke mættedecpå nogen rar måde, så jeg har været sulten på en kvalm måde lige siden. Og så hjælper det altså ikke med hårnålesvings på bjergsiderne. Havde siddet på forsædet siden om formiddagen hvor den første køresyge viste sig og lammefedtet hjalp virkelig ikke på kvalmen.
Nå! Det viste sig, at det oprindelige hotel havde overbooket og derfor ringet til en armensk kvinde, nuka, der har hjulpet med at lave aftaler for os i armenien, der så har booket om for os, men somm ikke har kunnet give besked fordi netværket ikk e dur i denne stat. Det hænger nemlig sådan sammen, at vi nu er i Nargona kharbak, der en en stat i aserbaijan, der arbejder for at opnå selvstændighed og gwen ìg kaspers simkort er armensk. Alt det politiske rod er noget af det jeg skal lærer om i løber af tiden her. I morgen skal Vibeke i den henseende holde et oplæg. Der glæder jeg mig til.
Nu skal jeg sove. Jeg
torsdag den 29. juli 2010
25.7.10
(kom lige til at lave en fejl p; ipoden,s[der er noget af f'lgende indl;g er der to gange. bare l;s videre s[ kommer forts;ttelsenlidt nede...tror jeg nok.medmindrenoget andet er g[et galt.)
Jeg sidder på Mashad Hostel og gnasker på noget jeg ikke ved hvad er, men nogen af dem har stilke og drengen jeg købte dem af sagde "tree tree", så mon ikke det er en slags blomster. De ligner de der på birketræer, har konsistens som ... Et eller andet lidt blødt uklistret karamel og smag lidt derhen af.
Jeg sidder begravet i hele NEXT STOPs bagage, dr og pakket og stablet - klar til afgang mod Esfahan i aften.
Jeg har en aftale med Mahnaz (hende jeg sad ved siden af i flyveren) om lidt. Vi skal vi skal på teehouse.
Jeg har haft en rigtig fed dag. Havde glæder mig til en dag alene så jeg kunne gå på opdagelse i mit eget tempo og snuse rundt i bazaren og tale med nogen mennesker. Spiste først en falaffel med Kristoffer og begav mig så ind i labyrinterne. Ville først ha taget en slapper i moskeen fordi jeg havde hørt at Iman Khomeini moske skulle være god hvis man ville opleve islam i brug. Men der var på en måde ingen indgang. Måske er det bare sådan moskeer fungerer, men det gav i hvert fald ingrn mening at sætte sig og slappe og suge til sig.
Tilgengæld var det rigtig fedt i bazaren. Alle de mange snørklede veje drillede stedsansen og førte mig gennem et hav af indtryk. Købte en ny blok og har ingen anelse om hvad jeg gav for den fordi pengene er så crazy store tal. Bevarede nogenlunde retningsfornemmelsen, men havde alligevel lige kompasset fremme etpar gange for at sinkre mig at jeg ikke bevægede vig for dybt ind. Kom ind i en nødde/tørret frugt biks og fik lov til at smage på det hele. "du er min kunde - du skal da smage inden du køber". Han havde en masse forskellige rosintyper og hans nabo kom for at forklare mig hvad det var for nogen og hvilke der var til mad og hvilke til bare at spise. Flere af dem kunne jeg slet ikke smage forskel på og andre var helt ens men smagte forskelligt. Og så havde han flere forskellige kvaliteter af samme sort. Købte to slags og cashewnødder og helt hårde tørrede minifigner og så de der birketræspollen der hed tut. Og så købte jeg det der tyndtudrullede tørrede syrlige frugt i æble- og kirsebærvariant. Mums så skal der smovses.
Bagefter fandt jeg mig et fint lilla tørklæde i en bix def hed Hanne til erstatning af det ternede der så småt at jeg bliver nødt til at binde 25.7.10
Jeg sidder på Mashad Hostel og gnasker på noget jeg ikke ved hvad er, men nogen af dem har stilke og drengen jeg købte dem af sagde "tree tree", så mon ikke det er en slags blomster. De ligner de der på birketræer, har konsistens som ... Et eller andet lidt blødt uklistret karamel og smag lidt derhen af.
Jeg sidder begravet i hele NEXT STOPs bagage, dr og pakket og stablet - klar til afgang mod Esfahan i aften.
Jeg har en aftale med Mahnaz (hende jeg sad ved siden af i flyveren) om lidt. Vi skal vi skal på teehouse.
Jeg har haft en rigtig fed dag. Havde glæder mig til en dag alene så jeg kunne gå på opdagelse i mit eget tempo og snuse rundt i bazaren og tale med nogen mennesker. Spiste først en falaffel med Kristoffer og begav mig så ind i labyrinterne. Ville først ha taget en slapper i moskeen fordi jeg havde hørt at Iman Khomeini moske skulle være god hvis man ville opleve islam i brug. Men der var på en måde ingen indgang. Måske er det bare sådan moskeer fungerer, men det gav i hvert fald ingrn mening at sætte sig og slappe og suge til sig.
Tilgengæld var det rigtig fedt i bazaren. Alle de mange snørklede veje drillede stedsansen og førte mig gennem et hav af indtryk. Købte en ny blok og har ingen anelse om hvad jeg gav for den fordi pengene er så crazy store tal. Bevarede nogenlunde retningsfornemmelsen, men havde alligevel lige kompasset fremme etpar gange for at sinkre mig at jeg ikke bevægede vig for dybt ind. Kom ind i en nødde/tørret frugt biks og fik lov til at smage på det hele. "du er min kunde - du skal da smage inden du køber". Han havde en masse forskellige rosintyper og hans nabo kom for at forklare mig hvad det var for nogen og hvilke der var til mad og hvilke til bare at spise. Flere af dem kunne jeg slet ikke smage forskel på og andre var helt ens men smagte forskelligt. Og så havde han flere forskellige kvaliteter af samme sort. Købte to slags og cashewnødder og helt hårde tørrede minifigner og så de der birketræspollen der hed tut. Og så købte jeg det der tyndtudrullede tørrede syrlige frugt i æble- og kirsebærvariant. Mums så skal der smovses.
Bagefter fandt jeg mig et fint lilla tørklæde i en bix def hed Hanne til erstatning af det ternede der så småt at jeg bliver nødt til at binde en kvælende varm knude under hagen før det bliver siddende. Og så fuld fart ud for at nå hjem at møde Mahnaz i tide...og til at smut på perserrønden inden.
---
Mahnaz kom og hentede mig og vi tog en taxi til en park hvor vi gik en lille tur og satte og i et tehus ( der er bare de der traditionelle day beds uberalles) og spiste en is. Minmave satte rumlefrekvensen op (den var allerde ikke for god i forvejen og havde haft nogle hæftige toiletbesøg) til det foruroligende.
Jeg er helt vild med de kranske tehuse. Det er så hyggeligt sidde på daybedsne og stemningen er så fed med vandpiberygende mænd og de bittesmå tekopper der pga størrelsen forhindrer at dereyge alt for store mængder ned i løbet af de 1001 tepauser iranerens holder om dagen.
Mahnaz viste mig hvordan man sidder på den rigtige måde - nemlig i Four lega alias skrædderstillingens der er den traditionelle høflige persiske siddestillingen. Det er yderst uhøfligt at pege sine fodsåler mod andre, så det med at smække benene over kårs kan man godt blive liggende derhjemme.
Menukortet stod på det såkalte penglish. En blaning mellemg engels og persisk der gør det fuldstændig umuligt at læse. Kun som enfelskralende perser eller persisklæsende engelskforstående forstår man det, da det er engelsk skrevet med arpabiske bogstaver.
Vi havde det hyggeligt og interessant samtale inden hun fulgte mig hjem igen. Trafikken var helt sindssyg og jeg lod hende tage styringen totalt så hin tog mig i hånden og hev mig af sted når hun anede et microskopisk hul mellem bilerne.
Tilbage på hotellet var folk ved at være klar til afgang. Jeg smuttede med Kasper over til frugtmanden der bød os på melon 'baglokalet' og næsten ikke ville lade os gå, så vi var lige ved at komme for sent. På vej tilbage plukkede jeg en tale away kyllingkebab som jeg slugte mellem al bagagen mens vi ventede på at de sidste skulle komme tilbage. Kasper og jeg var lige ved at misse bussen fordi min persermave holdt mine fodsåler tømret til squat-toilettets porcelæns'brat i al for lang tid. Men vi nåede den (vi havde kabret en hel publicbus for os selv) og kom fint til banegården.
På banegården faldtjeg i snak med en pige der havde vildeste monobryn og som jeg måtte kigge en ekstre gang på for at være sikker på hun ikke var en tørklædeklædt mand.
I toget kom jeg i kupe med Lærke og Camilla og tre iranske kvinder. Den ene havde været med sin veninde Teheran med den anden for at få lavet en kosmetisk næseoperation. Det er meget normalt i Iran og der bliver udført 70.000 om året. Den tredje var en meget snaksagelig kvinde, der var ivrig efter at høre om regler i dk. Fx var hun megt opsat på at høre om skilsmisseregler og kvinders rettigheder i den forbindelse. I Iran må en mand have op til fire koner og kan indgå midlertidige ægteskaber med kvinder, varende alt fra en halv time til 99 år. Det foregår ofte sådan, at manden har en primær kone med en flot uddannelse og udseende og som på overfladen er perfekt med styr på økonomi og familimæssig baggrund. Med hende er han gift på livstid. Ved siden af kan han så have en eller flere andre koner som han måske er forelsket i eller bare hygger sig med. Dem er han oftest gift med midlertidigt for 99år for at beholde en statusforskel på konerne. Ingen ved noget om de andre koner og de kender ikke til hinanden. Alt bliver holdt hemmeligt udadtil. Hvis naboen opdager det ku han ikke drømme om at afsløre sin hemmelighed, men kan istedet indgå en aftale med manden om at han til gengæld hvis naboen holder tæt vil holde sin mund hvis naboen vil have en ekstra kone.
Mens vi sad ìg talte kom togmanden og bankede på en mio gange for at spørge om 1001 ligegyldige ting. Damen sagde at han håbede på at se os uden tørklæde, men desværre for ham var vi meget ppasselige med at dække os til hver gang det bankede. Tro det eller lad være så er vi (selvom det er møgbesvlrligt) blevet så vant til hijap, at det næsten føles som at være nøjen når det ryger af.
Inden vi lagde os til at sove ( ak al al for sent) sludrede vi tre dk'ere videre på dansk inden vi langt om længe fik slået min hylde ned og lagde os til at sove. Hylden havde den mest fest sengehestes og jeg vågnede konstant hele natten fordi jeg troede jeg var ved at falde ned. Nøk hvor sov vi virkelig dårligt... Og jeg er lige kommet i tanke om at vi skal med nattog tilbage igen og igen videre til Tabriz. puha.en kvælende varm knude under hagen før det bliver siddende. Og så fuld fart ud for at nå hjem at møde Mahnaz i tide...og til at smut på perserrønden inden.
---
Mahnaz kom og hentede mig og vi tog en taxi til en park hvor vi gik en lille tur og satte og i et tehus ( der er bare de der traditionelle day beds uberalles) og spiste en is. Minmave satte rumlefrekvensen op (den var allerde ikke for god i forvejen og havde haft nogle hæftige toiletbesøg) til det foruroligende.
Jeg er helt vild med de kranske tehuse. Det er så hyggeligt sidde på daybedsne og stemningen er så fed med vandpiberygende mænd og de bittesmå tekopper der pga størrelsen forhindrer at dereyge alt for store mængder ned i løbet af de 1001 tepauser iranerens holder om dagen.
Mahnaz viste mig hvordan man sidder på den rigtige måde - nemlig i Four lega alias skrædderstillingens der er den traditionelle høflige persiske siddestillingen. Det er yderst uhøfligt at pege sine fodsåler mod andre, så det med at smække benene over kårs kan man godt blive liggende derhjemme.
Menukortet stod på det såkalte penglish. En blaning mellemg engels og persisk der gør det fuldstændig umuligt at læse. Kun som enfelskralende perser eller persisklæsende engelskforstående forstår man det, da det er engelsk skrevet med arpabiske bogstaver.
Vi havde det hyggeligt og interessant samtale inden hun fulgte mig hjem igen. Trafikken var helt sindssyg og jeg lod hende tage styringen totalt så hin tog mig i hånden og hev mig af sted når hun anede et microskopisk hul mellem bilerne.
Tilbage på hotellet var folk ved at være klar til afgang. Jeg smuttede med Kasper over til frugtmanden der bød os på melon 'baglokalet' og næsten ikke ville lade os gå, så vi var lige ved at komme for sent. På vej tilbage plukkede jeg en tale away kyllingkebab som jeg slugte mellem al bagagen mens vi ventede på at de sidste skulle komme tilbage. Kasper og jeg var lige ved at misse bussen fordi min persermave holdt mine fodsåler tømret til squat-toilettets porcelæns'brat i al for lang tid. Men vi nåede den (vi havde kabret en hel publicbus for os selv) og kom fint til banegården.
På banegården faldtjeg i snak med en pige der havde vildeste monobryn og som jeg måtte kigge en ekstre gang på for at være sikker på hun ikke var en tørklædeklædt mand.
I toget kom jeg i kupe med Lærke og Camilla og tre iranske kvinder. Den ene havde været med sin veninde Teheran med den anden for at få lavet en kosmetisk næseoperation. Det er meget normalt i Iran og der bliver udført 70.000 om året. Den tredje var en meget snaksagelig kvinde, der var ivrig efter at høre om regler i dk. Fx var hun megt opsat på at høre om skilsmisseregler og kvinders rettigheder i den forbindelse. I Iran må en mand have op til fire koner og kan indgå midlertidige ægteskaber med kvinder, varende alt fra en halv time til 99 år. Det foregår ofte sådan, at manden har en primær kone med en flot uddannelse og udseende og som på overfladen er perfekt med styr på økonomi og familimæssig baggrund. Med hende er han gift på livstid. Ved siden af kan han så have en eller flere andre koner som han måske er forelsket i eller bare hygger sig med. Dem er han oftest gift med midlertidigt for 99år for at beholde en statusforskel på konerne. Ingen ved noget om de andre koner og de kender ikke til hinanden. Alt bliver holdt hemmeligt udadtil. Hvis naboen opdager det ku han ikke drømme om at afsløre sin hemmelighed, men kan istedet indgå en aftale med manden om at han til gengæld hvis naboen holder tæt vil holde sin mund hvis naboen vil have en ekstra kone.
Mens vi sad ìg talte kom togmanden og bankede på en mio gange for at spørge om 1001 ligegyldige ting. Damen sagde at han håbede på at se os uden tørklæde, men desværre for ham var vi meget ppasselige med at dække os til hver gang det bankede. Tro det eller lad være så er vi (selvom det er møgbesvlrligt) blevet så vant til hijap, at det næsten føles som at være nøjen når det ryger af.
Inden vi lagde os til at sove ( ak al al for sent) sludrede vi tre dk'ere videre på dansk inden vi langt om længe fik slået min hylde ned og lagde os til at sove. Hylden havde den mest fest sengehestes og jeg vågnede konstant hele natten fordi jeg troede jeg var ved at falde ned. Nøk hvor sov vi virkelig dårligt... Og jeg er lige kommet i tanke om at vi skal med nattog tilbage igen og igen videre til Tabriz. puha.
(kom lige til at lave en fejl p; ipoden,s[der er noget af f'lgende indl;g er der to gange. bare l;s videre s[ kommer forts;ttelsenlidt nede...tror jeg nok.medmindrenoget andet er g[et galt.)
Jeg sidder på Mashad Hostel og gnasker på noget jeg ikke ved hvad er, men nogen af dem har stilke og drengen jeg købte dem af sagde "tree tree", så mon ikke det er en slags blomster. De ligner de der på birketræer, har konsistens som ... Et eller andet lidt blødt uklistret karamel og smag lidt derhen af.
Jeg sidder begravet i hele NEXT STOPs bagage, dr og pakket og stablet - klar til afgang mod Esfahan i aften.
Jeg har en aftale med Mahnaz (hende jeg sad ved siden af i flyveren) om lidt. Vi skal vi skal på teehouse.
Jeg har haft en rigtig fed dag. Havde glæder mig til en dag alene så jeg kunne gå på opdagelse i mit eget tempo og snuse rundt i bazaren og tale med nogen mennesker. Spiste først en falaffel med Kristoffer og begav mig så ind i labyrinterne. Ville først ha taget en slapper i moskeen fordi jeg havde hørt at Iman Khomeini moske skulle være god hvis man ville opleve islam i brug. Men der var på en måde ingen indgang. Måske er det bare sådan moskeer fungerer, men det gav i hvert fald ingrn mening at sætte sig og slappe og suge til sig.
Tilgengæld var det rigtig fedt i bazaren. Alle de mange snørklede veje drillede stedsansen og førte mig gennem et hav af indtryk. Købte en ny blok og har ingen anelse om hvad jeg gav for den fordi pengene er så crazy store tal. Bevarede nogenlunde retningsfornemmelsen, men havde alligevel lige kompasset fremme etpar gange for at sinkre mig at jeg ikke bevægede vig for dybt ind. Kom ind i en nødde/tørret frugt biks og fik lov til at smage på det hele. "du er min kunde - du skal da smage inden du køber". Han havde en masse forskellige rosintyper og hans nabo kom for at forklare mig hvad det var for nogen og hvilke der var til mad og hvilke til bare at spise. Flere af dem kunne jeg slet ikke smage forskel på og andre var helt ens men smagte forskelligt. Og så havde han flere forskellige kvaliteter af samme sort. Købte to slags og cashewnødder og helt hårde tørrede minifigner og så de der birketræspollen der hed tut. Og så købte jeg det der tyndtudrullede tørrede syrlige frugt i æble- og kirsebærvariant. Mums så skal der smovses.
Bagefter fandt jeg mig et fint lilla tørklæde i en bix def hed Hanne til erstatning af det ternede der så småt at jeg bliver nødt til at binde 25.7.10
Jeg sidder på Mashad Hostel og gnasker på noget jeg ikke ved hvad er, men nogen af dem har stilke og drengen jeg købte dem af sagde "tree tree", så mon ikke det er en slags blomster. De ligner de der på birketræer, har konsistens som ... Et eller andet lidt blødt uklistret karamel og smag lidt derhen af.
Jeg sidder begravet i hele NEXT STOPs bagage, dr og pakket og stablet - klar til afgang mod Esfahan i aften.
Jeg har en aftale med Mahnaz (hende jeg sad ved siden af i flyveren) om lidt. Vi skal vi skal på teehouse.
Jeg har haft en rigtig fed dag. Havde glæder mig til en dag alene så jeg kunne gå på opdagelse i mit eget tempo og snuse rundt i bazaren og tale med nogen mennesker. Spiste først en falaffel med Kristoffer og begav mig så ind i labyrinterne. Ville først ha taget en slapper i moskeen fordi jeg havde hørt at Iman Khomeini moske skulle være god hvis man ville opleve islam i brug. Men der var på en måde ingen indgang. Måske er det bare sådan moskeer fungerer, men det gav i hvert fald ingrn mening at sætte sig og slappe og suge til sig.
Tilgengæld var det rigtig fedt i bazaren. Alle de mange snørklede veje drillede stedsansen og førte mig gennem et hav af indtryk. Købte en ny blok og har ingen anelse om hvad jeg gav for den fordi pengene er så crazy store tal. Bevarede nogenlunde retningsfornemmelsen, men havde alligevel lige kompasset fremme etpar gange for at sinkre mig at jeg ikke bevægede vig for dybt ind. Kom ind i en nødde/tørret frugt biks og fik lov til at smage på det hele. "du er min kunde - du skal da smage inden du køber". Han havde en masse forskellige rosintyper og hans nabo kom for at forklare mig hvad det var for nogen og hvilke der var til mad og hvilke til bare at spise. Flere af dem kunne jeg slet ikke smage forskel på og andre var helt ens men smagte forskelligt. Og så havde han flere forskellige kvaliteter af samme sort. Købte to slags og cashewnødder og helt hårde tørrede minifigner og så de der birketræspollen der hed tut. Og så købte jeg det der tyndtudrullede tørrede syrlige frugt i æble- og kirsebærvariant. Mums så skal der smovses.
Bagefter fandt jeg mig et fint lilla tørklæde i en bix def hed Hanne til erstatning af det ternede der så småt at jeg bliver nødt til at binde en kvælende varm knude under hagen før det bliver siddende. Og så fuld fart ud for at nå hjem at møde Mahnaz i tide...og til at smut på perserrønden inden.
---
Mahnaz kom og hentede mig og vi tog en taxi til en park hvor vi gik en lille tur og satte og i et tehus ( der er bare de der traditionelle day beds uberalles) og spiste en is. Minmave satte rumlefrekvensen op (den var allerde ikke for god i forvejen og havde haft nogle hæftige toiletbesøg) til det foruroligende.
Jeg er helt vild med de kranske tehuse. Det er så hyggeligt sidde på daybedsne og stemningen er så fed med vandpiberygende mænd og de bittesmå tekopper der pga størrelsen forhindrer at dereyge alt for store mængder ned i løbet af de 1001 tepauser iranerens holder om dagen.
Mahnaz viste mig hvordan man sidder på den rigtige måde - nemlig i Four lega alias skrædderstillingens der er den traditionelle høflige persiske siddestillingen. Det er yderst uhøfligt at pege sine fodsåler mod andre, så det med at smække benene over kårs kan man godt blive liggende derhjemme.
Menukortet stod på det såkalte penglish. En blaning mellemg engels og persisk der gør det fuldstændig umuligt at læse. Kun som enfelskralende perser eller persisklæsende engelskforstående forstår man det, da det er engelsk skrevet med arpabiske bogstaver.
Vi havde det hyggeligt og interessant samtale inden hun fulgte mig hjem igen. Trafikken var helt sindssyg og jeg lod hende tage styringen totalt så hin tog mig i hånden og hev mig af sted når hun anede et microskopisk hul mellem bilerne.
Tilbage på hotellet var folk ved at være klar til afgang. Jeg smuttede med Kasper over til frugtmanden der bød os på melon 'baglokalet' og næsten ikke ville lade os gå, så vi var lige ved at komme for sent. På vej tilbage plukkede jeg en tale away kyllingkebab som jeg slugte mellem al bagagen mens vi ventede på at de sidste skulle komme tilbage. Kasper og jeg var lige ved at misse bussen fordi min persermave holdt mine fodsåler tømret til squat-toilettets porcelæns'brat i al for lang tid. Men vi nåede den (vi havde kabret en hel publicbus for os selv) og kom fint til banegården.
På banegården faldtjeg i snak med en pige der havde vildeste monobryn og som jeg måtte kigge en ekstre gang på for at være sikker på hun ikke var en tørklædeklædt mand.
I toget kom jeg i kupe med Lærke og Camilla og tre iranske kvinder. Den ene havde været med sin veninde Teheran med den anden for at få lavet en kosmetisk næseoperation. Det er meget normalt i Iran og der bliver udført 70.000 om året. Den tredje var en meget snaksagelig kvinde, der var ivrig efter at høre om regler i dk. Fx var hun megt opsat på at høre om skilsmisseregler og kvinders rettigheder i den forbindelse. I Iran må en mand have op til fire koner og kan indgå midlertidige ægteskaber med kvinder, varende alt fra en halv time til 99 år. Det foregår ofte sådan, at manden har en primær kone med en flot uddannelse og udseende og som på overfladen er perfekt med styr på økonomi og familimæssig baggrund. Med hende er han gift på livstid. Ved siden af kan han så have en eller flere andre koner som han måske er forelsket i eller bare hygger sig med. Dem er han oftest gift med midlertidigt for 99år for at beholde en statusforskel på konerne. Ingen ved noget om de andre koner og de kender ikke til hinanden. Alt bliver holdt hemmeligt udadtil. Hvis naboen opdager det ku han ikke drømme om at afsløre sin hemmelighed, men kan istedet indgå en aftale med manden om at han til gengæld hvis naboen holder tæt vil holde sin mund hvis naboen vil have en ekstra kone.
Mens vi sad ìg talte kom togmanden og bankede på en mio gange for at spørge om 1001 ligegyldige ting. Damen sagde at han håbede på at se os uden tørklæde, men desværre for ham var vi meget ppasselige med at dække os til hver gang det bankede. Tro det eller lad være så er vi (selvom det er møgbesvlrligt) blevet så vant til hijap, at det næsten føles som at være nøjen når det ryger af.
Inden vi lagde os til at sove ( ak al al for sent) sludrede vi tre dk'ere videre på dansk inden vi langt om længe fik slået min hylde ned og lagde os til at sove. Hylden havde den mest fest sengehestes og jeg vågnede konstant hele natten fordi jeg troede jeg var ved at falde ned. Nøk hvor sov vi virkelig dårligt... Og jeg er lige kommet i tanke om at vi skal med nattog tilbage igen og igen videre til Tabriz. puha.en kvælende varm knude under hagen før det bliver siddende. Og så fuld fart ud for at nå hjem at møde Mahnaz i tide...og til at smut på perserrønden inden.
---
Mahnaz kom og hentede mig og vi tog en taxi til en park hvor vi gik en lille tur og satte og i et tehus ( der er bare de der traditionelle day beds uberalles) og spiste en is. Minmave satte rumlefrekvensen op (den var allerde ikke for god i forvejen og havde haft nogle hæftige toiletbesøg) til det foruroligende.
Jeg er helt vild med de kranske tehuse. Det er så hyggeligt sidde på daybedsne og stemningen er så fed med vandpiberygende mænd og de bittesmå tekopper der pga størrelsen forhindrer at dereyge alt for store mængder ned i løbet af de 1001 tepauser iranerens holder om dagen.
Mahnaz viste mig hvordan man sidder på den rigtige måde - nemlig i Four lega alias skrædderstillingens der er den traditionelle høflige persiske siddestillingen. Det er yderst uhøfligt at pege sine fodsåler mod andre, så det med at smække benene over kårs kan man godt blive liggende derhjemme.
Menukortet stod på det såkalte penglish. En blaning mellemg engels og persisk der gør det fuldstændig umuligt at læse. Kun som enfelskralende perser eller persisklæsende engelskforstående forstår man det, da det er engelsk skrevet med arpabiske bogstaver.
Vi havde det hyggeligt og interessant samtale inden hun fulgte mig hjem igen. Trafikken var helt sindssyg og jeg lod hende tage styringen totalt så hin tog mig i hånden og hev mig af sted når hun anede et microskopisk hul mellem bilerne.
Tilbage på hotellet var folk ved at være klar til afgang. Jeg smuttede med Kasper over til frugtmanden der bød os på melon 'baglokalet' og næsten ikke ville lade os gå, så vi var lige ved at komme for sent. På vej tilbage plukkede jeg en tale away kyllingkebab som jeg slugte mellem al bagagen mens vi ventede på at de sidste skulle komme tilbage. Kasper og jeg var lige ved at misse bussen fordi min persermave holdt mine fodsåler tømret til squat-toilettets porcelæns'brat i al for lang tid. Men vi nåede den (vi havde kabret en hel publicbus for os selv) og kom fint til banegården.
På banegården faldtjeg i snak med en pige der havde vildeste monobryn og som jeg måtte kigge en ekstre gang på for at være sikker på hun ikke var en tørklædeklædt mand.
I toget kom jeg i kupe med Lærke og Camilla og tre iranske kvinder. Den ene havde været med sin veninde Teheran med den anden for at få lavet en kosmetisk næseoperation. Det er meget normalt i Iran og der bliver udført 70.000 om året. Den tredje var en meget snaksagelig kvinde, der var ivrig efter at høre om regler i dk. Fx var hun megt opsat på at høre om skilsmisseregler og kvinders rettigheder i den forbindelse. I Iran må en mand have op til fire koner og kan indgå midlertidige ægteskaber med kvinder, varende alt fra en halv time til 99 år. Det foregår ofte sådan, at manden har en primær kone med en flot uddannelse og udseende og som på overfladen er perfekt med styr på økonomi og familimæssig baggrund. Med hende er han gift på livstid. Ved siden af kan han så have en eller flere andre koner som han måske er forelsket i eller bare hygger sig med. Dem er han oftest gift med midlertidigt for 99år for at beholde en statusforskel på konerne. Ingen ved noget om de andre koner og de kender ikke til hinanden. Alt bliver holdt hemmeligt udadtil. Hvis naboen opdager det ku han ikke drømme om at afsløre sin hemmelighed, men kan istedet indgå en aftale med manden om at han til gengæld hvis naboen holder tæt vil holde sin mund hvis naboen vil have en ekstra kone.
Mens vi sad ìg talte kom togmanden og bankede på en mio gange for at spørge om 1001 ligegyldige ting. Damen sagde at han håbede på at se os uden tørklæde, men desværre for ham var vi meget ppasselige med at dække os til hver gang det bankede. Tro det eller lad være så er vi (selvom det er møgbesvlrligt) blevet så vant til hijap, at det næsten føles som at være nøjen når det ryger af.
Inden vi lagde os til at sove ( ak al al for sent) sludrede vi tre dk'ere videre på dansk inden vi langt om længe fik slået min hylde ned og lagde os til at sove. Hylden havde den mest fest sengehestes og jeg vågnede konstant hele natten fordi jeg troede jeg var ved at falde ned. Nøk hvor sov vi virkelig dårligt... Og jeg er lige kommet i tanke om at vi skal med nattog tilbage igen og igen videre til Tabriz. puha.
28.7.10
Var mega træt da jeg vågnede. Det var en hård dag i går.
Folk kom som sædvanligt for sent, så vi kom først sent hen til Iman moske. Den var tilgengæld virkelig overvældelnde smuk. Helt overvældende. Mig og Louise formåede nok engang at blive væk fra gruppen på vej derover, men mødte til gengæld nogle fine mennesker på vejen.
Kvindemoskeen var lukket, så jeg håber vi når den i morgen. I stedet fik vi fritid til at rende rundt og mig og Karina gik på powershopping og hyggede os gevaldigt med at kigge på smykker og drikke the med tæppehandleren.
Senere tullede jeg lidt rundt og så påhåndværkere der arbejdede. Fandt fx ud af hvordan malingen bliver glansfuld på de der skåle ved at varme dem over ild. Jeg overværede håndværkerens undervise sine ele er i hvordan de små prikker skal laves.
Vi tog en taxa til Jolfa og så denne armenske bydel og to katedraler. Det var flot men jeg var så træt, at jeg ikke fik så meget ud af det. Fik mere id af den dejlige is med kakaomælkene jeg sluprede bagefter.
Kom sent tilbage på hotellet og spiste en kebab på hjørnet. For første gang en næsten ægte durumhvede. Mums.
Var mega træt da jeg vågnede. Det var en hård dag i går.
Folk kom som sædvanligt for sent, så vi kom først sent hen til Iman moske. Den var tilgengæld virkelig overvældelnde smuk. Helt overvældende. Mig og Louise formåede nok engang at blive væk fra gruppen på vej derover, men mødte til gengæld nogle fine mennesker på vejen.
Kvindemoskeen var lukket, så jeg håber vi når den i morgen. I stedet fik vi fritid til at rende rundt og mig og Karina gik på powershopping og hyggede os gevaldigt med at kigge på smykker og drikke the med tæppehandleren.
Senere tullede jeg lidt rundt og så påhåndværkere der arbejdede. Fandt fx ud af hvordan malingen bliver glansfuld på de der skåle ved at varme dem over ild. Jeg overværede håndværkerens undervise sine ele er i hvordan de små prikker skal laves.
Vi tog en taxa til Jolfa og så denne armenske bydel og to katedraler. Det var flot men jeg var så træt, at jeg ikke fik så meget ud af det. Fik mere id af den dejlige is med kakaomælkene jeg sluprede bagefter.
Kom sent tilbage på hotellet og spiste en kebab på hjørnet. For første gang en næsten ægte durumhvede. Mums.
søndag den 25. juli 2010
To protect your privacy, remote images are blocked in this message. Display images
"Iran? Hvad vil du i Iran? Er Iran ikke farligt?"
Folks reaktioner har været alt fra forestillinger om atomsprængende
terrorangreb til kriminelle voldtægts angreb og piskeslag efterfulgt
af henrettelser af uskyldige ved stening eller hængning. "Hvorfor vil
du dog derhen?" det vil jeg for at opleve at Iran også er andet end
det.
Tag det roligt. Det farligeste i Iran er trafikken. I første omgang
fordi den er sindssyg med 6vejbaner og modkørende i ensrettede gader
og fordi den grønne mand er ledsaget af teksten "cross with Care" (det
gælder om at gå i er jævn tempo uden at tøve eller gå tilvage mens man
ligner en milion, der er dyr at betale erstatning til). I anden omgang
fordi dens udstødning er med. Til at gøre Teheran til verdens 3. Mest
forurenede by.
"Iran? Hvad vil du i Iran? Er Iran ikke farligt?"
Folks reaktioner har været alt fra forestillinger om atomsprængende
terrorangreb til kriminelle voldtægts angreb og piskeslag efterfulgt
af henrettelser af uskyldige ved stening eller hængning. "Hvorfor vil
du dog derhen?" det vil jeg for at opleve at Iran også er andet end
det.
Tag det roligt. Det farligeste i Iran er trafikken. I første omgang
fordi den er sindssyg med 6vejbaner og modkørende i ensrettede gader
og fordi den grønne mand er ledsaget af teksten "cross with Care" (det
gælder om at gå i er jævn tempo uden at tøve eller gå tilvage mens man
ligner en milion, der er dyr at betale erstatning til). I anden omgang
fordi dens udstødning er med. Til at gøre Teheran til verdens 3. Mest
forurenede by.
Så er jeg ankommet til Teheran. Og er vågnet efter en meget kort nat.
Jeg har endnu ikke helt styr på tiden - af yderst praktiske årsager,
er Iran ikke bare to timer foran dk, men hele smarte to og en halv
time foran. Nåede hotelet og sengen kl halv seks i morges, og er nu
vågnet kl. 7.45. Så det er jo herligt, og jeg er ikke spor træt, nej.
Og hvorfor er jeg så vågnet? Jo, det skal jeg sige jer! Mit hovedgærde
er lige klods op af den mest traffikerede vej jeg nogensinde har
oplevet... Nåh ja, og så jeg kan jeg mærke udstødningen fra bilerne
sive ind gennem det utætte vindue og ned i mine lunger.
Rejsen gik rigtig fint. Fant hurtigt de andre NEXT STOP Iranere i
lufthavnen og inden længe befandt vi os i Vien.
På flyet til teheran sad jeg mellem to iranske kvinder og den ene
talte jeg (til den andens fortrydelse) med uafbrudt i alle de 4 timer
turen varede. Fik næsten styr på den politik og historie jeg ikke har
nået at få styr på hjemmefra.
Jeg har endnu ikke helt styr på tiden - af yderst praktiske årsager,
er Iran ikke bare to timer foran dk, men hele smarte to og en halv
time foran. Nåede hotelet og sengen kl halv seks i morges, og er nu
vågnet kl. 7.45. Så det er jo herligt, og jeg er ikke spor træt, nej.
Og hvorfor er jeg så vågnet? Jo, det skal jeg sige jer! Mit hovedgærde
er lige klods op af den mest traffikerede vej jeg nogensinde har
oplevet... Nåh ja, og så jeg kan jeg mærke udstødningen fra bilerne
sive ind gennem det utætte vindue og ned i mine lunger.
Rejsen gik rigtig fint. Fant hurtigt de andre NEXT STOP Iranere i
lufthavnen og inden længe befandt vi os i Vien.
På flyet til teheran sad jeg mellem to iranske kvinder og den ene
talte jeg (til den andens fortrydelse) med uafbrudt i alle de 4 timer
turen varede. Fik næsten styr på den politik og historie jeg ikke har
nået at få styr på hjemmefra.
Next stop IRAN
Om kort tid tager jeg til Iran med Mellemfolkeligt Samvirke og 15
andre nysgerrige, videbegærlige og eventyrlystne Next Stop Iranere.
Vi har hver især vores bevæggrunde for at tage af sted, hver vores mission.
Med en baggrund inden for den danske folkeskole, kan jeg ikke lade
være med at interesere mig for de undervisningsmæssige forhold her.
Iran har et fantastisk højst uddannelses niveau...og et fantastisk
højt arbejdsløshedsniveau. Skolebørnene har sommerferie nu, men mon
ikke der kan lade sig gøre at snuse lidt op om undervisningssysremet
alligevel?
Hvordan bærer de sig ad?
Iran er verdens eneste teokrati. Det er klart, at præstestyret må have
betydning for individets liv og hverdag. Spørgsmålet er hvordan. Hvad
betyder det rent faktisk for fru Kharoui og hendes familie at de er
underlagt en regering, der er så langt væk fra sækularisering som
overhovedet muligt?
Hvordan bliver den almindelige iranske pige og dreng opdraget?ser
opdragelsen forskellig ud derhjemme og i skolen? Hvordan ser
almindelige iraners hverdag ud og hvordan skiller Hr. Kharouis sig ud
fra fruens? Og ikke mindst: hvordan er præsten underlagt præstestyret?
Jeg forestiller mig, at jeg i den kultur, der afspejles af
præstestyret på trods af store forskelle fra den jeg selv er vokset op
i, kan finde ligheder med min egen. Hvordan er iranerens værdigrundlag
i forhold til fx kærlighed og venskab?
Om kort tid tager jeg til Iran med Mellemfolkeligt Samvirke og 15
andre nysgerrige, videbegærlige og eventyrlystne Next Stop Iranere.
Vi har hver især vores bevæggrunde for at tage af sted, hver vores mission.
Med en baggrund inden for den danske folkeskole, kan jeg ikke lade
være med at interesere mig for de undervisningsmæssige forhold her.
Iran har et fantastisk højst uddannelses niveau...og et fantastisk
højt arbejdsløshedsniveau. Skolebørnene har sommerferie nu, men mon
ikke der kan lade sig gøre at snuse lidt op om undervisningssysremet
alligevel?
Hvordan bærer de sig ad?
Iran er verdens eneste teokrati. Det er klart, at præstestyret må have
betydning for individets liv og hverdag. Spørgsmålet er hvordan. Hvad
betyder det rent faktisk for fru Kharoui og hendes familie at de er
underlagt en regering, der er så langt væk fra sækularisering som
overhovedet muligt?
Hvordan bliver den almindelige iranske pige og dreng opdraget?ser
opdragelsen forskellig ud derhjemme og i skolen? Hvordan ser
almindelige iraners hverdag ud og hvordan skiller Hr. Kharouis sig ud
fra fruens? Og ikke mindst: hvordan er præsten underlagt præstestyret?
Jeg forestiller mig, at jeg i den kultur, der afspejles af
præstestyret på trods af store forskelle fra den jeg selv er vokset op
i, kan finde ligheder med min egen. Hvordan er iranerens værdigrundlag
i forhold til fx kærlighed og venskab?
lavere status?
Har lige haft den første oplevelse der kunne give et indtryg af
hvordan der bliver set bliver set på forholdet mellem mænd og kvinder.
Jesper og jeg stod i kø i noget nær en kebab-bod, og han bliver spurgt
hvad han vil have. "En falaffelsandwich med chilisovs." Hvad ville jeg
ha? "kebab uden chili"...og hvad ender man med? Jeg får da det samme
som Herren, som så til gengæld får lov til at betale det hele.
hvordan der bliver set bliver set på forholdet mellem mænd og kvinder.
Jesper og jeg stod i kø i noget nær en kebab-bod, og han bliver spurgt
hvad han vil have. "En falaffelsandwich med chilisovs." Hvad ville jeg
ha? "kebab uden chili"...og hvad ender man med? Jeg får da det samme
som Herren, som så til gengæld får lov til at betale det hele.
21.07
Vi startede dagen sent med at tage ud for at veksle penge. Varmen var
sindssyg så det var kun en lettelse at pengevekslingen, der foregik i
meget airconditionkolde bikse, varede ret længe. I udstillingsvinduet
(jaja udstillingsvinduet i valutabikse er da ikke noget at studse
over) viste en flot kollektion af danske sedler frem. Jeg vekslede til
ikke mindre end 1.160.000 rial. ...og havde brug for en trilebør for
at Slæbe alle de sedler hjem.
Havde morderligt svært ved at komme ind i samtalen med Jesper og en
ældre Herre. Kvinder (eller i der mindste deres jihab) skal ses - ikke
høres.
Vi satte kursen mod bazaren, men nåede aldrig så langt fordi vi gik
ned ad en slags handelsgade hvor vi fandt et sted at få noget at
spise. Fik en falafelsandwish med et eller andet uidentifiserbart
grønsagssnask med eddikesmag. Det smagte surt og spøgst og på ingen
måde som jeg nogensinde havde forestillet mig at iransk mad ville
smage. Desværre blev Karina syg af varmen og mig og Gwen gik med hende
tilbage til Mashad hotel. Jeg syntes varmen var meget styg, så det
passede mig fint at tilbringe eftermiddagen med læsning på værelset.
Om aftenen tog vi metroen til Nordteheran for at tage op på et bjerg
med noget der skulle forestille at være en forlystelsespark svarende
til Tivoli - men uden forlystelser. Hmmm. I metroen mødte vi en
hjælpsom kvinde, der insisterede på at følge os til endestationen og
derefter hjælpe med at finde en grøn minibus, der kunne tage os resten
af vejen.
'forlystelsesparken' var syret! Fyldt med lys og lamper og mere lys i
1001 ens boder (de solgte allesammen sådan noget syltet frugt eller
bærhalløj rullet ud i tynde fedtede plader, som smagte virkelig godt -
og lige til at få syreskader på tænderne af. Irans svar på Haribos
'bælter', så barerigtig frugt) og restaurenter der snoede sig langs en
bjergsti op og op og op ad bjerget. Og det blev virkelig ved og ved og
ved op. Det erfarede jeg da jeg efter 1/2 time formåede at blive væk
fra de andre og, i håb om at finde dem gik og klatrede op til det
begyndte at ynde ud både i boder, lys og andre besøgende. Havde
stoppet og et ganske kort øjeblik kigget på en mand, der tilberedte
grillspyd (kebab) med indmad. Da jeg kiggede op igen var de andre som
sunket i klippeunderlaget. Spurgte folk om de havde set en flok
europæere, men enten ku de ikke engelsk eller også havde de ikke ser
dem. Et ungt par sad og kissemissede (iranere kan også være
nyforelskede (så længe de bare også er gifte)) og de sagde de kun
havde set dem for foden af bjerget for en time siden. Jeg fortsatte
opad og et par forskellige venlige iranere fulgte mig på vej. Begyndte
efterhånden at undre mig over jeg ikke havde fundet dem, når jeg gik
så forholdsvis hurtigt og vi indtil forsvindingsnummeret havde
slentret af sted og givet os god tid. Spekulerede på om jeg på mystisk
vis skulle have overhalet dem på et tidspukt. Men der ver kun 1smal
sti.
Ud Af den blå luft indhentede det unge par mig og sagde at nu var det
bedre at jeg gik tilbage, for højere oppe var det ikke sikkert for mig
at gå. De var så søde og gik med mig hele vejen ned og ventede der
samwmen med mig med ideen om, at før eller siden ville de jo komme ned
når vi skulle hjemad.
Ærgrede mig over vi ikke have lavet det tjekketællesystem vi ellers
havde aftalt. Og så stod vi der og blomstrede og prøvede at sludre
lidt, hvilket dog kompliceredes lidt af engelskproblemer. Selvom det
var ubehageligt at være væk fra de andre og jeg på et tidspunkt
faktisk var noget utryg, var der alligevel noget ret fint ved den
oplevelse fordi det var vældig interessant at opleve den enorme
venlighed og hjælpsomhed fra de folk jeg talte med undervejs og især
de to der tog mig med ned og ventede sammen med mig. Er næsten ærgelig
over at jeg ikke kunne tale noget mere med dem.
Men så kom Kasper. Jubii hvilken lettelse. De havde sat sig ind på en
restaurant hvor tjeneren havde valgt at placere dem på den øverste
teresse uden udsyn til eller ' tilsyn' fra stien. De var efter et
stykke tid blevet enige om at ny havde jeg været rigeligt længe på
toilettet.
De havde fået noget lækker mad og jeg fik deres rester. Det var et
rigtig fedt sted. Vi sad på sådan nogen hævede firkanter med persiske
tæpper og puder. Måske hed de Day beds. Det er sådan nogen overdækkede
spise- og hænge ud/vandpiberygningsfirkant.
Da de havde spidst stod den på den bedste vandpibe jeg har smagt og
chay med kandis og dadler til og sådan nogle valnødder der (ved jeg
fra boderne på vej op) havde ligget i en eller anden lage så de
lignede konserverede hjerner.
Det var en fed oplevelse at opleve hvor de lokale lidt mere velstilede
iranere tager hen for at hygge sig og ha en god aften.
Vi startede dagen sent med at tage ud for at veksle penge. Varmen var
sindssyg så det var kun en lettelse at pengevekslingen, der foregik i
meget airconditionkolde bikse, varede ret længe. I udstillingsvinduet
(jaja udstillingsvinduet i valutabikse er da ikke noget at studse
over) viste en flot kollektion af danske sedler frem. Jeg vekslede til
ikke mindre end 1.160.000 rial. ...og havde brug for en trilebør for
at Slæbe alle de sedler hjem.
Havde morderligt svært ved at komme ind i samtalen med Jesper og en
ældre Herre. Kvinder (eller i der mindste deres jihab) skal ses - ikke
høres.
Vi satte kursen mod bazaren, men nåede aldrig så langt fordi vi gik
ned ad en slags handelsgade hvor vi fandt et sted at få noget at
spise. Fik en falafelsandwish med et eller andet uidentifiserbart
grønsagssnask med eddikesmag. Det smagte surt og spøgst og på ingen
måde som jeg nogensinde havde forestillet mig at iransk mad ville
smage. Desværre blev Karina syg af varmen og mig og Gwen gik med hende
tilbage til Mashad hotel. Jeg syntes varmen var meget styg, så det
passede mig fint at tilbringe eftermiddagen med læsning på værelset.
Om aftenen tog vi metroen til Nordteheran for at tage op på et bjerg
med noget der skulle forestille at være en forlystelsespark svarende
til Tivoli - men uden forlystelser. Hmmm. I metroen mødte vi en
hjælpsom kvinde, der insisterede på at følge os til endestationen og
derefter hjælpe med at finde en grøn minibus, der kunne tage os resten
af vejen.
'forlystelsesparken' var syret! Fyldt med lys og lamper og mere lys i
1001 ens boder (de solgte allesammen sådan noget syltet frugt eller
bærhalløj rullet ud i tynde fedtede plader, som smagte virkelig godt -
og lige til at få syreskader på tænderne af. Irans svar på Haribos
'bælter', så barerigtig frugt) og restaurenter der snoede sig langs en
bjergsti op og op og op ad bjerget. Og det blev virkelig ved og ved og
ved op. Det erfarede jeg da jeg efter 1/2 time formåede at blive væk
fra de andre og, i håb om at finde dem gik og klatrede op til det
begyndte at ynde ud både i boder, lys og andre besøgende. Havde
stoppet og et ganske kort øjeblik kigget på en mand, der tilberedte
grillspyd (kebab) med indmad. Da jeg kiggede op igen var de andre som
sunket i klippeunderlaget. Spurgte folk om de havde set en flok
europæere, men enten ku de ikke engelsk eller også havde de ikke ser
dem. Et ungt par sad og kissemissede (iranere kan også være
nyforelskede (så længe de bare også er gifte)) og de sagde de kun
havde set dem for foden af bjerget for en time siden. Jeg fortsatte
opad og et par forskellige venlige iranere fulgte mig på vej. Begyndte
efterhånden at undre mig over jeg ikke havde fundet dem, når jeg gik
så forholdsvis hurtigt og vi indtil forsvindingsnummeret havde
slentret af sted og givet os god tid. Spekulerede på om jeg på mystisk
vis skulle have overhalet dem på et tidspukt. Men der ver kun 1smal
sti.
Ud Af den blå luft indhentede det unge par mig og sagde at nu var det
bedre at jeg gik tilbage, for højere oppe var det ikke sikkert for mig
at gå. De var så søde og gik med mig hele vejen ned og ventede der
samwmen med mig med ideen om, at før eller siden ville de jo komme ned
når vi skulle hjemad.
Ærgrede mig over vi ikke have lavet det tjekketællesystem vi ellers
havde aftalt. Og så stod vi der og blomstrede og prøvede at sludre
lidt, hvilket dog kompliceredes lidt af engelskproblemer. Selvom det
var ubehageligt at være væk fra de andre og jeg på et tidspunkt
faktisk var noget utryg, var der alligevel noget ret fint ved den
oplevelse fordi det var vældig interessant at opleve den enorme
venlighed og hjælpsomhed fra de folk jeg talte med undervejs og især
de to der tog mig med ned og ventede sammen med mig. Er næsten ærgelig
over at jeg ikke kunne tale noget mere med dem.
Men så kom Kasper. Jubii hvilken lettelse. De havde sat sig ind på en
restaurant hvor tjeneren havde valgt at placere dem på den øverste
teresse uden udsyn til eller ' tilsyn' fra stien. De var efter et
stykke tid blevet enige om at ny havde jeg været rigeligt længe på
toilettet.
De havde fået noget lækker mad og jeg fik deres rester. Det var et
rigtig fedt sted. Vi sad på sådan nogen hævede firkanter med persiske
tæpper og puder. Måske hed de Day beds. Det er sådan nogen overdækkede
spise- og hænge ud/vandpiberygningsfirkant.
Da de havde spidst stod den på den bedste vandpibe jeg har smagt og
chay med kandis og dadler til og sådan nogle valnødder der (ved jeg
fra boderne på vej op) havde ligget i en eller anden lage så de
lignede konserverede hjerner.
Det var en fed oplevelse at opleve hvor de lokale lidt mere velstilede
iranere tager hen for at hygge sig og ha en god aften.
23.7.10
'Islamic cultural relation organisation' stod for vores vores program
i dag og skal også stå for det igen i morgen. De er en organisation
der arbejder for at andre lande skal synes godt om Iran og ikke ha
sådan et dårligt indtryk af landet. De har centre i alle mulige lande
i verden (dk er ikke et af disse) der arangerer kulturelle events med
samme formål. I dag har det været meget tydeligt at de ville gøre alt
for at gøre os glade og give os et godt indtryk af landet. Det var
faktisk helt ubehageligt fordi det blandt andet indebar at vi sprang
en masse mennesker over der stod i en meget lang kø. Det var dog
virkelig ingerresant at opleve hvad det er for en side af iran de
ønsker at vise frem. Organisationen er for det islamiske styre og de
ting vi skulle opleve bar selvfølgelig præg heraf.
Men bortset fra det var vi vist alle sammen enige om, at (Hvis jeg er heldig at finde noget internet på et tidspunkt kan det være I får fortsættelsen)
'Islamic cultural relation organisation' stod for vores vores program
i dag og skal også stå for det igen i morgen. De er en organisation
der arbejder for at andre lande skal synes godt om Iran og ikke ha
sådan et dårligt indtryk af landet. De har centre i alle mulige lande
i verden (dk er ikke et af disse) der arangerer kulturelle events med
samme formål. I dag har det været meget tydeligt at de ville gøre alt
for at gøre os glade og give os et godt indtryk af landet. Det var
faktisk helt ubehageligt fordi det blandt andet indebar at vi sprang
en masse mennesker over der stod i en meget lang kø. Det var dog
virkelig ingerresant at opleve hvad det er for en side af iran de
ønsker at vise frem. Organisationen er for det islamiske styre og de
ting vi skulle opleve bar selvfølgelig præg heraf.
Men bortset fra det var vi vist alle sammen enige om, at (Hvis jeg er heldig at finde noget internet på et tidspunkt kan det være I får fortsættelsen)
Abonner på:
Opslag (Atom)